Vi vil plante et træ

Vi vil plante et træ, som skal vokse sig stort”. Sådan lyder indledningen på Erik Busk sang, som mange børn vil kunne synge med på. Og dette læseindlæg, det handler om at plante træer.

Lige om lidt står kommunalvalget for døren og der er en risiko for, at tonen i læserbrevene og på de sociale medier vil blive skærpet. Kandidaterne vil gerne skille sig ud og der er flere clicks og likes i de skarpvinklede opslag, som puster til konflikter, end i indlæg som fremhæver de positive, kommunalpolitiske historier. De første sælger aviser. De sidste gør det næppe.

Dette læserindlæg er anderledes. Det handler ikke om ævl og kævl i den lokale andedam, det handler om noget af det, som byrådet i Roskilde har gjort helt rigtigt. Vi har plantet skov. Rigtig meget skov.

At plante skov kan nærmest betragtes som et kommunalpolitisk kinder-æg. Det rumme et væld af positive effekter, som kommer alle til gode. Træer optager CO2, og derfor er de en del af den grønne omstilling. De skaber områder med gode livsbetingelser for planter og dyr, og naturen er vitterligt presset. De tjener som rekreative arealer, hvor man kan få tiltrængt frisk luft og kan slå hovedet fra. Og lagt oveni det, så sikrer de grundvandet under os, til glæde og gavn for kommende generationer. Win, win, win – og win.

Derfor har byrådet vedtaget at der skal plantes 1000 hektar ny skov i Roskilde Kommune i 2040. 1000 hektar svarer ca. til en fordobling af det nuværende skovareal i Roskilde Kommune, og det er noget, som vi i Enhedslisten er stærkt begejstrede for. Ser man på et kort over Roskilde Kommune, så kan vi i fremtiden se frem til skovrejsning i nord, syd, øst og vest, og det er ikke kun planer på et skrivebord. Det er noget, vi fører ud i livet. I denne byrådsperiode har vi udvidet Himmelev skov med mere end 90 hektar, vi har indviet Boserupkilen i vest og skabt et areal med frodig natur og sammen med gode, frivillige kræfter arbejder vi på at skabe et nyt, stort naturområde i en kile fra Gundsømagle Sø til Roskilde Fjord.

Men det stopper ikke der.

På det seneste møde i Klima- og Miljøudvalget vedtog et enigt udvalg finansieringsaftaler for 700 hektar skov i Gadstrup og 120 hektars udvidelse af Gulddysse Skov. Det kan lade sig gøre, fordi vi er gået i partnerskab med HOFOR og Naturstyrelsen, som er med til at finansiere opkøbet af ny skov. Næste skridt er så at få lodsejerne med på den, for det kan kun lade sig gøre med frivillige aftaler. Dem hepper vi på.

I Enhedslisten tillader vi os at være optimistiske, for fremtiden er grøn.

Med venlig hilsen

Birgitte Baktoft, Anna Bondo Nielsen og Jonas Paludan

Enhedslistens medlemmer af byrådet i Roskilde