Indtil den dag, hvor politikerne indser, at forudsætningerne, der oprindeligt lå til grund for Energiø
Bornholm, ikke længere er til stede, og de derfor krampagtigt holder fast i troen på projektet, må én af den
kommende kommunalbestyrelses vigtigste opgaver være at sikre, at energiøen bliver til mindst mulig skade
for Bornholm
Af Helle Munk Ravnborg, Kandidat til kommunalbestyrelsen for Enhedslisten.
Meget har ændret sig i forhold til Energiøen de seneste år.
Oprindeligt var forudsætningen, at Energiø Bornholm skulle være samfundsøkonomisk selvbærende. Den
forudsætning er mildest talt bristet. I dag er spørgsmålet, hvor mange milliarder danske, tyske og
europæiske skatteborgere skal skyde i projektet.
Samtidig var der en forestilling om, at en vordende brintindustri ville kunne nyttiggøre store mængder
strøm på få koncentrerede placeringer. Også den forestilling er bristet. Det er ikke lykkedes at nedbringe
hverken pris eller det kolossale energitab forbundet med produktion af grøn brint og afledte
brintbrændstoffer.
I det lys ville den rationelle beslutning naturligvis være så hurtigt som muligt at erkende, at man tog fejl, da
man lancerede Energiø Bornholm som en væsentlig brik i den grønne omstilling, og i stedet sætte alt ind på
at forfølge andre, hurtigere og billigere måder at få skudt gang i en mere decentral produktion af grøn
strøm. Men særligt socialdemokraterne synes at holde fast i projektet, koste hvad det vil.
Indtil fornuften indfinder sig – nok i Tyskland før i Danmark – så må fokus være at mindske skaderne for Bornholm
Så længe det er tilfældet, og indtil den dag, hvor den tyske regering meddeler, at man ikke kan få enderne
til at mødes i forhold til at få økonomi i projektet og særligt kablet fra Bornholm til Sjælland, må andre
træde til og gøre, hvad der skal til for at mindske skaderne for Bornholm. For skaderne er der.
Som lovgivningen er i dag, er det det lokale netselskab og dermed de bornholmske elforbrugere, der vil
skulle betale for at flytte tilkoblingspunkt fra Hasle til Sose, en regning, der løber op i 200 millioner kroner.
Hvis staten beslutter at koble det bornholmske elnet på energiøen, så må det også være staten, der betaler
regningen. En sådan aftale har Klimaminister Lars Aagaard imidlertid netop afvist at tage stilling til.
Og hvem skal betale for de vejomlægninger, der formentlig skal til, fx i Zahrtmanns Runddel, for at gøre
plads til transporter af store elementer til et kommende landanlæg ved Sose?
Hvor havner klimatilpasningsregningen, hvis der viser sig behov for yderligere klimasikring omkring
landanlægget ift. det skrøbelige kystlandskab og forventede grundvandsstigninger omkring Sose?
For slet ikke at tale om de store tab i trivsel og ejendomsværdi, som borgere og lodsejere i Sose og omegn i
disse år oplever! Den miljøvurderingsrapport, der netop er blevet sendt i høring, er i hvert fald
skræmmende læsning.
Mens fordelene ved Energiø Bornholm synes stadig sværere at få øje på, hober omkostningerne sig med
andre ord op.
For en kommende kommunalbestyrelse bliver det derfor afgørende at sørge for, at det ikke bliver de
bornholmske borgere og erhvervsdrivende, der skal betale prisen.
Dette er en opdateret version af Helle Munk Ravnborgs debatindlæg bragt i Bornholms Tidenden den 27.
oktober 2025 Et projekt på kunstigt åndedræt
Læs hele historien HER