Rasmus Vestergaard Madsen

En kold forårsdag på Tranbjerg Skole løb jeg som langhåret 13-årig rundt med sedler i klasserne: “Vi blokerer skolen på fredag!” Kommunen havde varslet skolebesparelser, og vi vidste godt, det ville gå ud over de svageste elever. Men vi ville ikke give os uden kamp!
Blokaden i Tranbjerg blev starten på min politiske rejse. Jeg lærte, at det var muligt at tage sagen i egen hånd og kæmpe for det, jeg tror på. Jeg meldte mig ind i SUF og blev senere aktiv i Jyder Mod Overflødige Motorveje, Jobpatruljen, 3F’s Grønne Gruppe og meget andet. I dag er jeg fagligt aktiv socialpædagog og valgt til repræsentantskabet i Økologisk Landsforening.
Min mor arbejder med multihandicappede børn på et bosted i Aarhus. Min far var med til at bygge de første vindmøller i Thy. I rækkehuset i Tranbjerg er jeg vokset op med overbevisningen om, at alle børn og unge fortjener tryghed og lige muligheder. Og jeg er vokset op med troen på, at den grønne omstilling kan være løftestang for social retfærdighed.
Vi har brug for en omstilling, der skaber gode jobs, giver os bedre uddannelser, løfter udkanten og får alle med. Når jeg som suppleant i Folketinget har haft fornøjelsen af at repræsentere vores parti, har den vision været mit rød-grønne kompas. Jeg har været med til at sikre elfærger til 11 danske småøer, gøre Lillebælt til Danmarks første marine naturnationalpark og fået lukket Satspuljen, der stjal fra de fattigste danskere.

Jeg er klar til klima- og klassekamp i Folketinget – sammen med jer!

Køn: Mand
Alder: 31
Afdeling: Amager Øst
Uddannelse: Økologisk Landmand og Socialpædagog
Beskæftigelse: Socialpædagog og økologisk landmand
Fagforening: 3F og SL