Tobias Clausen

Højrenationalismen vokser frem både i Danmark og resten af verden. Det er en udvikling som vi på venstrefløjen skal tage meget alvorligt. Det gør vi bedst ved at levere et konkret alternativ til de mennesker, som oplever utryghed og en kapitalistisk globalisering, der beriger de få på bekostning af de mange.
Enhedslisten skal være partiet, der med rod i arbejderklassen, kan tale almindelige menneskers sag, og som ikke er bange for at gå i flæsket på den økonomiske elite. Et parti, der står vagt ved sine principper, og som er parat til at levere konkrete løsninger på den voksende ulighed. Klassekamp og kampen for økonomisk omfordeling skal have en central plads i vores politik. Samtidig skal vi have en klar ambition om at samle bredere dele af befolkningen bag vores parti. Det indebærer bl.a. at vi skal styrke vores position uden for de store byer. For mig er især opgør med skattely og grådige banker, klimakampen, samt opbygningen af et stærkt velfærdssamfund, hvor vi tager hånd om syge og udsatte mennesker vigtige politiske sager.
Som folketingskandidat kan jeg bl.a. bidrage med erfaring som politisk aktivist på alle niveauer i både parti- og bevægelsesarbejde. Jeg har i en årrække været en aktiv del af Folkebevægelsen mod EU og Global Aktion (Afrika Kontakt) ligesom jeg har siddet i Enhedslistens ledelse.
Jeg er i dag folketingskandidat i Brøndby på den Københavnske Vestegn, hvor jeg også er født og opvokset. Jeg er 34 år og bor pt. med min kæreste og datter på Vesterbro.

Køn: Mand
Alder: 34
Afdeling: Vesterbro
Uddannelse: Forvaltning
Beskæftigelse: Politisk medarbejder hos Enhedslisten
Fagforening: DJØF