Trine Pertou Mach

Vi står i en opbrudstid. Vores opgave er at vise en radikalt ny solidarisk retning, flytte holdninger og skabe troen på, at det er muligt.
Den buldrende klimakrise, økonomisk ulighed og marginalisering er vores tids største trusler og klassekamp. De drives af et økonomisk system, som virker til gavn for de få fremfor for de mange. Den groteske velstandskoncentration i toppen truer demokrati, velfærd og retsstat. Vi skal slås for at få værdierne tilbage til fællesskabet, så de kan bruges demokratisk på lighed, grøn omstilling og på konsekvent bekæmpelse af fattigdom, diskrimination og racisme.
Udenrigspolitisk presses fred og solidaritet af stormagternes imperialisme. Ruslands invasion er det seneste eksempel på autoritære kræfters frontalangreb på international ret og institutioner. Men dansk udenrigspolitik går stadig i en retning defineret af selvtilstrækkelighed og USA's interesser. Det er helt forfejlet.
Jeg er stolt af at være i et parti, der insisterer på international solidaritet, kloge beslutninger og tør de svære valg. Som leverer stærke modsvar til populismen. Vi ved, vi er stærkest i samspil med kammerater og bevægelser, herhjemme og ude i verden. Det styrker også vores parlamentariske spillerum.
Jeg vil gerne bidrage og byder ind med parlamentarisk erfaring og et helt livs engagement i solidaritetsarbejde - som aktivist og jobmæssigt - for fred, menneskerettigheder, folkestyret udvikling, Palæstina.
Socialist, feminist og fuldblodsjyde. Bor på Nørrebro med to piger

Køn: Kvinde
Alder: 52
Afdeling: Blågård
Uddannelse: statskundskab, speciale i international politik
Beskæftigelse: Chef for politik og presse i Oxfam IBIS
Fagforening: DJØF