Vi har brug for en OMSORGSGARANTI

I mange år har parolen i sundhedsvæsenet været “behandlingsgaranti” & “patienten i centrum”, “effektiviseringsbidrag”, “vi skal skære alt det overflødige væk”, “systematisering af procedure og behandlinger”, “samlebåndsoperationer”,  accelereret patientforløb, osv. osv.

ALT sammen udtryk for at sundhedsvæsenet skal producere mere, yde mere, nå mere, for de samme ressourcer eller helst for færre ressourcer, men hvor passer patienterne ind i den formel?

Og hvordan kan patienten være i centrum, hvis fokus er på at holde omkostningerne nede for enhver pris, uden at yde omsorg i forløbet?

Hvad med at der udover en behandlingsgaranti OGSÅ er en OMSORGSGARANTI?

At vi værdisætter og sætter mål op for, at patienterne udover at få en effektiv og professionel behandling af den sygdom de har, også får ydet den omsorg og opfyldt de individuelle behov som patienterne har, og som ikke kan presses ned i samme formel, da vi alle er unikke?

Et eksempel fra det virkelig liv:

En patient kommer ind med ondt i abdomen (maven) og det viser sig, at patienten har en ileus (tarmslyng). Man vælger at se tiden an og se om det kan rette sig ud af sig selv. Patienten har diarre (tynd og hyppig afføring) og skal hjælpes på toilettet mange gange i løbet af de første timer han er indlagt. Samtidig er han svimmel og personalet tør ikke lade ham sidde alene på bækkenstolen på stuen, da de er bekymret for om han vil falde.

En gang imellem insistere patienten på at blive fulgt på toilettet, fordi han føler det er ydmygende at blive sat på en bækkenstol da han er indlagt på en 4-sengs stue. I de tilfælde er der 2 personaler som følger ham ud på toilettet og en af dem bliver på toilettet mens patienten har afføring, fordi han stadigvæk er svimmel.

Ovenstående er ikke en fiktiv situation, den har jeg stået i mange gange, problemet er bare at der desværre ikke er afsat ressourcer til at patienten kan få så meget hjælp i løbet af min vagt, da de tildelte ressourcer i forbindelse med en indlæggelse for en ileus, ikke inkludere flere og længerevarende toiletbesøg til patienten.

Skal personalet se bort fra dette faktum og kigge på hvad der er mest effektivt i situationen, for at minimere brugen af ressourcer? Eller skal de vise patienten den omsorg han har brug for og krav på?

Jeg synes at svaret er indlysende! Men det kræver flere “varme hænder”, et forslidt udtryk som SLET ikke dækker over ovenstående situation eller det som sundhedspersonalet yder hver dag, overalt i Danmark!

 

 

Læs hele historien HER