Da folkeskolereformen blev indført, gik jeg i 6. klasse. Formålet med reformen var, at eleverne skulle udfordres og blive dygtigere. Betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater skulle mindskes. Og trivslen skulle øges. Ingen af de ting lykkedes, som politikerne havde forventet.
Nu er jeg vikar på en folkeskole, og har netop søgt ind på lærerseminariet. Når man går fra elev til underviser, bliver det tydeligt, hvorfor reformen har fejlet.
Imens forventningerne til eleverne bliver højere, er min opfattelse, at niveauet egentlig er blevet lavere. Alt imens de i 6. klasse stadig ikke kan finde ud af at sætte punktum og komma, skal de arbejde med ting, jeg troede hørte til på gymnasiet. Som så mange andre gange har ”optimering” i virkeligheden betydet nedskæring. Vi skal gøre præcis det modsatte.
Særligt vigtigt er det, at psykisk og fysisk sygdom skal ligestilles. Hvis man ringer til sin læge, får man som regel en tid indenfor få uger. Sådan er det ikke i psykiatrien.
Da jeg gik til min læge som 17-årig med mistanke om, at jeg havde ADHD, var der et halvt års ventetid. Det er rigtig lang tid at vente på noget hjælp. Især når man går på gymnasiet. Jeg kender andre, der efter lange ventetider er blevet sendt hjem - uden hjælp.
Derfor vil jeg kæmpe for, at sikre psykiatrien flere ressourcer, så vi kan nedbringe ventetiden og skabe trygge rammer for udsatte, så ingen bliver sendt hjem uden hjælp.