Vi leverer på velfærden – Socialdemokratiet leverer kun kritik

Læserbrev af Cecilie Roed Schultz medlem af Fredericia Byråd 

I disse dage langer Socialdemokratiet ud efter det brede budgetforlig, fordi kassebeholdningen i Fredericia falder i overslagsårene. Men sandheden er, at Socialdemokratiet ikke selv havde en plan, der så meget anderledes ud.

I deres eget budgetforslag for 2025-2028 endte Socialdemokratiet med en gennemsnitlig kassebeholdning på 250 mio. kr. i 2028. I det budget, som forligspartierne nu har vedtaget, er kassebeholdningen i 2028 på 284 mio. kr. Altså er kassen faktisk stærkere med det nye budget, end da Socialdemokratiet selv fremlagde deres forslag sidste år.

Forskellen er snarere, hvad vi bruger pengene på. Vi har prioriteret penge til vores hårdt trængte folkeskole, blandt andet gennem lavere klassekvotienter og to-lærer-ordninger, bedre forhold på plejehjemmene og bostedet Kobbelgaarden og flere afgange med de gratis bybusser. Socialdemokratiet foreslog til gengæld at spare på biblioteker, kulturtilbud, bostøtte og familieindsatser. Med andre ord: De holdt ikke en stærkere kassebeholdning – de valgte bare at angribe velfærden.

Og lad os være ærlige: Det er pinligt for Socialdemokratiet. Sidste år kunne de ikke engang stå ved deres eget budgetforslag – de trak det simpelthen på byrådsmødet. Og i år har de ikke engang sendt et alternativt budgetforslag ind. Det er altså et noget tyndt udgangspunkt at kritisere andres økonomiske ansvarlighed fra, når man selv hverken kan eller vil levere et bud på løsningen.

En kassebeholdning er ikke et mål i sig selv. Den skal bruges til at skabe tryghed og velfærd for borgerne. Vi står stadig med en solid reserve, men vi har valgt at investere i mennesker frem for at lade pengene samle støv i kommunekassen.

Derfor er Socialdemokratiets kritik både uærlig og hult klingende. Og det fra et parti, der endda stiller med borgmesteren og ønsker at fortsætte som borgmesterparti. Det bør give stof til eftertanke. Har de virkelig ikke andet at kritisere budgetforliget for? Og har de virkelig ikke nogen visioner selv? For så var det da oplagt at lave et budgetforslag med deres eget bud på de næste fire år i Fredericia kommune.

Når man ikke selv har et budget, er det let at kritisere andres. Jeg havde ærlig talt forventet mere af byrådets største parti…