Mobilisering til politiske aktiviteter

Vi kender det allesammen. Vi har lavet et super fedt møde, aktion eller måske et offentligt møde, som vi alle er helt oppe at køre over. Og så kommer det hårde arbejde; hvordan får vi folk til at synes, det er ligeså fedt, og hvordan får vi dem til at dukke op? Her er nogle bud på nogle konkrete overvejelser, som I kan gøre jer i forbindelse med jeres mobilisering.

Gør jeres aktivitet, møde eller aktion synlig

Det siger næsten sig selv, at man skal sørge for at skabe synlighed omkring sin aktivitet, hvis man gerne vil have folk med. Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort.

Her er nogle konkrete ting, I kan overveje:

Lav en facebookbegivenhed, og boost den ud til målgruppen

Der er i omegnen af 3,4 millioner danske profiler på Facebook (2016). Det vil sige, at næsten alle har en profil. Mange bruger også rigtigt mange timer om dagen på at kigge på, hvad deres venner slår op, hvad de kommer til af begivenheder og meget mere. Derfor kan det give god mening at lave en begivenhed, så folk kan vise, at de kommer, samt få de praktiske oplysninger omkring tid og sted.

Når I har lavet begivenheden, er det vigtigt, at I inviterer jeres netværk til at komme. I skal selvfølgelig ikke nødvendigvis invitere jeres gamle studiekammerater eller kollegaer, som I ved stemmer liberal alliance, men inviter de folk i jeres netværk, der kunne finde aktiviteten interessant. Folk kommer ikke af sig selv, man skal spørge dem, følge op med dem og sikre sig, at de ved, at du også kommer. Alt tyder på, at hvis en ven eller bekendt kommer, så er man meget mere tilbøjelig til selv at komme.

Hvis man gerne vil nå længere ud end til dem, man kender i forvejen, kan en nem og hurtigt måde at komme ud til mange på, er ved at booste jeres facebookopslag eller begivenhed. Man kan målrette den meget specifikt, og det gør, at mange flere kommende deltagere kan se, hvor de skal gå hen.

Se mere om facebookboost her

Skab kontakten

Man kan tro, at når man har oprettet en begivenhed på facebook, så sker det hele lidt af sig selv. Folk dukker op, er glade og kommer igen næste gang. Desværre er det sjældent sådan. Når vi snakker om organisering, er det vigtigste de relationer, vi kan skabe mellem hinanden. Relationer forpligter, og derfor skal vi være gode til at skabe dem, allerede inden vi mødes første gang.

Forslag til relationsopbygning og mobilisering

  • Skriv til “interesserede” på facebook. Især hvis I kender nogle af dem. Det, at man får en besked med en opfordring til at komme, gør tit udslaget til, at man dukker op.
  • Send en mail ud til jeres medlemmer. Den mest oplagte målgruppe til at dukke op til jeres arrangement, vil ofte være jeres medlemmer. Også dem, som ikke er aktive.
  • Send en SMS ud en uge og dagen før jeres arrangement for at minde om, at det sker.
  • Start med at mobilisere 3 uger før, og følg op og kontakt folk personligt ugen op til.
  • Ring til jeres nye medlemmer, hvis det giver mening.
  • Hvis jeres arrangement er fx. et offentligt møde, paneldebat mm. Kan det give mening at producere jeres egne materialer til formålet.
    I kan let lave en flot flyer, annonce og arrangementsplakat i KLS-portalen her.
    Du kan finde hjælp til at bruge Portalen, bestille brugernavn og kode og se, hvilke muligheder der er for at lave materialer her.