Jonas Paludan

Krise, krig – og håb. De ord ligger lige for, når man skriver en opstillingstekst en kold februar dag i 2022. Krisen først: “Klimarådet dumper regeringens klimaindsats”. Sådan startede jeg min opstillingstekst…sidste år. Og nu er det lige sket igen. Det er helt klart, at vi er nødt til at sætte alle sejl til, så den grønne omstilling går fra skåltaler til praksis. Det kræver uden tvivl både pisk og guldrod og som parti skal vi presse på, for lige nu går det alt for langsomt. Det betyder at overforbruget skal nedbringes og roadpricing, benhårde afgifter på klima-skadelig adfærd og nej til udbygning af motorveje og Kattegatforbindelse er blandt værktøjerne på kort sigt. Og så skal vi helt grundlæggende lave om på det samfund vi lever i.
Krigen. Mens disse linjer skrives, er der udbrudt krig i Europa. Med Putins brutale invasion af Ukraine, er der brug for et socialistisk parti, som benhårdt agiterer for fred og den rolle skal vi indtage. Både indenfor og udenfor de parlamentariske forsamlinger vi indgår i.
Håb. Håb fordi vi kan lave verden om – og det skal vi. I vores parti er vi dedikerede socialistiske aktivister på og når vi spiller hinanden gode, så kan vi virkelig rykke sammen.
Hvem er jeg? Medlem af byrådet i Roskilde og formand for kommunens Klima- og Miljøudvalg. Til dagligt lærer og tillidsrepræsentant på Roskilde Gymnasium. Familiefar, selverklæret bi-nørd og beboer i det økologiske bofællesskab Munksøgård. Medlem af HB.

Køn: Mand
Alder: 41
Afdeling: Roskilde
Uddannelse: Cand.scient.soc
Beskæftigelse: Gymnasielærer
Fagforening: GL