Pelle Dragsted

De kriser og udfordringer vores generation står overfor, kalder mere end nogensinde på socialistiske svar.
Uligheden har nået groteske højder, og vi står overfor en truende klima- og biodiversitetskrise, som vi kun har få år til at løse. Begge udfordringer har i høj grad deres rod i den kapitalistiske økonomis dynamikker. Og deres løsning kræver, at vi påbegynder en demokratisering af økonomien, der omfordeler rigdom, og erstatter markedets blinde styring med demokratisk beslutningskraft.
Heldigvis vinder de socialistiske idéer om en mere demokratisk økonomi stigende opbakning i disse år. Venstrefløjen er ikke længere kun i defensiven for at forsvare velfærden. Vi tager faktisk offensive skridt, som når vi får gjort tandplejen til en del af velfærden, eller indført minimumsnormeringer i daginstitutionerne. Den vej skal vi fortsætte og styrke.
Jeg sad i folketinget i fire år fra 2015-2019, og efter næste valg vil jeg gerne igen fra den talerstol bidrage til at Enhedslisten fortsætter sin udvikling som et troværdigt, principfast og resultatorienteret parti, der vinder tillid fra flere og flere mennesker i hele landet. Så vi kan øge vores politiske indflydelse og skabe et tryggere, friere og mere retfærdigt samfund.

Køn: Mand
Alder: 46
Afdeling: Frederiksberg
Uddannelse: Master i Retorik og formidling
Beskæftigelse: Forfatter og klummeskribent
Fagforening: DJ