Brænder du for en mere solidarisk, demokratisk og bæredygtig verden? Synes du at politisk kommunikation er spændende? Og kunne du tænke dig at komme helt tæt på det politiske maskinrum? Så har du nu chancen. Enhedslisten på Christiansborg tilbyder en spændende praktikplads i vores presse- og kommunikationsteam i foråret 2025.
Enhedslisten i Folketinget søger en praktikant til foråret 2025, som har lyst til at prøve kræfter med arbejdet i vores presse- og kommunikationsteam.
Teamet står for Enhedslistens eksterne politiske kommunikation, og opgaverne i teamet spænder bredt:
- Kampagnearbejde
- Proaktiv og reaktiv pressehåndtering
- Produktion af video, podcast og grafisk materiale
- Enhedslistens sociale medier, herunder understøttelse af vores folketingsmedlemmers profiler
- Generel tekstforfatning, herunder debatindlæg og taleskrivning
- Rådgivning af Enhedslistens folketingsgruppe
- Og meget mere…
Vi er åbne for praktikanter med forskellige uddannelsesbaggrunde. For os er det ikke vigtigt om du læser på universitetet, går på DMJX, eller kommer fra et erhvervsakademi. Det vigtige er, at du er klar på at kaste dig ind i en eller flere af de opgaver vi sidder med, og har lyst til at blive dygtigere, mens du er her.
Måske er du en skarp skribent. Måske har du erfaring med at producere video eller podcast. Måske er du en haj til sociale medier og annoncering. Måske har du en god næse for, hvordan vi får journalister til at interessere sig for Enhedslistens politik. Eller måske er det på en helt femte måde, at du har lyst til at bidrage og lære, mens du er i praktik hos os.
Vi er åbne for, at du kan sætte dit præg på det konkrete indhold af din praktik, og vi mener det er en fordel, hvis du som praktikant arbejder med et dedikeret projekt gennem din praktikperiode.
Vores team løfter i flok, og vi har i vid udstrækning den samme opgaveportefølje. Det betyder også, at du får en bred indføring i de mange facetter af teamets arbejde, og får mulighed for at prøve kræfter med de arbejdsopgaver, der interesserer dig.
Du får din daglige gang i Folketinget, hvor du vil indgå i Enhedslistens politiske sekretariat, og konkret bliver du en del af vores presse- og kommunikationsteam som pt. består af seks medarbejdere. Vi er presse- og kommunikationsrådgivere, en grafisk designer og en presse- og kommunikationschef.
Vi forventer, at du:
- Forstår at tænke politisk og kritisk, og er indstillet på at lære nyt
- Synes politisk kommunikation og formidling er spændende
- Er initiativrig og kan løse konkrete opgaver selvstændigt
- Er frisk på at tage fat på både store og små opgaver og løfte i flok, når tingene går stærkt
- Er i gang med en SU-berettiget videregående uddannelse, hvor praktik er meritgivende
- Har sympati med Enhedslistens holdninger og politik.
Om praktikken:
I Enhedslisten lægger vi vægt på, at praktikanters arbejdsopgaver er uddannelsesrelevante, at der er tydelige læringsmål og uddannelsesperspektiver i forløbet, og at du har tid til at lære og blive dygtigere.
Du får en praktikvejleder i hele din praktikperiode.
Praktikopholdet er ulønnet, men du får et månedligt beløb på 3.375 kr. som supplement til din SU. En såkaldt erkendtlighed jf. reglerne på området. Praktikopholdet løber som udgangspunkt fra d. 1. februar 2025 til 30 juni 2025. Vi er dog fleksible, hvis du har særlige behov i forhold til planlægning af dine studier.
Ansøgningsfristen er fredag d. 25. oktober kl. 12.00. Send din ansøgning og CV til [email protected] Skriv ”Praktikant forår 2025 presse og kommunikation” i emnefeltet.
Har du spørgsmål eller andet, er du meget velkommen til at kontakte praktikansvarlig Anna Køster ved at skrive til [email protected]