Et solidarisk samfund

Enhedslistens Hovedbestyrelse vil arbejde for at skabe bred folkelig opbakning til løsninger på de store politiske udfordringer. Vi skal gøre noget ved klimaproblemerne, ved at få omstillet til vedvarende energi og markant nedbringe energiforbruget. Vi skal skaffe jobs og uddannelse til de mange arbejdsløse, især til de mange unge, der ellers risikerer aldrig at komme ind på arbejdsmarkedet, her er grønne job og velfærdsjob en stor del af løsningen. Vi skal kraftigt have udvidet vores demokrati, så de afgørende beslutninger ikke bliver taget af nogle få bankdirektører og af toppolitikere bag lukkede døre i EU og på Christiansborg, men bliver diskuteret i hele befolkningen. Og vi skal sikre at de mange, der i denne tid mister tilliden til det politiske system, ikke går til højrefløjen, men i stedet bakker op om venstrefløjen.

Hvis vi skal lykkes med at få bred folkelig opbakning, så er det afgørende at vi arbejder aktivt sammen med fagbevægelse, elev- og studenterbevægelse, miljøorganisationer og flere andre, herunder ikke mindst bevægelser der måtte opstå i forbindelse med konkrete kampe for velfærd og miljø. Samtidig skal vi konsekvent gå imod den ekstreme højrefløjs overfald, som det vi har set flere eksempler på i Århus, bl.a. mod Fremtidsfighters. Det er afgørende, at vi indgår i samarbejder på et fredeligt og demokratisk grundlag.

Den vigtigste kamp her og nu er at få en solidarisk finanslov, der giver en garanti for at arbejdsløse der risikerer at falde ud af dagpengesystemet, enten får tilbudt et arbejde på ordinære vilkår, uddannelse, der giver genoptjeningsret, eller sikres fortsat ret til dagpenge.

De unge skal sikres en uddannelsesgaranti.

Den økonomiske lighed i samfundet skal øges og fattigdommen bekæmpes.

Der skal skabes grønne job til gavn for miljø og mennesker.

Pengene skal tages fra bankerne, spekulanterne og andre velhavende grupper. Krisen skal betales af de rige – ikke af de fattige.

Derfor opfordrer vi alle afdelinger og medlemmer af Enhedslisten til – sammen med SUFs lokalgrupper og medlemmer – at deltage aktivt i diskussioner og bevægelser for at sikre opbakning til en solidarisk finanslov.

Vedtaget på Enhedslistens hovedbestyrelsesmøde d. 6. okt. 2012