Jeg er vokset op i et lærerhjem i Broager, som er en lille by uden for Sønderborg. Det er en by, hvor vi kommer hinanden ved. Alligevel er det som om, tiden og nærværet er væk. Når min mor tager på arbejde som klasselærer, er eleverne for mange og tiden for kort. Da jeg i mit sabbatår arbejdede i hjemmeplejen Egernsund, var vi få medarbejdere om for mange opgaver, og tiden med borgerne var derfor knap. Og da min morfar i februar skulle bestille tid til lægen i Aabenraa, fik han en tid i september. Alt er blevet ‘effektiviseret’ og skåret så meget, at kvaliteten er forsvundet.
Det gør mig bekymret for, hvordan Jylland ser ud, når jeg en dag flytter tilbage. Vi skal passe på vores velfærdssamfund og investere i det, så man kan være sikret at få ordentlig behandling, uanset hvor i Danmark man bor. Særligt med den stigende ulighed er det vigtigere end nogensinde før.
Jeg tror på, at vi kan bygge en grøn og socialt retfærdig fremtid. En fremtid, hvor havnearbejderen fra Esbjerg kan trække sig tidligt og nyde sin alderdom, hvor landbruget er moderniseret, så landbrugsfamilien fra Gram kan bevare deres gård, og hvor flygtninge bliver behandlet ordentligt, så steder som Kærshovedgård aldrig bliver brugt igen.
Men det kræver at vi bygger røde og grønne broer - især uden for de store byer. Dem bygger jeg både med ungdommen, og mine venner i Enhedslisten Sydjylland. Jeg glæder mig til at bygge dem med resten af jer!