Kampagnekoordinator/politisk rådgiver

for Enhedslistens Nikolaj Villumsen i København

Kan du gøre EU-politik nærværende og bringe EU-parlamentet helt tæt på borgerne? Har du politisk kompas og strategisk forståelse? Så bliv en del af Enhedslistens EP-hold.

Om dig

Dine opgaver vil være mangeartede og vil dels involvere at du er bindeled mellem Enhedslisten EU-kontor i Bruxelles og Enhedslistens organisation og folkevalgte samt borgerne i Danmark. Din primære funktion bliver at holde det kølige overblik, når du leder store og små projekter fra den oprindelige idé til den endelige evaluering. Du vil derudover levere vigtig politisk sparring i forbindelse med afstemninger.

Konkret vil dine arbejdsopgaver være:

  • Projektledelse i stort og småt
  • Varetage kontakten mellem EP-kontoret og resten af partiet
  • Politisk rådgivning og sparring, både ifm. Enhedslistens stemmeafgivelse i EP generelt og i social- og beskæftigelsesudvalget specifikt
  • Arrangere konferencer, studieture og debatter
  • Bidrage med indhold til intern kommunikation og vores nyhedsbrev Øropa

Du behøver ikke at have specialistviden om europæisk politik, men du skal have interesse for feltet og gerne kendskab til Enhedslistens politik og organisation.

Dine kvalifikationer:

  • Du har erfaring med organisationsarbejde og projektledelse
  • Du har erfaring med at begå dig i politisk styrede organisationer
  • Du er god til at opbygge netværk og relationer
  • Du har en udviklet politisk og strategisk forståelse og kan stå inde for Enhedslistens politik og visioner
  • Du er god til at strukturere din egen arbejdsdag, arbejde selvstændigt og samarbejde tæt med andre

Om os

Enhedslistens sekretariat i EU-Parlamentet er et lille, dynamisk sekretariat, hvor vi hver især løser mange forskellige opgaver i samarbejder på kryds og tværs – så positiv indstilling og holdånd er en vigtig del af hverdagen.

Vi beskæftiger os med alt, hvad der sker i EU og EU-Parlamentet, men fokuserer især på klima-, arbejdsmarked-, beskatnings- og udenrigspolitik.

Vi har en uformel tone, sætter pris på kreative indspark og efterstræber, at der ikke er langt fra idé til handling.

Vi tilbyder

Muligheden for at blive en central del af at styrke Enhedslistens arbejde for en ambitiøs klimaindsats, ordnede forhold på arbejdsmarkedet i EU og et mere solidarisk Europa.

Muligheden for at få direkte erfaring med EU-systemet og blive en del af et engageret og initiativrigt fællesskab med danske og europæiske kolleger.

Stillingen er 37 timer om ugen. Der kan til tider forekomme både aften- og weekendarbejde, samt af og til rejseaktivitet til Bruxelles.

Alle ansatte i Enhedslisten har samme løn og arbejdsvilkår og vores enhedsløn er pt. 36.034 kr. pr. md. Enhedslisten har en pensionsordning, der følger CO-Industris overenskomst, hvilket pt. betyder 8%/4%. Dertil kommer en frivalgsordning på 6 %. Det forudsættes, at du ved ansættelsen er eller bliver medlem af Enhedslisten.

Vi lægger vægt på at fremme ligestilling i forhold til køn og etniske grupper, ligesom Enhedslisten giver fortrinsret til jobsamtale til ansøgere med funktionsnedsættelse. Det betyder, at hvis der blandt de bedst kvalificerede er personer med funktionsnedsættelse, bliver vedkommende altid indkaldt til en samtale.

Ansøgningen skal sendes til [email protected] og være os i hænde senest søndag d. 14. november.

Samtaler vil blive afholdt i København d. 17-19. november 2021. Har du ikke mulighed for at deltage fysisk, så kontakt os gerne i god tid.

Tiltrædelse: 3. januar 2022 eller snarest derefter.

Har du spørgsmål, så kontakt sekretariatsleder Frederikke Hellemann på tlf. +32 486572602 eller på [email protected] (Emnefelt: Stillingsopslag)