Regeringen har stadig et dagpengeproblem at løse


Kampen for dagpenge fortsætter

Med Aftale om midlertidig arbejdsmarkedsydelse har Enhedslisten ikke sikret en varig løsning, men en midlertidig ordning, som helt udfases efter 2 år. Den kommende tid skal derfor bruges på at fortsætte kampagnen mod forringelsen af dagpengesystemet og for kortere genoptjeningskrav, længere dagpengeperiode og reelle job.

Aftalen er en lappeløsning

Den midlertidige arbejdsmarkedsydelse er en lappeløsning på et dagpengesystem, som med den to-årige dagpenge periode sender hundredtusindvis af lønmodtagere ud i en usikker fremtid.

Selvom det er positivt, at Arbejdsmarkedsydelsen er blevet en dagpenge-lignende ydelse, som giver samme rettigheder som dagpenge, så er ydelsen er så lav, at den ligner kontanthjælpen. Derfor vil det være svært at opretholde tilværelsen for rigtigt mange af dem, som får denne ydelse. Det er i forvejen en stor reduktion i indtægten at gå fra arbejde til dagpenge. At gå fra dagpenge til 60 pct. af dagpengene er for mange ikke en holdbar situation, men leder til fattigdom.

Samtidig har regeringen og de borgerlige partier brugt milliarder til gaver til erhvervslivet, som ikke skaber jobs. Udbredelsen af de lave ydelser vil på sigt presse lønmodtagere til at acceptere underbetalt arbejde, underbyde gældende overenskomster og bruges som nedadgående pres på arbejdsklassens løn- og arbejdsvilkår.

De store problemer, som VKO’s asociale dagpengereform har skabt, forsvinder altså ikke. Og vi vil fortsætte kampen for at lappeløsningen ikke bliver blot en indfasning af den kortere dagpengeperiode.

Kampen mod dagpengeforringelserne skal styrkes

Aftalen om arbejdsmarkedsydelsen har skaffet os yderligere 2 år til at bekæmpe dagpengereformen. Tiden skal bruges på at opretholde presset på regeringen og styrke bevægelsen mod dagpengeforringelserne.

Derfor er det et stærkt signal, at de faglige organisationer med HK i spidsen fortsætter deres kampagne for et bedre dagpengesystem. Ligeså positivt er det, at arbejdsløshedsnetværkene landet over og arbejdsløshedskaravanen fortsætter arbejdet og markeringerne.

I Enhedslisten vil vi kaste alle vores kræfter ind i kampen mod dagpengeforringelserne. Vi vil opfordre alle vores medlemmer til at blive aktive i arbejdsløshedsnetværkene, til at styrke kampagnerne i deres fagforeninger og tage spørgsmålet op på arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner. Vi vil fastholde debatten og presset på regeringen. Vores mål er fortsat en kortere genoptjeningsperiode, en længere dagpengeperiode og skabelsen af reelle jobs. Redningspakken får os ikke til at tøve. Vi vil konfrontere regeringen med disse krav i Folketinget, og vi vil arbejde for at styrke presset på regeringen uden for Folketinget.

Vedtaget på Enhedslistens hovedbestyrelsesmøde d. 25. May 2013