Finanslov skal gøres solidarisk

Det er meget sigende, at udkastet til finansloven for 2013 har et blåt omslag.

På afgørende punkter ligger finanslovsforslaget i forlængelse af VKO-regeringens politik. Ja på nogle stræk er den mere blå end den blå regering selv turde foreslå. F.eks. er et forslag om nulvækkst i det offentlige forbrug et udspil som den tidligere regering aldrig kom i nærheden af. På den måde ligger finansloven også i forlængelse af den skæve skattereform regeringen lavede med V og K.

Denne udvikling viser hvilken stor en opgave det er at trække regeringen mod venstre. Gennem de sidste uger har en række organisationer bidraget med krav til finansloven og vi har landet over haft en stribe møder, hvor mange er kommet for at nævne de problemer, de anser som de vigtigste. Vi takker for det store engagement, der er vist, og lover i de kommende forhandlinger at gøre mest muligt for at følge op.

Det bliver et sejt træk men for Enhedslisten er målet klart at lave en aftale om en finanslov, der er afgørende bedre end den, der er lagt frem. Og som tager det alvorligt, at arbejdsløsheden er uændret høj og må forventes at stige. Her er der brug for at sætte ind – også for at forhindre, at tusinder af ledige til nytår vil miste deres ret til dagpenge og for de flestes vedkommende vil komme til at stå helt uden indtægt.

Enhedslisten vil i de kommende forhandlinger særligt arbejde for:

  • en garanti for at ledige, der står til at falde ud af dagpengesystemet, enten får tilbudt et arbejde på ordinære vilkår, uddannelse, der giver genoptjeningsret, eller sikres fortsat ret til dagpenge
  • at der gøres en stor indsats for grøn beskæftigelse til gavn for miljøet og for at skabe job til ledige
  • at kommunerne får ekstra muligheder for at øge velfærden.
  • at den økonomiske lighed i samfundet øges, og fattigdommen bekæmpes, f.eks. gennem forbedringer for kontanthjælpsmodtagere, sygedagpengemodtagere, førtids- og folkepensionister og fleksjobbere.
  • at evt. finansiering findes hos bankerne, spekulanterne og andre velhavende grupper.

Disse krav har været gennemgående i de henvendelser og reaktioner vi har fået og vil stå centralt i de kommende forhandlinger for at gøre finansloven solidarisk.

Vedtaget på Enhedslistens hovedbestyrelsesmøde d. 8.-9. september 2012