Julie Rohde Birk

Mine primære kompetencer er inden for økologisk landbrug og bæredygtig omstilling af landbruget, herunder komplekse, regenerative dyrkningssystemer. Jeg har i mange år arbejdet med landbrugets påvirkning af biodiversitet og klima og på at skabe konkrete og realistiske løsninger på omstilling af det intensive danske landbrug til nye, bæredygtige produktionssystemer. Det gælder bl.a. skovlandbrug, som i disse år er mit primære arbejdsområde.

Jeg bor på et lille landbrug med min mand, min datter, min mor i den gamle kostald og en flok bevaringsværdige ertebøllefår på marken.

Jeg har altid stemt Enhedslisten og har været medlem siden efteråret 2021, hvor jeg følte, at jeg måtte gøre noget i forbindelse med kommunalvalget. Siden har jeg været med til at starte lokalafdelingen Hedensted op, hvor jeg sidder i bestyrelsen.
Jeg kan mærke, at det trækker i mig at engagere mig mere politisk i de områder, jeg ved meget om, og som jeg brænder for. Da min nuværende stilling er apolitisk inden for forskning og udvikling, må jeg kompensere i min fritid, hvilket jeg nu gør i lokalafdelingen. Men jeg ville elske at engagere mig fuld tid i den vigtige kamp det er, at få omstillet den store del af Danmark, der i dag udelukkende er produktionsarealer, til holistisk omfavnende, virkelig grønne og givende dele af landet.

OBS! Julie Rohde Birk har ikke dansk statsborgerskab, men da hun er i færd med at søge om statsborgerskab, har Enhedslistens Forretningsudvalg dog besluttet, at hun kan opstille til urafstemningen.

Køn: Kvinde
Alder: 40
Afdeling: Hedensted
Uddannelse: Jordbrugsteknolog
Beskæftigelse: Projektleder og konsulent inden for skovlandbrug og biodiversitet
Fagforening: JID