Julie Rohde Birk

"Mine primære kompetencer er inden for bæredygtig omstilling af landbruget, herunder komplekse, regenerative dyrkningssystemer. Jeg har i mange år arbejdet med landbrugets påvirkning af biodiversitet, klima og miljø og gennem forskning at udvikle konkrete og realistiske løsninger på omstilling af det intensive danske landbrug til nye, bæredygtige produktionssystemer. Det gælder bl.a. skovlandbrug, som i disse år er mit primære arbejdsområde. Det trækker i mig at engagere mig mere politisk i de områder, jeg ved meget om, og som jeg brænder for. Det er bl.a. den vigtige kamp at få omstillet den store del af Danmark, der i dag udelukkende er produktionsarealer, til natur samt landbrugssystemer, der er holistisk grønne og positivt bidragende.

Jeg bor på et lille landbrug med min mand, mine børn, min mor og en flok bevaringsværdige ertebøllefår. Jeg har været med til at starte lokalafdelingen Hedensted op, hvor jeg sidder i bestyrelsen. "

Spørgsmål:
Hvad vil være dit første beslutningsforslag i folketingssalen, hvis du bliver valgt som et af Enhedslistens folketingsmedlemmer?
"Rapporten 'Fra foder til føde II' bygger på mangeårigt arbejde for at inspirere lovgivere til at skabe en ny vej for landbruget, og dens konklusioner flugter med vores politik. Jeg vil søge at afklare, i hvilken rækkefølge de politiske tiltag skal iværksættes for at drive den ønskede transformation. Af relevante emner for formulering af lovforslag kan nævnes en grøn omstillingsfond, statslig forkøbsret på jorder, flere midler til forskning i plantebaserede landbrugsafgrøder, landbrugsdyrs vilkår, m.fl."

Spørgsmål:
Følgende citat er fra Enhedslistens principprogram: “Som parti tager vi (derfor) ikke del i at spille forskellige grupper ud mod hinanden ved at indgå studehandler til fordel for en gruppe, men på bekostning af en anden, og vi arbejder for selv den mindste forbedring og imod selv de mindste forringelser.” Hvis du kommer til at repræsentere Enhedslisten i Folketinget, hvordan vil du så anvende dette princip i dit arbejde?
"Jeg vil altid arbejde for store forbedringer for dem og det vi repræsenterer. Små forbedringer er også et skridt på vejen. I landdistriktspolitikken vil jeg arbejde for klima, biodiversitet og bæredygtige driftsformer. Jeg vil kæmpe for små og store forbedringer på dette område. Det kan betyde forringelser for det industrialiserede stordriftslandbrug, men det er min ambition at inkludere flest mulige og at omlægning drives af udvikling frem for afvikling. "

Køn: Kvinde
Alder: 41
Afdeling: Hedensted
Uddannelse: Jordbrugsteknolog
Beskæftigelse: Projektleder og konsulent inden for skovlandbrug og biodiversitet
Fagforening: JID