Mathilde Vinther

"På bekostning af folk som de er flest, deles skattelettelser ud til de få i toppen. Regeringens klassekamp fra oven, sætter dybe spor af ulighed i vores samfund. De børn, jeg underviser i folkeskolen, bliver fortsat mere afhængige af størrelsen på forældrenes pengepung. Os, der arbejder i en udhulet velfærd, får ringere mulighed for at sætte mennesker fri af det, de kommer af.
Men det skal være løgn, skal det!
Vi skal bygge magt med de mennesker, der er sat udenfor indflydelse og skabe så handlekraftigt et fællesskab i Enhedslisten, at vi kan vriste magten fra velfærdsødelæggende og ulighedsskabende politikere. Vi skal indgyde håb og tro hos endnu flere på, at vi kan forandre samfundet i fællesskab. For vi har ret til en fri, grøn og retfærdig fremtid.
Det har jeg kæmpet for, siden min aktivistungdom i det midtjyske. Sidenhen, som forkvinde for landets gymnasieelever, i fagbevægelsen og flygtningebevægelsen.
Jeg håber på at få lov til at fortsætte kampen som folketingskandidat for Enhedslisten."

Spørgsmål:
Hvad vil være dit første beslutningsforslag i folketingssalen, hvis du bliver valgt som et af Enhedslistens folketingsmedlemmer?
"I min hverdag som folkeskolelærer på Nørrebro, vokser mit ønske om afskaffelse af Støjbergs ghetto-lov, der tvinger os til at registrere elevfravær, med det formål, at politikerne kan tage børnepengene fra de familier, der er mest udsat. Ikke nok med det, er loven årsag til at hundredevis af arbejderklassefamilier er blevet frarøvet deres hjem, fordi billige almene boliger rives ned. Loven er et tydeligt udtryk for klassekamp fra oven og det kan vi i Enhedslisten ikke lade stå uimodsagt."

Spørgsmål:
Følgende citat er fra Enhedslistens principprogram: “Som parti tager vi (derfor) ikke del i at spille forskellige grupper ud mod hinanden ved at indgå studehandler til fordel for en gruppe, men på bekostning af en anden, og vi arbejder for selv den mindste forbedring og imod selv de mindste forringelser.” Hvis du kommer til at repræsentere Enhedslisten i Folketinget, hvordan vil du så anvende dette princip i dit arbejde?
"Princippet er centralt og skal minde os om, at vi ikke sidder i Folketinget for at administrere et system, hvor de få har magten og de rigeste høster gevinsterne, imens resten må slås om håndører. Det skal sikre at vi altid søger at udvide de forhandlingsrum vi er til stede i og aldrig accepterer fattige og forkerte præmisser om, at de få i toppen, kan have deres på det tørre, imens andre skal sjoske rundt i møg til knæene og slås med hinanden om, hvem der bliver de næste, der ryger ud i fattigdom."

Køn: Kvinde
Alder: 30
Afdeling: Indre Nørrebro - den røde firkan
Uddannelse: Lærer
Beskæftigelse: Folkeskolelærer
Fagforening: Danmarks Lærerforening