Pia Thorsen

"Vi kan ikke ændre verden alene, det kan vi kun i kraft af fællesskabet.

Organisering og mobilisering er nøgleord for mig. Vi skal række ud og invitere ind. Medlemmer, udvalg, netværk, bevægelser skal opleve deres progressive sager båret ind i Folketinget af Enhedslisten. I det samarbejde kan både Enhedslisten og bevægelserne vokse og styrkes.

Vi skal sætte dagsordenen. Vi skal tale mod racisme, militarisme, kapitalisme og for demokrati, lighed og solidaritet. De store samfundsforandringer skal i fokus.
Det er afgørende at udfordre regeringen og resten af højrefløjens evige snak om ”nødvendighedens politik” med nedskæringer, pisk til de med handicap, udsatte og ledige og store skatterabatter til magteliten. Profit på velfærd, klima- og miljøsvineri er aldrig svaret.

Vi skal på én gang være et landsdækkende parti med lokalt forankrede aktiviteter og et parti hvor international klassekamp mod undertrykkelse er en selvfølgelighed.

Jeg ser os som et hold og vil gerne bidrage til den fælles kamp."

Hvad vil være dit første beslutningsforslag i folketingssalen, hvis du bliver valgt som et af Enhedslistens folketingsmedlemmer?

"Mere end 500.000 borgere i landet har ikke dansk statsborgerskab og dermed ikke stemmeret. Det er både et demokratisk problem, men også i strid med FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder.

Derfor vil mit første beslutningsforslag gå på at give børn, der er født og opvokset i landet automatisk ret til statsborgerskab. Derudover må der ligge objektive kriterier til grund for tildeling af statsborgerskab efter ansøgning. Ikke som nu, hvor Indfødsretsudvalget nærmest udøver sindelagskontrol."

Følgende citat er fra Enhedslistens principprogram: “Som parti tager vi (derfor) ikke del i at spille forskellige grupper ud mod hinanden ved at indgå studehandler til fordel for en gruppe, men på bekostning af en anden, og vi arbejder for selv den mindste forbedring og imod selv de mindste forringelser.” Hvis du kommer til at repræsentere Enhedslisten i Folketinget, hvordan vil du så anvende dette princip i dit arbejde?

"Forhandlinger er svære. Man skal forhandle så langt man kan, men man skal også være klar til at gå.
Et eksempel hvor de røde linjer blev nået er affaldsforliget, som i sidste ende åbnede for øget privatisering og konkurrenceudsættelse. Enhedslisten besluttede at forlade det indgåede forlig, da det stod klart, at forliget ville fylde profitmageres lommer til skade for klimaet og kommunernes økonomi. Altså et skridt mod mere ulighed og mere kapitalisme. Det kunne vi selvfølgelig ikke være med til."

Køn: Kvinde
Alder: 52
Afdeling: Morsø
Uddannelse: Folkeskolelærer
Beskæftigelse: Førtidspensionist, frivillig i det lokale foreningsliv
Fagforening: Danmarks Lærerforening DLF