Kernen i forståelsespapiret, som gjorde Mette Frederiksen til statsminister, er klimamålsætningen på 70% og bekæmpelse af ulighed. For nylig kom klimarådet med deres årlige redegørelse, hvor de slog fast, at målsætningen ikke nås med de anviste midler. Og uligheden er faktisk steget de sidste år samtidig med at regeringen udskyder de nødvendige tiltag mod ulighed.
I den kommende valgkamp bliver det åbenlyst svært for vores kandidater og valgaktivister, at argumentere for et nyt forståelsespapir, hvis regeringen end ikke lever op til det eksisterende. For hvad er så egentlig pointen?
Derfor må vi forberede os på konfrontationer med regeringen i den kommende tid. Her er det vigtigt, at vi ikke er bange for vores egen skygge. Med 13 mandater kan vi naturligvis ikke forlange al vores politik gennemført, men vi må stå fast på dét, vi har aftalt med regeringen. Det er efter min mening en rød linje.
Putins overfald på Ukraine viser, hvor vigtigt det internationale arbejde og udsyn er. Vi må mobilisere mod alle imperialistiske krige og vi må styrke solidariteten med de kræfter, som kæmper for demokrati og sociale fremskridt, hvad enten det er i Rusland, Kina eller Latinamerika. Selv har jeg især været aktiv i kampen mod undertrykkelsen i Tyrkiet og Mellemøsten og er kontaktperson for Enhedslistens Kurdistan-solidaritetsgruppe.
Folketingsgruppen er et kollektiv, hvor forskellige erfaringer og udgangspunkter skal bidrage til at gøre kollektivet stærkere. Det vil jeg fortsat bidrage til.