David Rønne

Vi fik tæsk til valget. Ingen tvivl om det. Og hvorfor? Måske fordi vi var blevet et parti som “de andre”. Fokus har for længe været på den Chr.Borg’ske-logik og det parlamentariske spil bag de tykke mure – ikke på radikal samfundsforandring.

Kapitalismen har smadret kloden og fremtiden i jagten på kortsigtet profit. Det er på tide at vi finder antikapitalismen, oprøret og klassekampen frem. Vi må og skal tage de svære politiske slagsmål, også når modstanden virker uoverstigelig. Fordi de er rigtige, vigtige – og selve formålet med vores parti. Kortsigtede parlamentariske gevinster er glædelige, men må aldrig stå i vejen for langsigtet forandring.

Vores fokus hverken kan eller skal være på at flytte de andre partier. Det er på den lange bane dømt til at mislykkes. Vi skal først og sidst flytte vælgerne – og det kan vi kun, hvis de kan se forskel på os og de andre.

Lad os få radikal økonomisk og politisk forandring på dagsordenen. For velfærdens, demokratiets, klimaets og miljøets skyld. For fremtidens skyld. Lad os stå ved, at vi vil en anden vej. En antikapitalistisk vej. En vej hvor væksten er i fritid, økologi, lighed, biodiversitet, velfærd og tryghed til de mange – ikke i profit til de få.

Jeg meldte mig ind i vores parti for at gøre en forskel i de kampe vi kæmper sammen. Det har jeg gjort i min afdeling, i københavnsbestyrelsen, i baggrundsgrupper, i lokaludvalg – og som folketingskandidat på fyldlisten. Med din hjælp og stemme kan jeg måske komme på årsmødelisten.

Køn: Mand
Alder: 52
Afdeling: Østerbro
Uddannelse: Multimediegrafiker
Beskæftigelse: Freelance
Fagforening: HK