Politisk bondefangeri

AALBORG ALLIANCEN: Egholm Alliancen – nu kommer VVM’en!

Læserbrev af enhedslistemedlem, Bente Schmidt Nielsen, Nørresundby

Aalborg Alliancen blev etableret af fire partier i Aalborg Byråd i 2018, og den er efterfølgende sanktioneret af byrådet og optræder nu på kommunens budget med stadigt stigende beløb.

Den primære aktivitet for alliancen er beskæftigelsesmæssig; nedbringe ledigheden, oprette lærepladser, ansætte flexjobbere med flere. Alt sammen udmærkede initiativer, hvis de virker?

Medlemskab af alliancen er gratis og aktuelt er der 500 medlemsvirksomheder i Aalborg Kommune.

Disse virksomheder får privilegerede adgange i jobcenteret, som ikke andre virksomheder får; således en kort svartid ved henvendelse, 1:1 relation til jobkonsulenter, reklame på alliancens hjemmeside, invitation til medlemsarrangementer m.m.

Det er alt sammen fine tilbud – hvis de altså tilbydes alle virksomheder i Aalborg Kommune.

Ved siden af beskæftigelsesindsatsen er et formål for alliancen ”En styrket infrastruktur gennem anlæg af den 3. Limfjordsforbindelse” – og her hopper kæden af, for det er tydeligvis en motorvej i Egholm-linjen, der menes. Derfor bør alliancens navn rettelig være ”Egholm Alliancen”.

”Egholm Alliancen” sikrer kommunal medfinansiering til motorvejsbyggeri for 30 mio. årligt i 20 år – 600 mio. kr. i alt. De penge kunne da bruges til meget andet godt?

VVM-redegørelsen for Egholm-linjen bliver offentliggjort i uge 6, altså fra 8. februar. Hertil betaler Aalborg Kommune frivilligt og af egen kraft 2.5 mio. med henblik på at fremskynde anlæg af Egholm-forbindelsen. Dette selvom VVM-redegørelser faktisk er en statslig opgave.

Der er ingen tvivl om, at ”Egholm Alliancen” fra næste uge vil slå et stort slag for netop den linjeføring, og modstanderes argumenter mod naturødelæggelse og støjhelvede både vest og øst om Aalborg vil blive afvist markant.

Men rigtigt mange af dem var ikke klar over, at de dermed også støttede den 3. Limfjordsforbindelse i Egholm-linjen, og derfor er der også virksomheder, som efterfølgende har udmeldt sig. Flere medlemsvirksomheder har endog været tilhængere af en østlig løsning på trængslen. Det må om noget kaldes politisk bondefangeri.

Læs hele historien HER