DONG-sagen og privatiseringseventyret

Fællesudtalelse. SUF og Enhedslisten

Regeringens salg af en del af DONG til Goldman Sachs overlader en stor del af magten over den danske energiforsyning og energiproduktion til en privat virksomhed, som har vist sig villig til at ødelægge samfundsøkonomien for at tjene penge. Trods massiv modstand vil regeringen ikke stoppe planerne om at sælge NETS, (som bl.a. driver dankortet), ligesom udbud, udlicitering og privatisering rammer stadig større dele af den offentlige velfærd. Goldman Sachs var en af spillerne i at udløse den økonomiske krise og tjente klækkelige summer på det. Det var absurd at sælge DONG til en skruppelløs kæmpebank, men privatiseringen af DONG var i sig selv en tilbagegang, og vi tror ikke, man kunne have fundet den “gode” kapitalist til at købe andele i DONG. Privatisering øger uligheden i vores samfund, og i SUF og Enhedslisten vi vil i den modsatte retning. Derfor er det også en dårlig ide, når regeringen hyrer McKinsey og co. til at undersøge, hvordan man kan udlicitere eller privatisere centrale dele af vores velfærdsydelser så som børnepasning og ældrepleje. Når et frit marked skal stå for vores velfærdsydelser, vil det medføre både forringelser og skabe ulighed imellem brugerne af velfærdsydelserne.

Selvom regeringen sammen med Enhedslisten har gennemført enkelte positive tiltag (togfond, klimalov m.v.) så viser de omfattende privatiseringer og gennemførelsen af en række ”reformer”, som har øget uligheden markant og kastet titusindvis af danskere ud i fattigdom altså en regering, som har svigtet sine løfter og sine vælgere.

Vi ønsker ikke at forringe vores velfærd – vi ønsker at udbygge den og gøre den bedre. I stedet for at undersøge hvordan man kan smide vores kernevelfærd i hænderne på profitjagende virksomheder, skal man undersøge, hvordan man sikrer ordentligt arbejdsvilkår, grøn velfærd, og hvordan vi skaber et velfærdssamfund der tager hånd om alle.

Enhedslisten og SUF vil i de kommende måneder prioritere kampen mod privatiseringer og mod fattigdom højt. Vi vil derfor opfordre Enhedslistens og SUFs lokalafdelinger til at gennemføre fælles aktiviteter og i fællesskab arbejde for at skabe lokal aktivitet mod regeringens politik og planer på dette område. Efter SFs udtræden af regeringen, vil det være oplagt at undersøge mulighederne for at samarbejde med de lokale SF og SFU afdelinger om dette, men alle andre samarbejdsmuligheder skal naturligvis også undersøges, sådan at bevægelsen kan blive så bred som muligt.