Giv regeringens sparepolitik modstand i kommunerne


Kommunalt opgør med regeringens sparepolitik

I den forgangne uge blev det offentliggjort, at kommunerne fortsætter med at spare på velfærden. I 2012 brugte kommunerne 5,3 milliarder kroner mindre på velfærd end de havde budgetteret med. I gennemsnit brugte kommunerne 2,3 procent mindre end de kunne. De brugte samtidig 1,2 milliarder kroner mindre på offentlige anlægsinvesteringer end de måtte. Ifølge Økonomi- og Indenrigsminister Margrethe Vestager er det positivt, at kommunerne sparer på velfærden. Men virkeligheden er en helt anden. For besparelserne i kommunerne fører ikke blot til forringelser af velfærden. Det fører samtidig til færre job i kommunerne, hvor der siden 2010 er nedlagt ca. 30.000 stillinger.

Sanktioner og sparepolitik skaber ond spiral

Årsagen til kommunernes pludselige spareiver er den nuværende og tidligere regerings sanktioner. De seneste par år er der lagt en spændetrøje ned over kommunerne, som straffes økonomisk, hvis de bruger blot en smule mere end aftalt med regeringen.

Senest har S-R-SF-regeringen sammen med de borgerlige partier gennemført ”budgetloven”, som indfører restriktioner på kommunernes økonomi. I en situation, hvor mange kommuner mangler penge, holder kommunerne derfor på pengene. Efterfølgende bruger regeringen mindreforbruget som undskyldning for skære yderligere i kommunernes tilskud – en ond spiral er sat i gang.

Der er derfor brug for et gennemgribende opgør med regeringens sanktioner overfor kommunerne. Her og nu foreslår vi, at sanktionerne ophæves i 2013 og 2014, så kommunerne kan bruge de mere end 6 mia. kr., som de ikke brugte i 2012. Genopretningen af velfærd og arbejdspladser kan ikke vente.

Bryd ud af kommuneaftalens spændetrøje lokalt

I Vækstplanen har regeringen og de borgerlige partier givet hinanden håndslag på at stemme en kommuneaftale igennem, som skærer 2,6 milliarder kroner af velfærden. Denne kommuneaftale er allerede klappet af med Kommunernes Landsforening (KL).

Vi har ingen forventninger om, at regeringens halehæng, KL, vil gøre modstand mod regeringens sparepolitik. Men det betyder ikke, at Enhedslistens repræsentanter i kommunerne vil acceptere den lokalt. Tværtimod vil vi bryde med regeringens borgerlige nedskæringspolitik.

Kampen for arbejde og velfærd fortsætter kommunalt

Det kræver imidlertid mere end blot nogle få ekstra midler fra staten at kunne hamle op med arbejdsløsheden og skabe bæredygtig velfærd lokalt. Kampen for retten til arbejde må styrkes kommunalt. Det er klart, at det kræver et massivt pres, hvis der skal ske et grundlæggende brud med nedskæringerne i kommunerne og stoppe fyringsrunderne.

Derfor opfordrer vi lokale byrødder, fagforeninger, og sociale bevægelser til at mobilisere til kommunalt opgør med regeringens sparepolitik ved at

  • Ansætte arbejdsløse i velfærdsjob
  • Fremme brug af jobrotation, arbejdsdeling og orlovsordninger
  • Indlicitere nogle af de mange opgaver, som private virksomheder i dag scorer kassen på
  • Oprette kommunale virksomheder, som kan producere til lokale behov og skabe arbejdspladser

Det er sådanne elementer, som vil være omdrejningspunktet for et opgør med regeringens sparekurs. Og det er sådanne elementer, Enhedslisten vil arbejde for lokalt i samarbejde med de progressive kræfter, som vil en solidarisk politik.

Fremlagt på HB-møde d. 25. maj, efterfølgende godkendt på FU-møde d. 29. May 2013.