Tobias Clausen

"Klassekamp. Kapitalismekritik. International solidaritet. Det skal være den røde tråd i Enhedslistens arbejde. Vi skal være det foretrukne arbejderparti og et reelt alternativ til S og SF. Vi skal ikke være bange for at være ideologiske, men samtidig skal vi tale et sprog, som folk forstår.

Vi skal være kendt som det parti, der kæmper for:

• En mere retfærdig fordeling af goderne i vores samfund.
• Et arbejdsmarked med ordentlige vilkår, og tryghed for syge og udsatte.
• Stop for skattely og modstand imod EU’s neoliberale politik.
• International solidaritet med Palæstina og andre undertrykte i verden.

Jeg har tidligere være kandidat for Enhedslisten til både folketings- og EU-valg og blev ved seneste Folketingsvalg valgt som 1. suppleant for vores folketingsmedlem Søren Søndergaard i Københavns Omegn.

Som bevægelsesaktiv og aktivt medlem af partiet på alle niveauer i 15 år har jeg et stort kendskab til partiets politik og virke. Til dagligt bor jeg i Brønshøj med min kæreste og datter."

Spørgsmål:
Hvad vil være dit første beslutningsforslag i folketingssalen, hvis du bliver valgt som et af Enhedslistens folketingsmedlemmer?
"Mit første beslutningsforslag vil handle om at sikre større tryghed for sygdomsramte. Konkret skal perioden man har ret til sygedagpenge forlænges, så den igen bliver på mindst 52 uger. Vi kan alle blive langtidssygemeldte. Det er ikke rimeligt, at man i den forbindelse risikerer at blive efterladt uden et ordentligt sikkerhedsnet. Derudover står forslag om billigere kollektiv transport i hele landet og stop for import af bosættervarer, fra de ulovlige israelske bosættelser, højt på min liste."

Spørgsmål:
Følgende citat er fra Enhedslistens principprogram: “Som parti tager vi (derfor) ikke del i at spille forskellige grupper ud mod hinanden ved at indgå studehandler til fordel for en gruppe, men på bekostning af en anden, og vi arbejder for selv den mindste forbedring og imod selv de mindste forringelser.” Hvis du kommer til at repræsentere Enhedslisten i Folketinget, hvordan vil du så anvende dette princip i dit arbejde?
"Politik kan ikke sættes på formel. Men princippet er en meget vigtig rettesnor i det parlamentariske arbejde. Sådan skal det forsat være.
Vi skal ikke indgå i studehandler, der kompromitterer principperne om retfærdighed og solidaritet. Samtidig skal vi søge indflydelsen og kæmpe for forbedringer, der gælder bredt.
Enhedslisten har historisk vist, at vi kan skabe resultater for mennesker og klima uden at sælge ud af principperne. Det arbejde vil jeg forsætte, hvis jeg bliver valgt."

Køn: Mand
Alder: 37
Afdeling: Brønshøj-Husum
Uddannelse: Cand.scient.adm
Beskæftigelse: Politisk rådgiver
Fagforening: DJØF