Opfordring fra HB til afdelingerne

Enhedslistens Hovedbestyrelse opfordrer alle partiets afdelinger og aktive til at gå med i efterårets aktiviteter:

‘Regeringen må skifte spor’

Regeringen står i en alvorlig situation, hvor tilliden i befolkningen er dalende og frustrationerne i baglandet er voksende. Det er et problem for alle os, som ikke ønsker at højrefløjen igen skal overtage.

Finansloven: Afsæt for ny kurs

Finansloven kan blive regeringens mulighed for at skifte kurs, væk fra den kortsigtede nedskæringspolitik. Før Enhedslisten tager stilling til, hvilke krav regeringen skal mødes med, har vi besluttet at gå i dialog med vælgere, fagforeninger og andre organisationer, om hvordan statsministeren kan trækkes tilbage til de løfter, hun gav om at føre en solidarisk politik. Det er vigtigt at få talt med og lyttet til alle de mange mennesker, som havde forhåbninger til den nye regering, men er blevet skuffet. Hvordan kan alle vi, der har knoklet for en ny regering, sammen få regeringen til at føre en solidarisk politik?

Lyttemøder og folkehøring

Derfor afholder Enhedslisten den kommende tid en række lyttemøder, hvor vi inviterer fagforeninger og en lang række organisationer til at komme med deres bud på krav og ideer til den kommende finanslov. På lyttemøderne vil en række af Enhedslistens folketingsmedlemmer og finanslovsforhandlere være til stede. Ideen er, at de fortæller, vi lytter.

Samtidig opfordres alle lokalafdelingerne i Enhedslisten til at afholde en folkehøring i deres by: Vi går på gaden, stiller en bod op på det lokale torv og indhenter ideer og krav fra folk, vi møder. De indsamlede krav og ideer samles og fomuleres af hovedbestyrelsen i september.

Enhedslisten bakker endvidere op om initiativer i fagforeninger, elev- og studenterbevægelser m.m. til en bred manifestation ved folketingets åbning d. 2. okt.

‘Ret til arbejde, ret til tryghed’

Hvorfor?
Til efteråret skyder Enhedslisten en kampagne i gang for flere jobs og et bedre dagpengesystem. Enhedslisten vil forhindre, at tusinder af fyrede bliver kastet ud i fattigdom til nytår. Derfor har vi kaldt kampagnen ‘Ret arbejde, ret til tryghed’. I stedet vil vi presse regeringen til fornuftige reformer med udgangspunkt i de krav, som danskerne rejser ved Enhedslistens Folkehøring og lyttemøder.

Hvornår?
Kampagnen skydes i gang i forbindelse med Enhedslistens faglige landskonference 15.-16. september og løber et halvt år frem. I første omgang vil vi øve indflydelse på finanslovsforhandlingerne, og være med til at præge de lokale politiske dagsordener omkring kommunale budgetforhandlinger.

Hvem?
Medlemmerne i Enhedslisten spiller en særlig vigtig rolle i »Ret til arbejde, ret til tryghed«-kampagnen. Fagforeningsmedlemmer og fyrede er nøglepersoner, som kommer til at præge kampagnen med deres viden og personlige historier. Partiets politikere i byråd og på Christiansborg bakker kampagnen op med gode konkrete forslag.


Vedtaget på Enhedslistens hovedbestyrelsesmøde d. 18.-19. august 2012