Lisbeth Torfing

Jeg ønsker et Enhedslisten, hvor vi har en fælles stærk, socialistisk vision, som giver politikken en sikker retning. Samtidig skal vi have en realistisk og pragmatisk tilgang til, hvad der her og nu kan bringe samfundet et skridt fremad.
Vi står i en vanskelig parlamentarisk situation, hvor regeringen løbende tager med den ene hånd og giver med den anden. Uden Enhedslisten ville rigtig mange forringelser blive gemt ubemærket i store forlig. Det er ofte en svær balance, men det er vigtigt, at vi fastholder en klar linje mod forringelser, og at vi ikke fremstiller aftaler bedre, end de er.
Klimarådet har dumpet de samlede klimaaftaler. Samtidig er klimaet i flere tilfælde blevet brugt som løftestang for øget privatisering og markedsgørelse. Uden Enhedslisten er der ingen tvivl om, at udviklingen ville blive både sort og blå i stedet for grøn og rød. Vi har en svær kamp foran os for at fastholde fokus på klima, miljø og natur.
Jeg har som kommunalpolitiker ved selvsyn set, hvordan beslutninger i Folketinget efterfølgende bliver udmøntet i kommunerne, og hvordan de virker eller ikke virker helt ud i yderste led, fx på skoler og i dagtilbud. Jeg kan derfor bidrage med et klart blik for, hvad et forslag i praksis vil medføre.
Jeg har indsigt i og erfaring med mange forskellige politikområder, fx omkring børn, uddannelse, forskning, beskæftigelse, integration, sundhed, handicap og ældre. Jeg vil arbejde for, at folketingsgruppen og hovedbestyrelsen har et godt samarbejde.

Køn: Kvinde
Alder: 34
Afdeling: Horsens
Uddannelse: Ph.d. i nordisk sprog og litteratur
Beskæftigelse: FU-frikøbt og byrådsmedlem
Fagforening: DM