Udmeldinger og beslutninger

vedrørende situationen i Ukraine

Udmeldinger og beslutninger vedrørende situationen i Ukraine

 

På denne side har vi samlet et overblik over de udmeldinger og beslutninger der er kommet fra folketingsgruppen, hovedbestyrelsen og forretningsudvalget vedrørende situationen i Ukraine.

 

Siden vil blive opdateret løbende. Senest opdateret efter Hovedbestyrelsesmøde den 17.-18. februar 2024.

 

Hovedbestyrelsen d. 18 februar 2024

 

På et ekstraordinært HB-møde den 20. marts 2022 vedtog Hovedbestyrelsen nedenstående mandat. Mandatet er efterfølgende blevet forlænget og løber nu frem til den 1. september 2024.

Ud over det oprindelige mandat, der løbende er blevet forlænget, blev der på HB-mødet 25. februar 2023 vedtaget en tilføjelse vedr. kampfly. På HB-mødet den 24. juni 2023 blev sidste afsnit i mandatet her nedenfor desuden tilføjet.

Mandat for Folketingsgruppen vedr. Ukraine

I den nuværende situation får Folketingsgruppen mandat til følgende uden at indkalde HB akut:

Enhedslisten kan støtte donation af beredskabs- og sundhedsting som mobile hospitaler og beskyttelseshandsker*.
Enhedslisten kan støtte, konkrete forslag om udstyr som fx skudsikre veste, overvågningsteknologi og kommunikationsudstyr til Ukraines forsvar/regering.
Enhedslisten kan støtte konkrete forslag om yderligere våbenleverancer fra lager og som gave til Ukraines forsvar/regering*.
Enhedslisten kan støtte konkrete økonomiske donationer til udstyr og våben til Ukraines forsvar/regering*.

I andre situationer hvor HB normalt skal indkaldes, men der ikke er tid (fx med minimum 6 timers varsel) eller fortrolighed omkring forslag, der betyder at HB ikke kan inddrages i den konkrete sag, arbejder folketingsgruppen efter følgende mandater afgivet af HB:

Enhedslisten kan støtte danske soldaters deltagelse i en fredsbevarende FN-styrke hvis det er under FN- ledelse og der er et stabilt grundlag at indsætte på.
Enhedslisten kan ikke støtte indsættelse af danske soldater i Ukraine eller oprettelsen af en No Fly zone, fordi det vil være for farligt i forhold til risikoen for at udløse en atomkrig.

Hovedbestyrelsen vil løbende diskutere situationen og revidere ovenstående mandater i takt med, at situationen ændrer sig. Ovenstående er gældende indtil hovedbestyrelsen beslutter andet, dog genbesøger og/eller genbekræfter HB beslutningerne senest 15. juni. 2022.

* Beskyttelsesdragter, sundheds-kit mm. opfatter vi grundlæggende ikke som militære midler. Våben og penge må ikke være til kampfly som vurderes at overskride grænsen for, hvad der vil eskalere.

 

Justering af gældende mandat vedr. støtte til Ukraine vedtaget d. 25.
februar 2023

FTG får mandat til, hvis det vurderes politisk rigtigt, at godkende donation af kampfly eller andet større materiel, hvis det lever op til visse forudsætninger – beroende på konkrete vurderinger af:
– Om det oplyste grundlag hviler på, at Ukraines mulighed for at forsvare sig imod den russiske invasion øges væsentligt.
– Om og i hvilket omfang det kan øge risikoen for farlig eskalering og destabilisering af den større geopolitiske konflikt og konfliktens omfang.
– Våbenstøtten gives under den klare forudsætning, at hverken kampfly eller andet tungt materiel anvendes til at krænke russisk luftrum eller territorium, og at brud på dette princip vil medføre at Enhedslistens støtte til våben bortfalder.

 

Justering af gældende mandat vedr. støtte til Ukraine vedtaget d. 24. juni 2023

HB understreger, at en evt. støtte i form af kampfly ikke medfører Enhedslistens støtte til den danske regerings oprustningsplaner.
HB konstaterer at støtte til ukrainernes frihedskamp ikke er en støtte til vestlige magters interesser eller den ukrainske regerings øvrige dagsordener. Det er netop en støtte til det ukrainske folk og deres frihedskamp.
Der er mange interesser på spil i krigen, og Enhedslisten vil altid være kritisk omkring dette, herunder NATO’s og vestlige imperialistiske interesser.

 

Folketingsgruppen d. 23. februar 2022

 

Den 23. februar meldte Folketingsgruppen følgende ud på https://enhedslisten.dk/nyheder:

Uacceptabelt brud på folkeretten – stop for russisk gas

Ruslands egenhændige anerkendelse af Donetks og Luhansk i Østukraine er klart brud på Folkeretten. Det fordømmer Enhedslisten.

Et af de væsentligste politiske skridt vi længe har efterlyst er et stop for den store gasrørledning Nord Stream 2. Vi skal lægge økonomisk pres på Rusland og undgå yderligere militær eskalering, beskytte civile og sikre en politisk forhandlet løsning.

Derfor er det glædeligt, at Tyskland i dag har meldt ud, at de nu vil stoppe Nord Stream 2. Det har vi i Enhedslisten argumenteret for længe, uden at kunne få gang i den danske regering.

På torsdag har vi sammen med Radikale, SF og Frie Grønne kaldt udenrigsministeren til en forespørgselsdebat om netop Nord Stream 2.

Nu opfordrer vi regeringen til at arbejde for et permanent stop for russiske gasforsyning til Europa. Det er også vigtigt for os, at der ikke skal gives mere plads til nye fossile forsyningskilder og atomkraft, vi skal sikre alternative bæredygtige forsyningskilder. Det er nu sikkerhed, fred og grønne løsninger skal prioriteres.

 

Folketingsgruppen d. 24. februar 2022

 

Den 23. februar meldte Folketingsgruppen følgende ud på https://enhedslisten.dk/nyheder:

Enhedslisten fordømmer Ruslands invasion af Ukraine

Ruslands invasion af og krig mod Ukraine er frygtelig og helt uacceptabel. Den skal mødes af de hårdeste sanktioner, fordømmelse og krav om tilbagetrækning af russiske tropper fra Ukraine.

Danmark skal handle:
– Vi skal sætte alt for ind for sikre de hårdeste mest målrettede sanktioner mod Rusland. Rusland skal mærke konsekvenserne af deres krig mod Ukraine.
– Vi skal akut lukke for russisk gas, kul og olie og sikre en massiv udbygning af grøn energi i Europa.
– Vi skal hjælpe den ukrainske befolkning med al den humanitære hjælp vi kan.
– Og vi skal tage imod alle de ukrainske flygtninge, som har behov for beskyttelse. Vi har allerede anmodet regeringen om at genåbne danske asylcentre, så vi er klar.

 

Hovedbestyrelsen d. 24. februar 2022

 

Den 24. februar holdt Hovedbestyrelsen et ekstraordinært møde, hvor følgende blev vedtaget enstemmigt:

– Enhedslisten fordømmer Putins militære angreb på Ukraine og kræver de russiske tropper trukket tilbage.
– Enhedslisten støtter aktivister i Rusland, Ukraine og alle andre steder, der modsætter sig krig.
– Folketingsgruppen stemmer for ikke-militære sanktioner mod angrebet, og presser på for permanent lukning af gas, olie og kul fra Rusland og hastig fremrykning af grøn omstilling i Europa.
– Enhedslisten opfordrer til at tage imod ukrainske flygtninge i Danmark og sikre humanitær hjælp.
– Enhedslisten tager initiativer til manifestationer for tilbagetrækning af de russiske tropper fra Ukraine.
– Enhedslisten stemmer nej til at sende militær til østeuropa. Svaret på Ruslands aggression er ikke militære midler og NATO-oprustning Svaret er politisk og økonomisk pression på Rusland og at styrke de kræfter i alle europæiske lande som kæmper for afspænding, nedrustning og fred.

 

Hovedbestyrelsen d. 26. februar 2022

 

Den 26. februar havde Hovedbestyrelsen et ordinært HB-møde, hvor følgende udtalelse blev vedtaget af et flertal:

Enhedslisten fordømmer Ruslands invasion af Ukraine

Enhedslisten fordømmer på det kraftigste Putins invasion af Ukraine, og kræver et omgående stop for krigshandlingerne og at alle russiske tropper trækkes ud af Ukraine. Invasionen er en krænkelse af folkeretten og det ukrainske folks ret til suverænitet og selvbestemmelse. Og vi står fuldt og helt på den ukrainske befolknings side i deres kamp mod den russiske invasionsstyrke.

Enhedslisten bakker op om brugen af de hårdest mulige sanktioner mod Rusland. Vi ønsker målrettede økonomiske sanktioner, som vil ramme Ruslands elite hårdt, og en afskæring af Rusland fra de globale finansielle systemer. Vi vil have et fuldt og permanent stop for gas, olie og kulimport fra Rusland – muliggjort gennem hurtig og massiv udbygning af grøn energi i Europa. Vi vil fortsat arbejde for at iværksætte yderligere sanktioner. Det er det stærkeste pres vi kan lægge på Rusland.

Sanktioner, der virker over for Rusland, for eks. på energiområdet, risikerer at medføre højere priser, til stor skade for mennesker med lave indkomster. Uligheden i Danmark skal ikke øges som følge af sanktionerne imod Rusland. Enhedslisten vil derfor kæmpe for social kompensation for de negative virkninger af sanktionerne.

Enhedslisten støttede ikke NATO-bidraget til de baltiske lande. Vi opfordrer til stor forsigtighed, når det gælder militære initiativer, der kan skabe risiko for at misforståelser eller uheld, som kan føre til militære sammenstød mellem Nato og Rusland, og i værste fald kan udløse en fuldskala verdenskrig mellem atommagter.

Med en forfærdelig krig i Europa er det afgørende, at vi viser solidaritet med det ukrainske folk. Danmark skal stå klar med nødhjælp, sundhedsberedskab og beskyttelsesudstyr og være klar til at modtage de flygtninge, der måtte komme. Her skal vi selvfølgelig træde til og sikre beskyttelse til dem, som har behov. Både de flygtninge, som banker på vores dør i Danmark, og i de nabolande, som vil modtage mange flygtninge i den kommende tid.

Enhedslisten fordømmer på det kraftigste alle brud på menneskerettighederne, herunder en krænkelse af retten til at nægte militærtjeneste. Vi stiller krav om, at Danmark skal tilbyde asyl til alle ukrainske militærnægtere.

Enhedslisten støtter modstand mod krigen og fredsaktivister i Rusland, Ukraine og andre steder, der modsætter sig Putins krig. Vi opfordrer til eksempelvis solidaritetsarbejde mod fængslinger og undertrykkelse.

Enhedslistens hovedbestyrelse opfordrer medlemmer og lokalafdelinger i hele landet til at organisere og bakke op om aktioner imod Ruslands invasion, støtte indsamlinger til nødhjælp og lave solidaritetsevents med den ukrainske befolkning.

Vedtaget af Enhedslistens hovedbestyrelse den 26. februar 2022

 

Derudover vedtog Hovedbestyrelsen:

Procedure ved beslutning om at sende våben til modstandskampen i Ukraine

Såfremt regeringen fremsætter forslag om, at der skal sendes våben til modstandskampen i Ukraine, indkaldes Hovedbestyrelsen omgående, for at forholde sig til forslaget. Dette indebærer, at Enhedslistens folketingsgruppe ikke på forhånd skal hverken afvise eller støtte forslaget.

Vedtaget af Hovedbestyrelsen den 26. februar 2022

 

Forretningsudvalget d. 2. marts 2022

 

Den 2. marts vedtog Forretningsudvalget følgende:

Invasionen af Ukraine er en krænkelse af folkeretten og Ukraines suverænitet, og invasionen er ene og alene Ruslands og Putins ansvar. Enhedslisten har ingen sympati for Putins aggressive og imperialistiske ageren. Enhedslisten fordømmer det entydigt og tager afstand fra enhver udtalelse, der skaber tvivl om denne politik.

 

Hovedbestyrelsen d. 6. marts 2022

 

Den 6. marts vedtog Hovedbestyrelsen, på et ekstraordinært HB-møde, enstemmigt de følgende to vedtagelser:

 

HB konstaterer vi stadigvæk arbejder for en udmeldelse af NATO.

 

HB konstaterer at HB ikke har diskuteret nogen former for sanktioner eller konsekvenser, overfor folk der har udtalt sig i medierne som medlemmer, eller repræsentanter, af Enhedslisten.

 

Folketingsgruppen d. 6. marts 2022

 

Den 6. marts meldte Folketingsgruppen følgende ud på https://enhedslisten.dk/nyheder:

Nej til oprustning. Bevar forbeholdet. Luk for russisk gas.

Efter Ruslands invasion og krig i Ukraine står vi i en dybt alvorlig sikkerhedssituation, men voldsom og hovedløs oprustning er ikke svaret.

Regeringen, SF, Konservative og Radikale Venstre har lanceret en stor aftale om dansk sikkerhedspolitik, der bl.a. indeholder:
– Oprustning af forsvaret til 2 pct. af BNP de næste ti år.
– Udskrivning af folkeafstemning om forsvarsforbeholdet d. 1. juni.
– Dansk uafhængighed af russisk gas

Enhedslisten siger klar nej til oprustning og afskaffelse af forbeholdet. Men vi er glade for endelig at få sikret uafhængighed af russisk gas, det har vi efterlyst længe.

Vi ønsker at bevare forsvarsforbeholdet og sikre os mod en øget militarisering af EU-samarbejdet. Særligt når en afskaffelse af forbeholdet reelt ikke vil hjælpe Ukraine og ukrainerne i deres modstandskamp mod Putins krig, er det også uforsvarligt at presse det igennem uden at sikre befolkningen en tilstrækkelig mulighed for at vurdere konsekvenserne.

Enhedslisten siger nej til at bruge mange milliarder på oprustning. Vi ønsker hverken en farlig og meget voldsom oprustning. Det risikerer at ende galt, bidrage til mere stormagtsrivalisering og lægge et stort økonomisk pres på vores velfærd og den grønne omstilling. Så vi siger klart fra til at opruste til 2 pct.

Det er en god nyhed at regeringen endelig vil sikre at Danmark skal være uafhængig af russisk gas. Det har vi kæmpet for i Enhedslisten i mange år. Nu skal vi sætte alle sejl ind for at sikret fuldt stop hurtigt. Et stop for gas er det vigtigste pres der kan lægges på Putin og hans forbrydervenner, for at stoppe invasionen af Ukraine. Og det skal der rykkes på nu! For ukrainerne har brug for al den hjælp de kan få.

 

Forretningsudvalget d. 9. marts 2022

 

Forretningsudvalget vedtog følgende d. 9. marts:

Enhedslisten forretningsudvalg kan fuldstændig afkræfte Politikens historie om, at Hovedbestyrelsen skulle have “sat folketingsgruppen på plads”. Der er ikke blevet vedtaget noget forslag, som kritiserer folketingsgruppens udtalelser om NATO.

 

Hovedbestyrelsen d. 3. april2022

 

Hovedbestyrelsen vedtog følgende d. 3. april:

HB bakker op om folketingsgruppens indstilling om at stemme nej til beslutningsforslag nr. 194 om øget militærbidrag til NATO.