Finanslov, valg og programdiskussion

Af Signe Færch, medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse

Finanslovsforhandlingerne gik længe trægt, men tog pludselig fart og sendte Hovedbestyrelsen på overarbejde – med fire ekstraordinære møder i løbet af kun 12 dage.

De sidste ugers forhandlinger handlede særligt om de mange tusind danskere, der står til at miste dagpengeretten efter nytår. Hovedbestyrelsen diskuterede også grønne jobs, hvordan skatteændringen kunne gøres mest retfærdigt, hvilke andre forbedringer, vi skulle have med, og hvad vi opfattede som forringelser, der skulle ud.

Dilemmaer og skilleveje

Dilemmaet opstod, da det stod klart, at regeringen ikke var til at rykke en millimeter på spørgsmålet om permanente ændringer af dagpengesystemet. Derfor blev Hovedbestyrelsen allerede den 28. oktober bedt om at tage stilling til, hvorvidt Enhedslisten skulle forhandle videre med udsigt til en midlertidig løsning: Et
halvt års forsørgelse til de, der mister dagpengene i første halvdel af 2013. Det var forhandlergruppens klare vurdering, at regeringen alternativt ville afbryde forhandlingerne. Dilemmaet var benhårdt: Skulle vi stå fast på vores krav, med udsigt til at finansloven blev lavet med Venstre uden nogen dagpengeløsning? Eller skulle vi opgive kravene, men sikre forsørgelse til de mange tusind, der ville blive dækket af en halvårlig løsning? Et flertal valgte, at forhandlingerne kunne forsætte.

Et helt centralt spørgsmål var vurderingen af, hvad der bedst gavnede den videre kamp for at få ændret dagpengereglerne. Derfor havde møderne den 31. oktober og 4. november særligt fokus på dagpengekampagnen og de udenomsparlamentariske aktiviteter. Her besluttede Hovedbestyrelsen at forsætte det igangværende kampagnearbejde for at slå fast, at Enhedslisten ikke har ændret politik og forsat slås for et retfærdigt dagpengesystem.

Endelig godkendelse

Efter intense forhandlinger med regeringen lå der den 8. november en stort set færdig finanslovsaftale klar, som Hovedbestyrelsen skulle godkende eller forkaste. Et mindretal i Hovedbestyrelsen stillede forslag om at afbryde forhandlingerne. Forslaget faldt, og beslutningen om at indgå finanslov blev vedtaget med
stemmerne 15 mod 9.

Til stor frustration for den danske journaliststand holdt alle i Hovedbestyrelsen fast i aftalen om fortrolighed. Hemmelighedskræmmeriet har været frustrerende for mange, men afgørende for ikke at afsløre vores forhandlingstaktik for regeringen. Forud for de sidste ugers forløb går et politisk efterår med folkehøringer, lyttemøder, input fra afdelinger og afgivelse af mandater fra Hovedbestyrelsen. Med Finanslov 2013 beviste Enhedslisten endnu engang at Christiansborg-forhandlinger godt kan kombineres med et stærkt og levende medlemsdemokrati.

Læs mere om Finanslovsprocessen, forhandlingsmandater og afstemninger på Enhedslistens netforum.

Referat af de ekstraordinære hovedbestyrelsesmøder i okt.-nov. 2012