Vi skal have færre elever i klasserne og større fokus på trivsel

En skoleklasse med 28 elever er alt for stor. Antallet truer elevernes trivsel samt udfordrer det faglige niveau og lærerens kontakt til forældrene. Lad os lære af corona-skolens krav om små klasser. I Enhedslisten ønsker vi lavere klassekvotienter.

Debatindlæg, 6.4.2021, Lone Norlander Smith, medlem af Aarhus Byråd for Enhedslisten og børn- og unge-udvalgsmedlem, og Katrine Vinther Nielsen, kandidat til Aarhus Byråd for Enhedslisten

Anja, Stine, Ahmed, Thor, Karina, Anika, Kirsten, Kristina, Freja, Kristoffer, Sigurd, Fatima, Trine, Thomas, Mette, Albert, Mia, Solveig, Lucas, Søren, Mohamed, Viggo, Emma, Najma, Agnes, Peter, Lars og Maria – 28 fiktive navne, men ikke en fiktiv situation for skolerne i Aarhus. Det er mere reglen end undtagelsen, at der er alt for store klasser i Aarhus.

Det skyldes, at der er for få ressourcer til området, for skolerne i Aarhus har 4000 kroner mindre pr. elev. Vi har i Enhedslisten stor forståelse for forældrenes bekymringer for store klasser. Når klasserne er oppe på 28 elever, er der nemlig en reel risiko for, at der vil være elever, som ikke får den tilstrækkelige faglige støtte eller opmærksomhed.

Får den ordblinde elev nok støtte til at mestre sine hjælpemidler? Får det barn, der ikke trives, tilstrækkelig omsorg? Får forældrene nok information, eller drukner læreren i de ekstra mange stile, der skal rettes?

Vi ved, at alle lærere og pædagoger vil gøre alt, hvad de kan for at skabe en god skole. Men vi ved også, at fagpersonernes bekymring er reel, når de er bekymrede for, om de nu kan nå omkring alle elever både fagligt, socialt og personligt i de store klasser.

I Enhedslisten ønsker vi lavere klassekvotienter. Men der skal langt flere og varige ressourcer til. Vi vil derfor ønske, at effektiv klassedannelse og økonomisk incitament-struktur kan erstattes af corona-skolens krav om små klasser og øget fokus på trivslen.

Ligesom der i børnehaverne og vuggestuerne skal være minimumsnormeringer, bør skolerne også løftes. Der bør være et minimums klasseløft, som betyder, at store klasser bliver fortid.

Enhedslisten vil således i de kommende budgetforhandlinger arbejde målrettet og seriøst for, at minimums klasseløftet bliver til et reelt løfte, som udmønter sig i et budgetløft på skoleområdet. Vi vil se frem til, at vi i en socialdemokratisk ledet kommune kan finde fælles fodslag til at gå i dén retning, så der kan komme flere ressourcer, som vil skabe bedre betingelser for undervisningen og børnenes trivsel.

Debatindlægget i Århus Stiftstidende

Læs hele historien HER