Globaliseringsprogram

Vedtaget på årsmøde 2019

På Enhedslistens årsmøde 2019 vedtog vi et globaliseringsdelprogram. Det kan du læse på denne side.

EN GRØN OG SOCIAL GLOBAL ØKONOMI

Enhedslistens vision

Enhedslisten arbejder for et globalt samfund med fælles demokratisk kontrol over økonomien og økonomisk og social lighed på hele kloden. Produktionen skal være bæredygtig og fungere inden for rammerne af, hvad kloden og mennesker kan holde til. For at opnå det, er det nødvendigt med grundlæggende ændringer i indretningen af den globale økonomi. I stedet for en globalisering, der er dikteret af multinationale selskaber og styret af finansielle markeder, har vi brug for politisk regulering og demokratisk kontrol.

For at sikre retfærdige handelsvilkår og finansiel stabilitet er der brug for globale institutioner, der kan etablere et sæt fælles minimumsregler. Med udgangspunkt i FN og i samarbejde med fagforeninger og sociale bevægelser arbejder Enhedslisten derfor for at etablere forpligtende og demokratiske globale institutioner, som kan sikre dette. Det er afgørende for Enhedslisten, at sådanne globale institutioner er demokratisk forankret og efterlader mulighed for, at lande kan beslutte at gå foran og indføre bedre regulering til gavn for mennesker og miljø.

Enhedslisten arbejder for fælleseje i mange former. Offentlige myndigheder, medarbejdere, lokalsamfund og andre sammenslutninger af mennesker skal have direkte kontrol med produktionen. Det betyder, at den økonomiske magt forvaltes af befolkningen og dens valgte repræsentanter på lokale, regionale, nationale og internationale niveauer. Det vil betyde en radikal udvidelse af demokratiet.

Globalisering betyder, at den kapitalistiske økonomi er globalt organiseret med en stadig mere omfattende udveksling af varer, investeringer, informationer og arbejdskraft. Finansmarkederne er globalt integrerede, så banker og finansielle institutioner frit kan flytte kapital og investeringer mellem lande.

Den globale kapitalisme

Verdensøkonomien er præget af store økonomiske uligheder og et produktionssystem, der allerede har overskredet grænserne for, hvad kloden kan bære.

Verden oplever oprustning og krig, tilbagevendende økonomiske kriser, klimaforandringer, stigende fattigdom, udemokratiske regimer og grove krænkelser af menneskerettigheder. Samtidig nærmer vi os en økologisk katastrofe med lynfart. Årsagen er det kapitalistiske system, der bygger på udbytning og undertrykkelse. Det er samtidig den vigtigste forhindring for at løse verdens problemer.

I årtier er verdenshandlen blevet liberaliseret, og der er indført vidtgående privilegier for store multinationale selskaber. Frie kapitalbevægelser har ført til et globalt kasino, og finanskapitalen har fået stor politisk magt, som er historisk. Dette er ‘kapitalistisk globalisering’ – en globalisering, som sætter hensynet til profit over alle andre hensyn. Udviklingslandenes spillerum for alternative udviklingsstrategier er blevet indskrænket, sociale rettigheder er under angreb, miljø- og klimapolitik er under konstant pres.

I kampen for en anden verden fremstilles det grundlæggende valg ofte som et valg alene imellem markedsorienteret globalisering eller højrenationalisme. Dette er imidlertid en falsk fremstilling. Der er en anden vej. Den socialistiske vej. Den reelle kamp står derfor mellem de, som ønsker kapitalisme og de som ønsker socialisme. I den kamp står både højrenationalisterne og liberalisterne på den forkerte side i kampen. Globaliseringen skal således ikke alene reddes fra højrenationalistiske kræfter, den skal også reddes fra dens mest indædte markedsorienterede tilhængere.

Derfor har verden brug for en ny form for global produktion, der tilgodeser mennesker, samfund og kloden. Produktionen skal organiseres ud fra menneskers behov og inden for rammerne af, hvad vores jord kan bære og ikke efter kortsigtede behov for profit.

Vi tager konsekvensen af, at vi kun har én jord, og at jordens ressourcer derfor er vores fælles ansvar og bør være vores fælles ejendom. Vi vil tage magten og ejendommen fra de multinationale selskaber og opbygge sociale, retfærdige og bæredygtige fællesskaber, nemlig socialisme.

GLOBALISERINGENS KONSEKVENSER

Global kapitalisme og voksende ulighed

Den forskel på rige og fattige lande, som vi ser i dag, er ikke en tilfældighed, men et produkt af historiske processer. Den udvikling, der har gjort nogle lande rige, har gjort andre fattigere.

Kapitalismen har siden sin opståen været præget af ulige magtforhold og udbytning. Den industrielle revolution blev muliggjort ved profitter og råvarer fra kolonierne. Ved bevidst afindustrialisering af kolonierne, blev fattige lande fastholdt i underordnede roller som råvareproducenter, mens de rige lande udviklede industrier.

Den globale kapitalisme skaber dog ikke kun problemer for verdens fattigste. I såvel rige som fattige lande oplever store befolkningsgrupper, at de er under pres fra en stigende global konkurrence. Dette betyder øget økonomiske ulighed. Der er langt større utryghed i forhold til job, social sikring, uddannelsesmuligheder mv. Siden 1980’erne har reformer i mange rige lande udhulet lønningerne, så man i mange lavtlønsjob er nødt til at have flere jobs for at klare sig eller at søge om fattighjælp hos nødhjælpsorganisationer. Flere og flere kan kun få midlertidige jobs og lever med en stor utryghed og manglende rettigheder. Samtidig forsvinder mange jobs pga. automatisering. Mange virksomheder ansætter migranter under ekstremt dårligere forhold, hvilket også presser løn og arbejdsvilkår. Denne udvikling betyder, at vi i vores del af verden for første gang i århundreder oplever, at en ny generation vokser op med dårligere økonomiske levevilkår end deres forældre.

Globaliseringen har betydet, at hele industrier er nedlagt, og især den lavtlønnede del af industriarbejderne trues konstant af udflytning. Lokalsamfund og kulturer er brudt sammen. Etablering af nye industrier har medført dårlig løn, ringere arbejdsmiljø og usikre ansættelse. Kort sagt har kapitalens fri bevægelighed sammen med uorganiserede arbejdsmarkeder med umenneskelige arbejdsforhold skabt et systematisk ræs mod bunden. Millioner af mennesker er ofre for tvangsarbejde, gældsslaveri, menneskehandel og seksuel udnyttelse. Dette rammer kvinder og børn særlig hårdt.

I dag udfordres USA’s økonomiske og politiske dominans mere og mere af andre imperialistiske magter. Det gælder især Kina, som ikke blot er verdens næststørste økonomiske magt, men som også udvider sin politiske og militære indflydelse specielt i Sydøstasien og Afrika. I Europa er der en stærk konflikt mellem Rusland og EU/USA om dominansen af Østeuropa. Disse konflikter inkluderer handelskrige og kan føre til militære konflikter, hvor USA, Kina og Rusland er indblandet på hver sin side.

Stormagter som Kina, EU og Rusland repræsenterer deres nationale kapitalinteresser og ikke retfærdighed. Selvom lande som Rusland og Kina er i konflikt med de vestlige kapitalistiske lande, så står disse lande ikke for et alternativ til det kapitalistiske system.

Den enorme ulighed, utryghed og indskrænkning af demokratiet, som den globaliserede kapitalisme og nyliberalismen har medført, har også ført til en dramatisk vækst i forskellige former for reaktionære kræfter. Nogle steder sker det i form af fremmedfjendske, højrenationalistiske og autoritære partier, der får stadigt mere magt. Samtidig ser vi i stigende grad en udvikling af autoritære stater mange steder i verden, hvor der indføres undtagelsestilstande, hvor menneskerettigheder undermineres, og hvor massemedier og internet bruges til at manipulere og overvåge befolkninger.

Virksomhedernes og finanskapitalens magt

Kapitalismen har altid været organiseret globalt. Men måden, hvorpå den globale kapitalisme er organiseret, forandrer sig historisk. Siden 1980’erne har verden oplevet en bølge af nyliberale reformer, hvor land efter land, inspireret af liberalistisk ideologi, har fjernet regulering af virksomheder og finansmarkeder. Resultatet har været en langt mere brutal global konkurrence og en finanssektor, som gang på gang har kastet lande eller kontinenter ud i dybe finansielle kriser.

Den konstante internationale konkurrence under den kapitalistiske globalisering fungerer, som et svært artilleri, der nedbryder alle barrierer for det globale marked og tvinger lande til at vælge mellem yderligere økonomisk integration i verdensøkonomien eller bevarelse af landenes suverænitet og demokratiske fundament.

Frihandelsaftaler udgør en central del af den kapitalistiske globalisering. Aftalerne bidrager til at begrænse eller helt eliminere det nationale spillerum for en politik, som indebærer en strammere regulering af markedet. Formålet har været at reducere omkostningerne for de multinationale selskaber i forbindelse med handel på tværs af landegrænser. Konsekvensen har været en fastlåsning af gældende regler og en yderligere forskydning af magt til fordel for multinationale selskaber og kapital på bekostning af demokratiet, national suverænitet, forbrugerbeskyttelsen, beskyttelsen af miljøet og ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Retten til at bestemme over vores fælles fremtid bliver derved et privilegium for de få frem for de mange og den kapitalistiske globalisering udgør på den måde også et væsentligt demokratisk problem.

Internationale institutioner som WTO, IMF, Verdensbanken og EU har spillet en central rolle som redskaber for denne politik. Igennem disse institutioner har man indført frihandelsaftaler, der tvinger landene til at åbne deres markeder for de store virksomheder. Og ved hjælp af låneaftaler har man tvunget de fattige lande til at føre en nyliberal politik, der blandt andet betyder privatisering af transport, vand og offentlige virksomheder samt nedskæringer i velfærdsgoder som uddannelse og sundhed.

Denne globale udvikling er en vigtig del af baggrunden for opbygningen af EU. Med opbygningen af det indre marked og den fælles politik internationalt inden for handel og finans, har europæiske multinationale selskaber fået bedre betingelser for at skabe og præge den kapitalistiske globalisering.

EU fungerer som lokomotiv for globale regler, der skal fremme multinationale selskabers og storbankers interesser.

Fri handel koster de fattigste dyrt

WTO-aftalerne fra 1994 var først og fremmest et initiativ, der kom fra USA og EU. Mange  udviklingslande og mindre udviklede lande blev presset til at indgå aftaler, de stod til at tabe på. WTO har siden været præget af konflikter mellem de rigeste lande og forskellige grupper af udviklingslande. Disse konflikter har fået de rigeste lande til at søge andre metoder end WTO-vejen, og i dag er bilaterale handelsaftaler blevet hovedstrategien for de rigeste lande.

Det gælder ikke mindst for EU, som har valgt at ændre sin handelspolitik over for tidligere kolonier grundlæggende. De Økonomiske Partnerskabsaftaler skal skaffe EU langt mere adgang til fattige lande i det globale syd – et brud med en gammel politik om at lade fattige lande have højere toldbeskyttelse. Dette koncept kan have alvorlige omkostninger i fremtiden og føre til øget fattigdom og afindustrialisering.

Særrettigheder for multinationale selskaber

Globaliseringen af produktionen og den nyliberale politik, som har understøttet dette, har betydet, at mange virksomheder har flyttet deres industriproduktion helt eller delvist ud af de gamle industrialiserede lande til lande med ringere løn, arbejdsforhold og miljøregulering. Ofte sker produktionen formelt i et selvstændigt lokalt firma, men er reelt helt afhængig af de multinationale koncerner.

Beskyttelse af kapital og investeringer har ført til store konflikter og kampe verden over, også i den rige del af verden. De nyeste handelsaftaler som f.eks. TTIP (EU og USA), CETA (EU og Canada) og TPP (Asien og Stillehavet) indebærer en yderligere forskydning af magt til fordel for virksomheder og investorer på bekostning af demokratiske beslutninger, forbrugerbeskyttelse, miljølovgivning og lignende.

De aftaler gør det ligefrem muligt for virksomheder at sagsøge stater for at føre en politik, som skader virksomhedernes forventede profit. Det er en type aftaler om ’investeringsbeskyttelse’ (ISDS), som EU og EU’s medlemslande længe har satset hårdt på at gøre til international norm. For tiden arbejder EU  på at få oprettet en international domstol, stærkt foranlediget af erhvervslivets organisationer.

Lykkes dette, vil multinationale selskaber få et uvurderligt magtmiddel til at angribe forslag til miljøpolitik, stærkere rettigheder på arbejdsmarkedet eller f.eks. tiltag for at sikre klimavenlig produktion.

Internettet har også givet virksomheder nye muligheder for at organisere produktion og salg af produkter på tværs af verden. Det har øget deres magt i forhold til ansatte og lande, og de fleste af verdens største virksomheder, målt i markedsværdi, er internetbaserede. Internettet har øget mulighederne for kommunikation og vidensdeling, men desværre overvåges befolkningers aktiviteter på nettet af både stater og virksomheder. Desuden er persondata dårligt beskyttet og bliver indsamlet og solgt som varer.

Finansmarkeder, ulighed og kriser

Dereguleringen af finansmarkederne har sammen med internettet gjort det muligt for finansielle investorer at flytte deres penge hurtigt ind og ud af lokale markeder med ødelæggende konsekvenser for den lokale økonomi. Det har givet finanssektoren en kolossal magt på mange niveauer. Når de kan styre, hvor der investeres, kan de presse lokale regeringer til at gennemføre den politik, de ønsker. Det har betydet en forskydning af magtforholdet mellem stater og finanskapital.

Det betyder også, at verdens rigmænd og store firmaer i stigende grad gemmer deres penge i skattely og derved slipper for at finansiere de nationale stater.

Gennem de seneste tyve år har verden gennemlevet en lang række finanskriser – kriser som viser, hvor ustabil den globale kapitalisme er i dag. Til trods for, at disse kriser har kostet millioner deres arbejdspladser og sendt selv store økonomier i choktilstand, er frie kapitalbevægelser og deregulerede finansmarkeder et paradigme, som har bidt sig fast. Der er så store interesser på spil, at selv en finansiel nedsmeltning som den i 2008 ikke har sat sig nævneværdige spor i den måde, finansmarkederne fungerer på. I 2017 ejede den rigeste ene procent befolkningen over halvdelen af jordens rigdom, mens 70 % af befolkningen kun ejede tre procent.

Klima og miljøkonsekvenser

Det kapitalistiske produktionssystem baserer sig grundlæggende på en kombination af udnyttelse af mennesker og en udplyndring af naturen og dens ressourcer med vidtrækkende konsekvenser for klima og miljø. I løbet af de seneste årtier er dette produktionssystem i stigende grad blevet organiseret og integreret globalt med henblik på at facilitere og sammenkoble udvinding af naturressourcer, produktion og forbrug på tværs af kloden. Dette globalt organiseret udvindings-, produktions- og forbrugssystem er afhængig af en massiv anvendelse af fossile brændstoffer og en konstant  udvidende jagt på naturressourcer. De få multinationale selskaber, der dominerer systemet indenfor bl.a. energi, transport og industrielt landbrug, er de største forurenere og forbrugere af ressourcer.

Jagten på ressourcer til at understøtte dette system fører fortsat til udplyndring af nye land- og havområder, hvor stadig flere mennesker fordrives fra de territorier, de historisk har ernæret sig fra i takt med, at territorierne på ulige vis integreres i udvindings-, produktions- og forbrugssystemet.

Udover de voldsomme klima- og miljøkonsekvenser, der rammer de fattigste hårdest i form af forurening og mere ekstreme vejrforhold, fremmer jagten på naturressourcer kampe omkring kontrol både indenfor og på tværs af landegrænser samt i internationale farvande og fører til stigende spændinger mellem stater og befolkningsgrupper, der risikerer at udløse krige.

Jagten på ressourcer til at understøtte dette produktionssystem fører fortsat til udplyndring af nye landområder, hvor skove bliver hugget ned, hvor der etableres ødelæggende minedrift, og hvor stadig flere mennesker fordrives fra de landområder, de historisk har ernæret sig fra, som overtages af multinationale selskaber. Vandløb, drikkevandsreserver, jordarealer og havområder forurenes, og samtidig sker der i stigende grad en privatisering af de resterende ressourcer. Mange steder foregår der en hård kamp om kontrollen med drikkevandet. Kampen for kontrol over ressourcerne foregår også på tværs af landegrænser samt i internationale farvande. Det fører til stigende spændinger mellem stater og befolkningsgrupper, hvilket udløser konflikter og krig. I disse år ser vi ligeledes en øget militærtilstedeværelse i de områder, hvor fremtidens kampe om ressourcer og territorier vil stå, herunder Arktis og Grønland.

Klimaforandringerne og ødelæggelse af natur og miljø har enorme sundhedskonsekvenser for mennesker såsom epidemier, sult, under- og fejlernæring, allergier, problemer med at få børn og meget andet. Selvom det er de rigeste lande, der historisk set bærer det største ansvar for den klima- og biodiversitetskrise, vi nu står overfor, så er det især de fattigste lande, der betaler den største regning i form af ødelagte livsgrundlag og stigende fattigdom. Kampen imod global ulighed bliver derved også undermineret af klimaforandringerne.

Den spekulative finanssektor spiller også en farlig rolle for miljø og klima. Der spekuleres allerede massivt i energipriserne, i fødevareproduktionen, i jordpriserne og endda i handel med de CO2-kvoter, som, det var påstanden, skulle mindske den globale opvarmning.

Krig og fred

Kapitalismen skaber konflikter og er fuld af modsætninger og disse modsætninger har allerede ført til to verdenskrige og utallige andre krige. Risikoen for krig vokser og oprustningen er i gang.

Våbenindustrien er vokset til at blive en meget stor del af økonomien i mange lande. I nogle lande som USA og Storbritannien har det våbenindustrien en massiv indflydelse på politiske beslutninger og udenrigspolitik. Der er et våbenkapløb i gang mellem verdens store og også mindre magter – og dette våbenkapløb bliver forstærket af USA’s opsigelse af centrale aftaler omkring atomvåben med Rusland og Iran.

Enhedslistens mål er en verden, hvor mennesker kan leve uden frygt for krig. Dette ønske deler vi med det store flertal af jordens befolkning. FN blev dannet efter anden verdenskrig på baggrund af folkenes massive ønske om at undgå flere krige og som en aftale mellem stormagterne dengang.

FN er en nødvendig institution til håndtering af konflikter. Den globale udvikling gør, at FN er mere nødvendig end nogensinde. FN er imidlertid ikke et folkenes verdensparlament, men et samarbejde mellem regeringer og ikke demokratisk i sin struktur med vetoretten for de fem stormagter Rusland, USA, Kina, Storbritannien og Frankrig. Enhedslisten arbejder for en reform af FN systemet, herunder en afskaffelse af vetoretten.

Vi ønsker at nedlægge NATO og som et skridt på vejen hertil, at Danmark bør udmeldes af NATO, ligesom vi er imod planerne om at opbygge en EU hær og imod EU’s støtte til opbygningen af europæisk våbenindustri.

Vi arbejder for en verden fri for atomvåben og derfor for atomvåbenfri zoner og modsætter os atomvåben i Danmark, Færøerne og Grønland.

Migration

Verden over er millioner af mennesker tvunget til at forlade deres familier og lokalsamfund pga. fattigdom, krige eller miljøproblemer og blive arbejdsmigranter af økonomisk nød. Der er opstået en global eksport af kvindelig arbejdskraft fra Fillippinerne og Indien, som arbejder i serviceindustrien, som husarbejdere og i sexindustrien. Disse arbejder ofte under meget ufrie vilkår – især i en række  rige olielande i Mellemøsten. Au Pairs i Danmark er et eksempel: Her er det store flertal kvinder fra Filippinerne, og deres betaling er meget lav samtidig med, at deres opholdstilladelse er bundet til deres kontrakt, og at de har ufrie livsvilkår.

Mange mennesker verden over vælger at rejse ud i verden af lyst og nysgerrighed eller for at studere. Bagsiden af medaljen er, at det kræver penge, som mange ikke har – og visa, som mange ikke kan få. Alligevel boomer antallet af internationale studerende og højtuddannede, der migrerer, og det har både gode og dårlige sider. For nogle lande som fx Kina betyder det en hurtig forbedring af antallet af uddannede i landet – for andre lande et brain drain, hvor de bedst uddannede fx læger forlader landet.

Når der skal laves regler angående arbejdskraftens bevægelighed, ønsker Enhedslisten at balancere to hensyn. På den ene side ønsker vi, at mennesker skal have størst mulig frihed til at rejse til andre lande og arbejde hvis de ønsker det. På den anden side ønsker vi ikke, at arbejdsgiverne bruger adgangen til import af arbejdskraft til at trykke løn og arbejdsvilkår nedad. Vi arbejder for, at alle arbejdere skal have ret til at rejse frit og søge arbejde i et hvilket som helst land på de betingelser, som gælder i det pågældende land. Samtidig ønsker vi at styrke fagbevægelsens muligheder for at fastlægge på hvilke betingelser, man kan blive ansat i en bestemt virksomhed eller branche. Derfor arbejder vi for, at virksomheder ikke skal have mulighed for at importere arbejdskraft, der skal anvendes til at undergrave løn- og arbejdsvilkår. Der skal derfor kun kunne importeres arbejdskraft, hvis arbejdsgiveren kan dokumentere, ansættelse sker på almindelige overenskomstmæssige løn- og arbejdsvilkår, som den lokale fagforening kan godkende.

Vi forsvarer retten til asyl for mennesker på flugt fra krig og forfølgelse herunder på grund af køn og seksualitet. Flygtninge der får asyl skal have lettere ret til permanent ophold, så man kan starte på et nyt liv og ikke risikerer senere at blive deporteret. Flygtninge skal have samme rettigheder til arbejde, uddannelse, bolig og familiesammenføring som andre borgere i Danmark.

Danmark skal gå foran i kampen for at skabe sikkerhed for klimaflygtninge og arbejde for internationale løsninger på dette. Vi er kategorisk imod EU’s umenneskelige former for grænsekontrol ved de ydre grænser og kyniske aftaler med diktatorer og autoritære regimer om at holde flygtninge ude. Dublinkonventionen skal ophæves.

Vi arbejder for at Danmark tager et større ansvar for flygtninge – tage flere kvoteflygtninge og at det igen skal være muligt at søge asyl på ambassader.

DET VIL ENHEDSLISTEN

Sociale bevægelser

En retfærdig verden kræver global organisering af arbejderbevægelsen, den politiske venstrefløj og andre progressive bevægelser.

Virksomhedernes mulighed for at flytte rundt på produktion, arbejdskraft og kapital skaber et globalt pres på løn, arbejdsforhold og miljøregulering. Det skaber en situation, hvor arbejdere i hele verden konkurrerer om de samme jobs, men også en situation, hvor mange har direkte eller indirekte kollegaer i andre lande. Alligevel er fagforeningerne stadig i høj grad nationalt baseret.

Selvom der er eksempler på fagforeningskampe, der går på tværs af grænser – f.eks. blandt havnearbejdere, lufthavnspersonale og indenfor nogle multinationale selskaber i servicebranchen – er det stadig ikke lykkedes for fagbevægelsen at organisere sig stærkt nok på tværs af grænser til for alvor at udfordre de multinationale selskabers magt.

En af svaghederne er bl.a. at fagbevægelsen i det globale nord ikke har opgivet sin magt over internationale faglige sammenslutninger. Dette på trods af, at der er faldende medlemstal i det globale nords fagforeninger, mens det globale syd oplever medlemsfremgang. Resultatet er et stærkere syd-syd samarbejde mellem faglige bevægelser, uden om det globale nord.

I det globale syd er sociale bevægelser ofte den eneste progressive politiske organisering. Især i løbet af det seneste årti har social bevægelser gennemgået en politisk udvikling, hvor kampen ikke længere kun omfatter kapitalismekritik, men også at udvikle alternativer. I forskellige globale spørgsmål såsom madsystemet, handels- og klimaretfærdighed er der således opstået et split mellem forskellige politiske formationer, navnlig mere mainstream og systembevarende NGO’er, og bevægelserne bestående af forskellige koalitioner af de udbyttede og undertrykte, der kæmper for et  grundlæggende opgør med den kapitalistiske globalisering og for reelle samfundsforandringer.

Ved at fremstå som et politisk alternativ har de sociale bevægelser i det globale syd været i stand til at samle fagforeninger, kvindebevægelser, oprindelige folks bevægelser m.v. Denne udvikling er ikke sket på samme måde i det globale nord, der kun tøvende har rakt ud og søgt samarbejde med disse bevægelser. I Enhedslisten vil vi styrke vores kontakter og samarbejde med de sociale bevægelser i det globale syd.

Enhedslisten går ind for grænseløs, forpligtende, stærk faglig organisering med juridiske og organisatoriske muskler til at håndhæve globale krav for arbejdere. Det betyder en faglig organisering, hvor det er muligt at forblive organiseret – også når man rejser på tværs af grænser, og hvor mennesker, der arbejder i samme virksomhed eller i samme sektor på tværs af grænser, kan være organiseret sammen og rejse fælles krav. En sådan fagbevægelse må bl.a. rejse krav om nedsat arbejdstid, om dramatiske løft i lønnen for de globale lavtlønsgrupper, om sunde og gode arbejdsforhold for alle, men også om ændring af produktionen i retning af bæredygtighed.

Enhedslisten vil arbejde for, at den danske fagbevægelse skal gå forrest i kampen for en stærk, progressiv, global fagbevægelse. Enhedslisten arbejder også for grænseoverskridende kædeansvar, således at virksomheder i Danmark kan stilles til ansvar for, hvad de selv eller deres underleverandører i andre lande foretager sig.

En anden vigtig kraft er bevægelserne af oprindelige folk, bønder og landarbejdere, herunder specielt kvinder, der kæmper imod de store virksomheders udplyndring af jorden og naturen, og for en lokal, kollektiv og bæredygtig landbrugsproduktion. Disse bevægelser har allerede internationale samarbejder og netværk og spiller en vigtig rolle i kampen mod klimaforandringer og kapitalistisk globalisering og for en lokal, bæredygtig og demokratisk produktion.

Kvindebevægelsen har globalt opnået store sejre, men er stadig langt fra i mål. Samtidig er der en stærk stigning i modstanden fra reaktionære kræfter. Derfor er der fortsat behov for at styrke kvindekampen. Både i kampen for ligeløn og lige vilkår på arbejdsmarkedet, men også kampen for retten til at bestemme over egen krop, herunder mod vold og krænkelser.

Enhedslisten stiller sig solidarisk med folk og bevægelser over hele verden, der kæmper i samme retning som os. Det gælder fagforeninger, kvindebevægelser, LGBT-bevægelser, antiracistiske bevægelser, miljøbevægelser, fredsbevægelser, bevægelser for demokrati og socialistiske partier.

Enhedslisten deltager i og støtter op om progressive bevægelser, lokalt og globalt. Vi tror på, at det er gennem sådanne bevægelser, at vi kan skabe forandring. Vores vigtigste princip er direkte solidaritet på tværs af landegrænser. Det betyder, at fagforeninger, venstrefløjen og andre sociale bevægelser skal samarbejde, hjælpe hinanden på tværs af grænser og stille fælles solidariske krav.

Styrk demokratiet – også internationalt

Når demokratiet skal styrkes, er det nødvendigt at have demokratiske strukturer. Selvstændige lande er vigtige rammer for at opbygge og styrke de demokratiske strukturer. Jo længere væk beslutningerne træffes fra de mennesker, de vedrører, jo sværere bliver det at få indflydelse på dem.

Globale samfundsforandringer er et resultat af forandringer gennemført i selvstændige stater og de ændringer i magtbalancen mellem lande, som disse forandringer afstedkommer. Selvstændige og demokratiske lande er derfor fortsat rammen, hvor de afgørende kampe, der forvandler verden, udfolder sig. En grønt og solidarisk verden skabes ikke fra oven. Socialisme vokser fra neden.

Udbredelsen af den kapitalistiske globalisering har imidlertid skabt et verdensmarked, hvor verdens lande i stigende grad er gensidig afhængig af hinanden. En forudsætning for at gennemføre globale forandringer er derfor, at der opbygges stærke internationale alliancer og grænseoverskridende koalitioner af folkelige bevægelser, som kan ændre styrkeforholdene og skabe en ny global dagsorden. På den baggrund kan progressive lande sammen opbygge internationale institutioner, der bygger på demokrati, bæredygtighed og lighed, som alternativ til den kapitalistiske globalisering.

Særligt EU opbyder store udfordringer. EU’s institutioner og de politiske styrkeforhold betyder, at EU’s rolle på den globale økonomiske scene først og fremmest er at fremme store transnationale selskabers interesser. Afgørende beslutninger tages derfor ofte i tæt samspil med virksomheders lobbyister, mens det er meget svært at skabe demokratisk kontrol. Folkelige mobiliseringer har vist sig at være det  mest effektiv værktøj til at øve indflydelse på f.eks. EU’s handelsaftaler.

Enhedslisten vil arbejde for udvikling af internationale organisationer, der bygger på demokratiske principper og hensyn til mennesker og miljø, hvor der er gennemsigtighed i beslutningerne og mulighed for reel folkelig indflydelse. Det betyder, at Enhedslistens naturlige udgangspunkt bl.a. vil være at arbejde for forbedringer i FN-systemet.

Lokal bæredygtig madproduktion: kampen for madsuverænitet

Madproduktionen skal tilrettelægges, så alle mennesker sikres sund og kulturelt passende mad, produceret på socialt og miljømæssigt bæredygtige måder inden for rammerne af, hvad kloden kan klare. Fremfor det nuværende fødevaresystem, hvor en håndfuld multinationale selskaber kontrollerer og dikterer produktions-, distributions- og forbrugsmønstre, skal madproduktionen tage udgangspunkt i menneskers behov og underlægges befolkningernes demokratiske kontrol. Denne vision for et fundamentalt anderledes madsystem har været ført under begrebet madsuverænitet, som  Enhedslisten støtter op om og vil tage aktivt del i. Denne kamp for madsuverænitet er en del af en større kamp for grundlæggende forandringer i organiseringen af de øvrige sektorer i økonomien med henblik på at sætte mennesker, miljø og klima før profit.

Det er særligt centralt, at fødevareproduktionen tilrettelægges, så alle mennesker sikres sund og velsmagende mad, og så de enkelte lande og regioner har fødevaresuverænitet og ikke kan afpresses gennem stop for fødevarer.

Derfor går vi ind for en omlægning af dansk landbrug til at være økologisk, bæredygtigt, demokratisk og målrettet lokale behov. Og derfor støtter vi også bevægelser i andre lande for lokal madsuverænitet.

Vi ønsker, at Danmark skal gå foran og vise vej for forandring. Arbejdspladser, skoler, uddannelsessteder, regioner og kommuner skal bidrage. Vi vil støtte forslag på alle niveauer til omlægninger, der gavner klimaet og naturen, og bekæmper global ulighed.

Vi vil gøre op med alle nationale regler, EU-regler og internationale regler, som hæmmer vores muligheder for at stille krav til offentlige udbud, for at hjemtage arbejdspladser og infrastruktur til kollektiv eller national styring, for at håndhæve strikse standarder for klima, miljø og arbejdsmiljø. Kort sagt, alle regler som gør det svært for os at gå forrest og inspirere.

Stop udplyndring af mennesker og natur

Vi er imod, at store virksomheder udplyndrer naturressourcer og udnytter mennesker, uanset hvor det foregår. Vi vil stille de danske virksomheder til ansvar, som deltager i udplyndringen af fattige landes naturressourcer eller krænker grundlæggende menneskerettigheder i den globale produktion

Enhedslisten mener, at de rigeste lande som f.eks. Danmark har en klimagæld at betale. Derfor skal de gå forrest med en radikal omlægning af vores produktion, transport og forbrug. Paris-aftalens mål om at nedbringe CO2-udslippet er ikke ambitiøse nok og bliver desuden ikke fulgt. Vi støtter alle globale forpligtende aftaler om at stoppe klimakatastrofen. Unyttige og miljøskadelige aktiviteter skal afvikles til fordel for samfundsnyttige aktiviteter, der ikke skader miljøet.

Al omlægning globalt begynder lokalt. Arbejdspladser, skoler og kommuner skal bidrage. Vi vil støtte forslag på alle niveauer til omlægninger, der gavner klimaet og bekæmper global ulighed. Samtidig vil vi fastholde fokus på hovedårsagerne til klimakrisen, nemlig den kapitalistiske vækstøkonomi.

Global omfordeling

Et kerneelement af den nuværende kapitalistiske globalisering er dens ulige integration af territorier på tværs af kloden — forankret i en systematisk overførsel af merværdi fra visse territorier til andre. I takt med magtforskydninger i den globale politisk-økonomi er strømmene under forandring med nye imperialistiske kræfter, såsom Kina, der vokser sig frem, men multinationale selskaber fra de gamle imperialistiske centre i Vesteuropa og USA spiller fortsat en afgørende rolle i udbytningen af mennesker og udplyndring af miljøet i udviklingslande verden over. En retfærdig fordeling af jordens ressourcer vil således kræve et opgør med disse strukturer. Et skridt i den retning er en massiv omfordeling, dels fra de rige til de fattige lande, og især fra den ekstremt rige elite til resten af verdens befolkning. Det kræver, at centrale sektorer som energi, infrastruktur og finanssektoren overtages af befolkningernes demokratiske kontrol.

En global omfordeling betyder også, at rige lande, som f.eks. Danmark, har en klimagæld at betale. Derfor støtter Enhedslisten kravet om, at rige lande skal betale kompensation til fattige lande, for at de kan undlade at ødelægge uerstattelige naturressourcer som f.eks. regnskovene. Og samtidig skal vi gå forrest med en radikal omlægning af vores produktion, transport og forbrug. Parisaftalens mål om at nedbringe CO2-udslippet er ikke ambitiøse nok og bliver desuden ikke fulgt. Vi støtter alle globale forpligtende aftaler om at stoppe klimakatastrofen. Unyttige og miljøskadelige aktiviteter skal afvikles til fordel for nyttige aktiviteter, der ikke skader miljøet.

I Danmark og internationalt har FN’s såkaldte verdensmål opnået bred støtte lige fra multinationale selskaber til store dele af venstrefløjen. I Enhedslisten synes vi, at mange af de 17 mål er prisværdige i deres hensigter, men problemet opstår imidlertid i måden hvorpå de skal opnås. Visionen for indfrielsen af målene baserer sig på en nyliberal vækstfilosofi forankret i bl.a. øget frihandel, en konsolidering af det bestående fødevaresystem og øget udnyttelse af naturressourcer. Vi løser imidlertid ikke alverdens kriser ved at bruge de redskaber, der har skabt dem. Mål 17 om ”partnerskaber” er desuden værd at bide mærke i, idet den private sektor herigennem gives en central rolle i indfrielsen af samtlige mål. Den rolle er desværre ikke baseret på indskrænkninger af privatsektorens rettigheder ved at underlægge den demokratisk kontrol, men snarere at denne blot skal have bedre muligheder for at slå sig løs.

For at understøtte en global omfordeling går vi ind for fairtrade-aftaler, der giver fattige lande muligheder for at opbygge en eksport på fair vilkår med rigere lande.

Vi vil arbejde for at Danmark etablerer et etisk mærke, som giver forbrugerne oplysning om importvarer er produceret under ordentlige løn- og arbejdsvilkår samt overholder internationale miljøregler.

Bistand til udviklingslande bliver både brugt til bekæmpelse af fattigdom og reel støtte til udvikling – men også til politisk pression, støtte til tvivlsomme regimer og erhvervsstøtte til store virksomheder. Vi går ind for, at Danmark skal øge sin ulandsbistand markant og omlægge den til at være målrettet opbygning af bevægelser og civilsamfund i modtagerlandene. Hovedformålet skal være at bekæmpe fattigdom, at styrke lokalbefolkningers organisering, at understøtte demokrati og reel udvikling af økonomien i modtagerlandene, samt at forsvare miljøet. Udviklingsbistand skal ikke bruges som erhvervsstøtte. Arbejdspladser skabes bedst lokalt på lokale betingelser og ikke via multinationale selskaber.

Opgør med det globale kasino og kapitalens fri bevægelighed

For Enhedslisten handler verdenshandel om at udveksle varer mellem lande og regioner – ikke om muligheden for at investere penge, hvor man kan få størst afkast. Derfor er der brug for national og international kontrol med kapitalbevægelser og med udflytning af produktion.

For Enhedslisten er de frie kapitalbevægelser en af tidens store udfordringer. Frie kapitalbevægelser giver finanssektoren en uhyrlig magt, den uddyber den globale ulighed – vi ser det f.eks. på boligområdet – og den har i årtier vist sig at være en stærkt destabiliserende faktor. Det er en hovedopgave for Enhedslisten at bidrage til et opgør med de frie kapitalbevægelser. Det vil uvægerligt føre til konfrontationer med EU-systemet.

Der er bl.a. brug for skat på finanstransaktioner for at modvirke kortsigtede og spekulative investeringer. På samme måder må spekulation i prisen på f.eks. fødevarer og olie bringes under kontrol, bl.a. ved indførelse af ’positionsbegrænsninger’.

Store banker må brydes op, så vi undgår at staterne må bruge penge på at redde fallerede banker, og der må oprettes samfundsbanker, hvis formål det er at sikre samfundsøkonomien på lang sigt – ikke at sikre profitten på kort sigt.

Især vil vi tage hånd om vores egen situation: Danske Bank er uhyrligt stor i forhold til den danske økonomi og udgør en stor risiko. Samtidig med opgøret med banker, der er for store, må vi ændre sammensætningen og reglerne for finanssektoren.

Finanskrisen i 2008 var et tydeligt tegn på, at noget er rivende galt på finansmarkederne, og alt for lidt er ændret siden. Enhedslisten må derfor sætte sig for at bekæmpe de store bankers magt i Danmark, og bryde dem op – samtidig med at vi bidrager til den globale kamp for at rulle det forrykte spekulationscirkus tilbage. Det handler ikke kun om at skabe stabilitet på finansmarkederne. Det handler om social lighed og demokrati.

Opgør med det store skatterøveri

Et alvorligt problem er fremvæksten af skattely, der giver store virksomheder og rigmænd mulighed for at slippe for at bidrage til fællesskabet. I stedet bliver det almindelige lønmodtagere, der står for finansieringen af for eksempel sundhed og uddannelse i rige såvel som fattige lande. Det udhuler selve grundlaget for velfærden.

Derfor er indsatsen mod skattely en af Enhedslistens hovedprioriteter. Vi mener, at der er brug for et globalt register over ejerskab af finansielle aktiver. Der er også brug for sanktioner mod de lande og virksomheder, der forsøger at skjule penge for skattemyndighederne. Helt grundlæggende er der behov for en stærkere international indsats end EU’s nuværende. Der er dog også behov for en national indsats, hvor sortlistning kan hjælpe borgere, virksomheder og offentlige institutioner med at  fravælge skattesvindlere.

Det internationale skattesystem medvirker yderligere til at fastholde den globale ulighed mellem lande. Ulandene skal derfor have massiv støtte til at opbygge sikre og solide lokale skattesystemer.  Den nuværende selskabsskat tilfalder de lande, hvor virksomheder har deres hovedsæde eller placeres i skattely. I stedet ønsker Enhedslisten, at beskatningen af selskabernes profitter skal fordeles efter, hvilke lande der produceres i, og hvor omsætningen er, således at der er en sammenhæng mellem økonomisk aktivitet, værdiskabelse og beskatning. Overførsel af overskud til lande, hvor der ikke sker reel beskatning skal kriminaliseres – inden for EU skal den såkaldte ’Luxemburg finte’ gøres ulovlig. Endeligt skal Danmark gå forrest i kampen for at få en minimumssats for selskabsskatten, samt være foregangsland ift. at implementere internationale standarder, der bekæmper multinationale selskabers skatteomgåelse.

Vi arbejder for et globalt register over ejerskab af finansielle aktiver og sanktioner mod lande og virksomheder, der skjuler penge for skattemyndighederne. Vi vil arbejde for at indføre formueskat på globalt plan, og sætte en bund under denne, nøjagtigt som med selskabsskatterne, så de allerrigeste betaler deres del af den globale regning. Initiativerne inden for EU skal være præcist afgrænsede til deres formål. Det vil ikke være en fordel for velfærden og demokratiet at overdrage bred kompetence til EU på skatteområdet.

Formuer, der er opbygget ved illegale aktiviteter eller systematiske brud på arbejdsmiljø og skattesnyd, skal kunne konfiskeres og ejerne pålægges straf.

Ikke frihandel, men frihed til at handle

Enhedslisten kæmper for samfundets ret til at regulere regler og standarder for miljø, finans, energi, transport, kemikalier, industri- og fødevarer.

I dagens verden er mange af de traditionelle toldbarrierer for varer og tjenesteydelser enten fuldstændig fjernet eller reduceret til et minimum. Derfor handler frihandelsaftaler især om at fjerne såkaldte ’tekniske barrierer’ for handel. Teknisk lyder uskyldigt men i virkeligheden handler det om at deregulere standarder, som er sat i verden for at beskytte miljøet, fødevaresikkerheden, sundheden mv. Hvor det ikke kan lade sig gøre at fuldstændig fjerne disse standarder, fastlåses de i ensartet harmonisering, som forhindrer at et demokratisk flertal i givent land kan gå foran. Enhedslisten er derfor imod alle frihandelsaftaler såsom GATS, CETA, TiSA, TTIP, der dels har til formål at beskytte private investorer mod samfundets og fællesskabets regler, og dels har til formål at fjerne alle barrierer for tjenesteydelsernes, varernes og kapitalens frie bevægelighed på bekostning af demokratiet de sociale rettigheder og klodens ressourcer. Enhedslisten mener, at den internationale handel ikke må stå i vejen for kampen mod klimaforandringerne og kampen for social retfærdighed, men skal i stedet understøtte dem. Varer og tjenesteydelser fra industrialiserede lande, der ikke lever op til anstændige arbejdsforhold skal ikke belønnes med toldfri adgang men skal pålægges straftold. Det samme gælder varer baseret på produktionskæder med store klimaaftryk. Den globale handel skal understøtte ulandes mulighed for økonomisk udvikling. Deres økonomier, industrier og landbrug skal beskyttes mod urimelig konkurrence fra multinationale selskaber. Samtidig skal deres befolkninger have ret til selv at vælge deres statslige og samfundsmæssige strukturer. De skal samtidigt have fair adgang for deres varer til rige landes markeder. Derfor søger Enhedslisten et grundlæggende brud med WTO-reglerne, og samtidig vil vi styrke de fattige landes muligheder gennem en højere ulandsbistand og omlægge den til fordel for ulandenes egenproduktion og udvikling.

Der skal opbygges et internationalt regelsæt mod multinationale selskabers magtmisbrug. Dette er allerede indledt i kimform inden for FN, hvor en række u-lande har sat en international traktat om multinationale selskaber og menneskerettighederne.

Enhedslisten støtter arbejdet for at skabe en bindende FN traktat for Transnationale og Menneskerettigheder, så multinationale selskaber kan holdes til retsligt ansvar og ikke er hævet over loven.

Fred og konfliktløsning

Vi skal forebygge og aktivt forsøge at løse de krige og konflikter, som den globale kapitalisme forårsager på grund af ulighed, økonomiske ustabilitet, kamp om ressourcer og ødelæggelse af natur og klima. Danmark skal have en fredelig udenrigspolitik med fokus på at løse og forebygge problemerne, og vi skal styrke og demokratisere FN. Sammen med de andre nordiske lande skal vi opbygge viden om og kapacitet til konfliktløsning. Vi skal gå imod oprustning, militarisering og våbenindustrien. Og i stedet gøre en aktiv indsats for fred, demokrati og menneskerettigheder.

Gå forrest Danmark!

Enhedslisten arbejder for globale løsninger på de globale problemer. Men for at nå dertil er der brug for at progressive kræfter i byer, lande og regioner går forrest. Vi kan ikke lade behovet for globale løsninger, blive en sovepude i kampen for konkrete løsninger her og nu. En global forandring vil altid vokse nedenfra som et resultat af pres fra en lang række lande, byer og lokalsamfund.

Enhedslisten ønsker, at også Danmark kan gå forrest i kampen for en mere retfærdig verdensorden. Den kamp som foregangsland må ofte foregå i opposition til internationale institutioner, herunder EU og WTO. WTO er opbygget for at sikre multinationale selskabers interesser i globaliseringen, og en reformkamp i det regi er derfor meget svær. Det skyldes karakteren af de eksisterende regler, og at alle lande, ikke mindst USA, har vetoret. På samme måde er det misforstået at tro, EU er et brugbart redskab til at imødegå udfordringerne fra den kapitalistiske globalisering. Med det indre marked i sin kerne, og med den tiltagende rolle som politisk og økonomisk aktør, er EU et projekt, som skal tilgodese den europæiske storkapital. Derfor spiller EU netop ikke en progressiv global rolle inden for områder som handelspolitik og finans. Ofte er EU f.eks. en lige så imperialistisk spiller som USA for ulandene. Det er grundpiller i EU-systemet, Enhedslisten ønske er opgør med, herunder kapitalens frie bevægelighed, og frihandelspolitik på de multinationale selskabers betingelser. Enhedslisten har altid været og vil fortsat være aktiv i kampen for en progressiv politik i EU, men det vil aldrig være tilstrækkeligt. Det er nødvendigt at udfordre grundlaget for institutionerne i arbejdet på at skabe nye rammer, og nye institutioner, som har deres rødder i en progressiv dagsorden. Det kan være ved at gå enegang, eller det kan være ved at arbejde for, at Danmark indgår i koalitioner uden om EU. Bæredygtighed, demokrati og socialisme.

Demokratisk kontrol med økonomien er altafgørende. Langsigtede miljømæssige og sociale hensyn går forud for kortsigtede profithensyn. Ulighed og marginalisering hjemme og ude, og den fremadskridende klimakrise er begge udtryk for en udvikling, som ikke levner os alternativer til radikal,  samfundsmæssig forandring herhjemme såvel som globalt. Derfor er det nødvendigt med grundlæggende ændringer i ejendomsretten over virksomheder, jord og naturressourcer.

Enhedslisten arbejder for fælleseje i mange former. Offentlige myndigheder, medarbejdere, lokalsamfund og andre sammenslutninger skal kunne eje og drive virksomheder. På længere sigt skal samfundsbærende sektorer så som energiforsyning ejes og kontrolleres af fællesskabet. Det betyder, at den økonomiske magt forvaltes af befolkningen og dens valgte repræsentanter – både på lokale, regionale, nationale og internationale niveauer.

Det er ikke nyt, at radikale forandringer er svære eller umulige at gennemføre alene på nationalt plan. Men den kapitalistiske globalisering har givet kapitalen væsentlige magtredskaber, som kan bruges til at underminere samfundsmæssige forandringer i deres vugge, hvis de foregår i isolation. Kapitalflugt og handelssanktioner er f.eks. meget effektive instrumenter til at svare igen på udfordringer af det nyliberalistiske paradigme, som præger nutidens kapitalisme.

Derfor må international solidaritet stå helt centralt i arbejdet for samfundsforandringer. Det indebærer, at der må opbygges grænseoverskridende koalitioner som kan imødegå modsvaret, der ofte vil komme fra internationale institutioner som EU (eks. Grækenland) og IMF (som i utallige tilfælde i ulandene). Gennem de opgør må vi sigte på at oprette internationale institutioner, som er demokratiske, og som sigter på bæredygtighed og lighed.

 

Vedtaget på Enhedslistens årsmøde 2019

Hits: 0