Maria Temponeras

Jeg har gennem de seneste to årsmødeperioder organiseret og opbygget viden og netværk som spidskandidat i Vestjyllands Storkreds. Jeg håber meget at få lov at fortsætte på denne post, og få chancen for at føre valgkamp i Midt- og Vestjylland og forhåbentlig blive valgt til folketinget. Jeg er klar, og jeg har masser af erfaring at trække på. Jeg har boet på landet i Skanderborg i 20 år, hvor jeg har arbejdet på lokale skoler og opfostret fire børn sammen med min kæreste, som er bådbygger.

I mine år i byrådet har jeg kæmpet for klimahandling, lokaldemokrati, miljøbeskyttelse og for bedre vilkår for børn, psykisk sårbare og mennesker med sygdomme og handicap. Jeg har holdt tæt kontakt med bevægelser og borgergrupper, og det arbejde håber jeg at udbygge og styrke sammen med de midt- og vestjyske afdelinger, hvis jeg bliver valgt til folketinget.

Jeg tager afsæt i de livsvilkår vi har udenfor de store byer. Det skal være muligt at bo på landet uden at eje en bil. Alle skal kunne komme til skoler og til læge og skadestue. Svineindustrien skal ikke have lov til at regere over det åbne land, blokere markveje og nedbryde landskaber og menneskers helbred. I stedet skal alsidige jordbrug og vild natur have plads, sammen med blomstrende og bæredygtige lokalsamfund. Grøn socialisme er den eneste vej ud af klimakatastrofens skygge.

Vores politik er både jordnær og visionær, og det er vores opgave at formulere og formidle den, så den også er relevant for folk udenfor de store byer.

Køn: Kvinde
Alder: 50
Afdeling: Skanderborg
Uddannelse: Biolog og lærer
Beskæftigelse: Selvstændig
Fagforening: IDA