I det øjeblik på valgnatten, hvor flertallet tippede til rød-grøn side, trillede en glædeståre ned af kinden på en ung socialdemokrat bag skærmen. Den tåre gav mig det, som kloge socialister nok vil kalde et falsk håb. For selvom de lod sig presse til at gennemføre en klimalov, fornægter socialdemokraternes taburetklæberi sig ikke. Håbet er nu gjort eftertrykkeligt til skamme; Mette Frederiksen danner regering med Løkke og Ellemann, annullerer aftalen om hjælp til de fattigste børnefamilier og afskaffer en forårsfridag. Den er først lige begyndt, men mange mennesker kan allerede mærke regeringens klassekamp fra oven. De føler sig snydt og berøvet netop deres håb. De mennesker skal finde et handlekraftigt fællesskab i et Enhedslisten, der bliver stærkt nok til, at kunne fravriste de højredrejede socialdemokrater magten. Det kræver, at vi bliver i stand til at indgyde håb og tro hos endnu flere på, at forandring er mulig. Vi skal bygge magt med de mennesker, der i dag er sat udenfor indflydelse, så vi kan forandre samfundet i fællesskab.
Det er bydende nødvendigt, hvis ikke mine kommende folkeskoleelever skal have deres fremtidsudsigter afgjort af forældrenes bankbøger og utopiske grønne hockeystave. De har ret til en fri, grøn og retfærdig fremtid.
Det har jeg kæmpet for siden min spæde aktivistungdom i det midtjyske. Som forkvinde for landets gymnasieelever, i fagbevægelsen og flygtningebevægelsen.
Jeg håber på at få lov til at fortsætte kampen som kandidat for Enhedslisten.