Debatindlæg af Lars Hybel, Enhedslisten Gribskov
”Der køres aldrig jord fra landbrugsområder, transporten går altid den anden vej”. Sagt af en tidligere ansat ved SCT, ét af Danmarks største transportfirmaer. Udtalelsen kom i Operation X dokumentaren ”Beskidte metoder”, som opfølgning på den afslørende udsendelse tidligere på året.
Siden udsendelsen i foråret har flere tidligere ansatte chauffører ved SCT henvendt sig med oplysninger om, hvordan jordkørslerne foregik. Og det er voldsomt afslørende beretninger. Den føromtalte udtalelse handler om, at det aldrig var ren landbrugsjord, der blev hentet og læsset af som såkaldt jordforbedring. Det var altid jord fra byggepladser.
Operation X har via aktindsigt fået oplysninger om, hvor jorden i flere tilfælde er blevet hentet fra. Det drejer sig om byggegrunde, hovedsageligt i Nordsjælland. Bl.a. fra den tidligere p-plads på Slangerupgade i Hillerød.
Centralt i sagen står miljødirektør i SCT og hovedbestyrelsesmedlem i Moderaterne Kristian Lund Johansen, som diverse medier har forsøgt at få i tale. Han hævder, at den transporterede jord er ren og afviser de mange dokumenterede eksempler på, at der er tale om forurenet jord. Han har forgæves forsøgt at true en politiker og en ekspert med stævninger, hvis de ikke trak deres udtalelser tilbage.
Motivet til den ulovlige praksis er ”ussel mammon”. Bygherrerne betaler i dyre domme for at byggeaffaldet køres til rensning på jorddepoter. I stedet køres det ud på diverse marker, hvor lodsejerne får en klækkelig sum. Men langt fra det beløb, bygherrerne betaler. Differencen scorer SCT.
Resultatet er, at der i årevis er kørt byggeaffald ud på marker, med det resultat at dyrkede afgrøder sker i forurenet jord, og vores grundvand risikerer at blive forurenet. SCT har udnyttet et system, som giver mulighed for at omgå kontrolinstanserne.
Nu er der så afsat et beløb til udvikling af et IT-system, som skal øge kontrollen med den transporterede jord. Hvornår det kommer til at se dagens lys vides ikke. Men kan vi leve med, at et firma gennem en årrække bevidst har brudt loven og medvirket til at forurene vores jord og grundvand? Hvornår kommer der en politianmeldelse af SCT?
Læs hele historien HER