Rasmus Vestergaard Madsen

"Jeg stiller op til Folketinget, fordi jeg vil være med til at gøre en forskel.
Til daglig arbejder jeg som socialpædagog med udsatte unge og som landmand på et mindre økologisk landbrug.
To gange har jeg været vikarierende folketingsmedlem og oplevet, hvordan samspillet med vores afdelinger, NGO’er og almindelige mennesker, kan rykke Danmark i en mere grøn og solidarisk retning.
Fx da vi efter 5 års kampagne fra afdelingerne omkring Lillebælt og flere samråd med miljøministeren, fik presset ind i finansloven for 2020, at Lillebælt skal være marin naturnationalpark. Konkret grøn politik til gavn for biodiversiteten i havet.
Det er netop det samspil, som giver mig politisk energi og som jeg har set give resultater.
For grundlæggende forandringer forudsætter et stærkt samarbejde mellem afdelinger, bevægelser og folketingsmedlemmer. Et samarbejde, som jeg gerne vil være med til at styrke, til gavn for klassekampen og for at få os i mål med en solidarisk grøn omstilling."

Hvad vil være dit første beslutningsforslag i folketingssalen, hvis du bliver valgt som et af Enhedslistens folketingsmedlemmer?

"Jeg vil stille forslag om, at Danmark får et biodiversitetslov. Forskere peger på, at vi står midt i den 6. masseuddøen. Verden er med drastiske skridt ved at blive et fattigere sted, fordi kapitalismen grådighed ødelægger økosystemer og slår tusindvis af arter ihjel. En biodiversitetslov skal give naturen rettigheder og gennem forpligtende mål sikre, at der gives plads til naturen og arternes tilbagegang stoppes. "

Følgende citat er fra Enhedslistens principprogram: “Som parti tager vi (derfor) ikke del i at spille forskellige grupper ud mod hinanden ved at indgå studehandler til fordel for en gruppe, men på bekostning af en anden, og vi arbejder for selv den mindste forbedring og imod selv de mindste forringelser.” Hvis du kommer til at repræsentere Enhedslisten i Folketinget, hvordan vil du så anvende dette princip i dit arbejde?

"Enhedslisten skal søge maksimal indflydelse. Vi er sat i verden for at skabe forandringer og vores mandater i Folketinget skal bruges til at styrke klassekampen og sikre reel grøn og solidarisk omstilling.
Men indflydelse må aldrig blive bekostning af andre, hvor vi risikerer at marginaliserede grupper bliver spillet ud mod hinanden i en forhandling. Derfor er princippet om, at vi arbejder for den mindste forbedring og imod den mindste forringelse en rigtig god rettesnor. "

Køn: Mand
Alder: 32
Afdeling: Amager Øst
Uddannelse: Økologisk landmand og socialpædagog
Beskæftigelse: Socialpædagog og Økologisk landmand
Fagforening: 3F og SL