Enhedslisten om heldagsskole og lærer-lockout

Udtalelse. Vedtaget på Enhedslistens hovedbestyrelsesmøde d. 9.-10. marts 2013:

Med lockout-varslet mod lærerne er den politiske kamp om folkeskolens fremtid blevet voldsomt skærpet. Kommunernes Landsforening og regeringen vil med alle midler gennemtvinge en folkeskolereform, der finasieres gennem en forringelse af lærernes arbejdstidsaftale.

Enhedslisten udtrykker sin fulde støtte til lærerne i den faglige kamp mod forringelser af deres arbejdsvilkår og indskrænkning af tiden til at forberede en god undervisning. Det må ikke lykkes Thorning- regeringen og S-SF flertallet i KL at gennemtvinge forringelser, som VK-regeringen og et borgerligt flertal i KL måtte opgive at få igennem.

Folkeskolens udfordringer skal løses på demokratisk vis, ved at give indflydelse til børn, forældre og lærere. Det har regeringen forsømt i oplægget til skolereform – og Finansministeriet og KL har forsømt det i sine ultimative udspil til overenskomsten.

Vores modstand mod regeringens reformudspil begrænser sig ikke alene til spørgsmålet om reformens finansiering. Folkeskolen har en række udfordringer, men den foreslåede reform vil ikke gøre en god skole bedre, som det hedder i regeringens oplæg. Det er åbenlyst, at der er brug for ændringer af folkeskolen, men forslaget om indførelse af en heldagsskole er ikke det rigtige svar på folkeskolens udfordringer. Et af de største problemer i folkeskolen er stress og manglende ressourcer, der skyldes mange års nedskæringer og fyringer. De sidste 3 år har skolerne mistet næsten 6000 lærere eller 10% af lærerstaben, samtidig med at nedgangen i børnetallet er på 2%. Løsningen starter med at ansætte lærere, ikke mindst de nyuddannede. Skolerne må også have tilført flere penge til materialer, lejrskoler m.m. Dette vil Enhedslisten arbejde for i kommuner og Folketing.

Enhedslisten er helt grundlæggende imod indførelse af en heldagsskole. Regeringens forslag om en kraftig udvidelse af skoledagens længde vil ikke løse det alvorlige samfundsmæssige problem, at mange unge forlader folkeskolen uden de nødvendige kompetencer til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Længere skoledage er ikke midlet mod skoletræthed og manglende trivsel i skolen, og mindre forberedelsestid er ikke vejen til forbedring af undervisningens kvalitet. Der er brug for flere lærere og udvikling af et tæt samarbejde mellem lærere og pædagogisk personale, hvis der skal sikres undervisning af høj kvalitet og et godt undervisningsmiljø, der tilgodeser alle elever og sikrer den nødvendige støtte til de elever, der har det svært og ikke trives i skolen.

Indførelse af en heldagsskole vil betyde en kraftig indskrænkning af børnenes fritid. Det er ikke den rigtige vej at gå. Selvom udvikling af nye undervisningsformer og en bedre organisering af skoledagen kan skabe grundlag for en skole med større trivsel og høj kvalitet i undervisningen, skal børn have ret til fritid, hvor der er plads til leg og mulighed for at dyrke fritidsinteresser efter eget valg.

Heldagsskolen vil samtidig have alvorlige konsekvenser for skolefritidsordninger, fritidshjem og klubber. Udvidelsen af skoledagen vil føre til en kraftig indskrænkning af åbningstiderne, og med den høje forældrebetaling vil der være en alvorlig risiko for, at mange forældre vil vælge at udmelde deres børn af fritidstilbuddene. Indførelse af heldagsskolen vil derfor underminere de fritidsinstitutioner, der i dag danner rammen om en fritidspædagogisk indsats, der har stor betydning for mere end en kvart million børns trivsel og alsidige udvikling. Det vil ramme mange børn og forældre hårdt, og det vil få alvorlige konsekvenser for det pædagogiske personale, der i stort omfang vil miste deres job eller opleve en beskæring af deres arbejdstid.

Enhedslisten vender sig derfor mod regeringens forslag om indførelse af en heldagsskole.

Vi vil arbejde for at sikre børns ret til leg og fritid.

Vi støtter det pædagogiske personales kamp for at bevare og sikre gode rammer for skolefritidsordninger, fritidshjem og klubber.

Vi opfordrer alle medlemmer til aktivt at bakke om lærernes faglige kamp mod forringelse af deres arbejdstidsregler, så der kan sikres den nødvendige tid til forberedelse af en undervisning af høj kvalitet.