Leila Stockmarr

Dansk politik mangler internationalt udsyn. Der er brug for flere, som kæmper for klimaet og for verdens marginaliserede og statsløse. Flere som sætter global uretfærdighed ind i en større politisk kontekst af et dybt uretfærdigt system, som giver globale eliter, den fossile industri, lyssky regimer, våbenindustrien og grænseløs kapital alt for frit spil. Jeg vil bidrage til, at vi forsat er det parti, som tager globalt ansvar, leverer den kritiske analyse og med forslag og ideer viser vejen til forandring.

Vi skal kræve, at siddende regeringer tager de nationalistiske skyklapper af. For verdens udsatte er klimakrisen allerede et livsvilkår. Vi skal i højere grad tilbyde en både konkret og ideologisk grøn socialisme, som alternativ til status quo. Særligt, når den sorte midte i dansk politik svigter, gifter sig med erhvervslivet og forfører med spin. For klimakampen er det 21. århundredes klassekamp. Derfor skal vi levere storskalerede svar på klimakrisen. Vi skal ud af det forbandede nulsumsspil mellem rød og grøn. Omstillingen er ikke kun et mål, men også et middel til at bekæmpe klasseskel og stoppe grænseløs rovdrift på naturen.

Jeg har i mange år – som forsker, aktivist og debattør – arbejdet med international solidaritet, for et frit Palæstina, for at udstille og bekæmpe hykleriet i udenrigspolitik og for at fremme global klimaretfærdighed. Den erfaring og ildhu vil jeg bringe i spil som folketingskandidat for Enhedslisten. Jeg er 38 år og har en søn på 4 år.

Køn: Kvinde
Alder: 38
Afdeling: Indre By
Uddannelse: Ph.d. i globale studier
Beskæftigelse: International rådgiver
Fagforening: DJØF