Enhedslisten klar til efterårets kampe

Referat af Enhedslistens hovedbestyrelsesmøde d. 18.-19. august 2012. Af Lasse P. N. Olsen, medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse

Hovedbestyrelsen holdt den 18-19. august sit første møde efter en sommer, hvor Henrik Sass’ udfald mod Enhedslisten og den efterfølgende mediehetz overskyggede vores aktuelle udspil, og i dele af offentligheden har skabt tvivl om Enhedslistens demokratiske karakter.

Som opsamling på debatten vedtog Hovedbestyrelsen enstemmigt en udtalelse, som slår fast, at Enhedslisten arbejder fredeligt og demokratisk for en socialistisk revolution, forstået som en grundlæggende samfundsforandring, og at der også i et socialistisk samfund vil være behov for et politi til at forebygge og opklare kriminalitet og til at sikre de demokratiske frihedsrettigheder. Vedtagelsen er efterfølgende sendt ud til alle kontaktpersoner og ligger på hjemmesiden.

Årsmødet i maj vedtog, at Enhedslisten i efteråret skal iværksætte en omfattende kampagne for at sikre de mange tusinder, som står til at miste dagpengeretten, og kampagneplanen blev diskuteret og vedtaget. Enhedslisten vil arbejde for, at alle arbejdsløse tilbydes et arbejde, at ingen kan miste dagpengeretten uden at blive tilbudt arbejde, og at genoptjeningsmulighederne forbedres.

Dagpengespørgsmålet bliver ligeledes centralt i efterårets finanslovsforhandlinger, og efter et oplæg fra Frank Aaen var der debat om Enhedslistens forslag og krav til finansloven. Men i Enhedslisten er det ikke kun Hovedbestyrelsen, som kommer med inputs til vores forhandlere. Ved en række lyttemøder landet over vil Enhedslisten i september måned indsamle krav fra fra organisationer og bevægelser.

Disse krav vil indgå i debatten den 8. september, hvor Hovedbestyrelsen fastlægger mandatet for deltagelse i finanslovsforhandlingerne.

For at skabe folkeligt pres på regeringen vedtog Hovedbestyrelsen desuden, at Enhedslisten bakker op om de folkelige protester i forbindelse med Folketingets åbning den 2. oktober.

Hovedbestyrelsesmødet foregik i Ringsted, og et møde med byens Enhedslisteafdeling og dens byrådsrepræsentant var derfor også på dagsordenen. Afdelingen gjorde status på sit arbejde, og byrådsmedlem Jan Jakobsen gav en kommunalpolitisk vinkel. Masser af idéer og forslag blev vendt og drejet – bl.a. idéen om at skabe en økologisk virksomhedspark i det midtsjællandske.