Min generation elsker autister. Lige indtil vi virker handikappede

Af Filippa Emilie Vittrup, folketingskandidat i Aalborg Nord

Festivalsæsonen er i fuld gang. Instagram flyder over med øl, glitter og orange telte, og hele vennegrupper pakker rygsækkene til årets store pilgrimsrejse: Roskilde Festival. »Skal du med?«, spørger de.

Svaret er det samme som altid: Nej. Jeg har aldrig sat fod på festivalpladsen i Roskilde – og det kommer jeg formentlig aldrig til. Det er jeg simpelthen for handikappet til. En uge på festival ville kræve hjælpemidler, jeg hverken har råd eller overskud til at anskaffe. Alternativet er daglige meltdowns og en uge i sengen bagefter.

Det samme gælder Aalborg Karneval, Aarhus Kapsejlads og de fleste store begivenheder, der til tider lader til at udgøre ‘det gode ungdomsliv’. Andre år har jeg fundet på diverse undskyldninger: dårligt program, beskidte toiletter, et afgrundsdybt had til telte. Men i år har jeg (oftest) svaret ærligt: Min autisme gør, at Roskilde ikke er en mulighed. Den ærlighed har jeg sommetider fortrudt. I mine venners reaktioner gemmer sig nemlig en ulmende skepsis. Den samme, som viser sig, når jeg endnu engang må forklare, hvorfor spontane arrangementer ødelægger hele min dag.

Når jeg undskyldende beder en ven om at skrue lyden ned på sin telefon, fordi den gør fysisk ondt. »Så slemt kan det da umuligt være«, siger deres ansigtsudtryk. Det underlige er, at autisme slet ikke er tabubelagt i min omgangskreds. Tværtimod. Jeg kender knapt nogen i 20’erne, der ikke på et tidspunkt har mistænkt sig selv for at være autist eller i det mindste joket om det. Mine fællesskaber prædiker mangfoldighed, og neurodivergens omtales med samme lethed som stjernetegn. Og det er humlen: Autisme bliver ofte reduceret til charmerende excentricitet. Eva gestikulerer mærkeligt – hvor autistisk! Oskar snakker uafbrudt om sine underlige interesser – kæmpe autist! Diagnosen bliver endnu et hyggeligt label at jonglere med. Mine underlige ansigtsudtryk og spontane lyde er sjove at kommentere på, så længe de forbliver harmløse finurligheder. Men når en ven rykker en aftale, og det udløser en nedsmeltning så voldsom, at jeg kaster op af stress, krakelerer illusionen. Så er det ikke sjovt længere. Det underminerer forståelsen for mit handikap, når stadigt flere velfungerende mennesker passer ind i den brede opfattelse af autisme, blot fordi deres personlighed afviger fra normen. Det udvander forståelsen af, hvad autisme faktisk indebærer.

Konsekvenserne er konkrete og daglige for mig. Jeg undgår at nævne mit handicaptillæg – hvad skulle jeg dog bruge de penge til, bare fordi jeg er autist? Dette semester gik jeg for første gang til eksamen med forlænget tid, men jeg havde ondt i maven af skam. For skepsissen smitter af på mig. Jeg bilder mig ofte ind, at jeg overreagerer, selv om min krop skriger af overstimulering. Det har gjort mig syg – flere gange. Det er et helt enormt fremskridt, at psykiske diagnoser er noget, vi kan tale om, også på en let og jokende måde. Men hvis vi skal tale om autisme – og det skal vi – så lad os gøre det ærligt. Så kan det være, det holder op med at være overraskende for folk, når jeg, med et diagnosticeret handikap, virker handikappet.