Man kan godt se, at Enhedslisten ikke er med!

Af Pia Thorsen

Torsdag konstituerede den nye kommunalbestyrelse sig på baggrund af en konstitueringsaftale med bekymrende løse formuleringer på vigtige områder.

På klimaområdet har man aftalt, at der skal laves en energi- og klimaplan, der kan vedtages om senest fire år, og at der ingen ultimative krav er. Omsat til praktisk politik betyder det, at Venstre kan gøre som de vil. Altså er de klimavenlige partier sat udenfor.

Det mest klimavenlige, der er aftalt er, at der skal laves en samlet plan for cykelstier, så det kan have lange udsigter. Den havde jeg dog gerne set, var mere konkret. Vi har brug for cykelstier på de lange strækninger på landet.

Formuleringen om ingen ultimative krav går igen omkring Ørodde; altså må mindretalspartierne ikke have ultimative krav. Betyder det, at de SKAL stemme for resultatet fra §17.4 udvalget, fordi de samtidig har skrevet under på, at de skal være loyale over for konstitueringsgrundlaget?

Konstitueringsaftalen giver en vis forudsigelighed i budgetterne den næste periode, da det allerede er aftalt, at der skal bruges endnu flere penge på kommunikation, branding og endda skal der ansættes en konsulent for at tiltrække nye butikskæder og virksomheder. Når man nu vil have endnu mere fokus på DI’s erhvervsvenlighedsindeks, vil jeg gerne foreslå, at man kigger på parameter nr. 6. Nr. 6 handler om, hvor ambitiøs kommunen er i forhold til den grønne omstilling. Jeg vil gerne slå et slag for, at den nye erhvervskonsulent arbejder på at tiltrække bæredygtige virksomheder til Øko-øen Mors.

Ros for at ville undgå at partihoppere tager formandsposter med sig til et andet parti. I Enhedslisten tager vi ikke mod partihoppere, så der er ingen fare for, at Ø pludselig bliver repræsenteret midt i perioden. 😉

I aftalen er der ikke et ord om sikring af rent drikkevand, ikke et ord om skovrejsning, ikke et ord om hurtigere udredning af børn, ikke et ord om ensomhed, ikke et ord om mennesker med handicap.

Man kan godt se, at Enhedslisten ikke er med!

Læs hele historien HER