Byrådsmøde d.8.december 2025
Christian Lorenzen (C) var fraværende og stedfortræder Tobias Tornel (C) deltog i mødet.
Da det var sidste byrådsmøde i denne byrådsperiode, takkede borgmesteren de 5 medlemmer, som ikke sidder i det kommende byråd.
Første punkt på dagsordenen var godkendelse af: Fanø Boligselskab – regnskab 2024-2025.
Det er plejehjemmets regnskab. Fanø Boligselskab har ikke modtaget nogle påtegninger i revisionsprotokollen, hvilket betyder, at der ikke er væsentlige kritiske bemærkninger. Byrådet godkendte regnskabet.
Takstblad for affaldssortering 2026.
De private husstande har de seneste år betalt for lidt, mens de erhvervsdrivende har betalt for meget for affaldsafhentning, Det rettes der op på, så taksterne vil næste år stige for private husholdninger, mens de vil falde for virksomhederne. Taksterne blev godkendt.
Endelig vedtagelse af Kommuneplan 2025.
Det er den genbrugte kommuneplan fra 2021, der har været i offentlig høring. Der indkom ti høringssvar, hvoraf fire vurderes at henhøre under andre høringer, som kørte samtidigt, så de er blevet overført til de relevante sager, mens de seks høringssvar vedrørende kommuneplanen foreslås overført til den kommende revision af kommuneplanen, som skal igangsættes, som noget af det første i den nye byrådsperiode. Godkendt.
Mobilitets- og infrastrukturstrategien har været i offentlig høring. Der indkom 25 høringssvar, som dels vil sætte sit præg på det endelige udkast, men da der løbende igangsættes projekter, vil svarene også her være en inspirationskilde. Der er for indeværende år igangsat projekter med krydsningspunkter for cyklister, hastighedsbegrænsninger, parkeringspladser og begrænsninger af lange køretøjers færdsel.
Altså vi har ikke set noget til det endnu, men pengene er der og overordnet har man godkendt projekterne, men når projekterne så skal iværksættes, går man mere i detaljerne, så vi må forvente, at der kommer til at ske noget. Planen blev godkendt.
Nye vedtægter for Fanø Vand blev godkendt. Der var tale om mindre ændringer, som gjorde, at vedtægterne stemmer overens med de faktiske forhold.
Videre forløb med ekstern bistand til bosætningsindsatser.
I perioden fra august til oktober har konsulentfirmaet ”Hele landet” gennemført en proces for Fanø kommune om kommunens bosætningsindsatser. Denne eksterne involvering har nu nået sin kontraktlige afslutning og resultatet foreligger nu i form af et oplæg til en videre proces. Såfremt man vil fortsætte med eksterne aktører, kræver det en ekstrabevilling i størrelsesordenen 500.000 kr.
Et flertal i Økonomi- og planudvalget indstiller, at forprojektet indgår i det videre arbejde med
kommuneplanstrategien. Byrådet godkendte indstillingen.
Nye vedtægter for Realen.
De nye vedtægter gældende fra 2025 var fremlagt til orientering, det skal de, fordi kommunen har garanteret for et lån i Kommunekredit.
Til Orientering blev der fremlagt en beretning om magtanvendelse i helhedsplejen og på plejehjemmet. Den kommer fra centralt hold og udsendes hvert år, så Seniorråd, Fanø plejecenterråd og byrådet kan følge udviklingen. Den ser fin ud.
Beslutning om proces for arbejdet med grønne studieboliger.
Det var et forslag fra A, om afholdelse af en workshop for studerende fra Esbjerg med en ekstern partner til at forestå planlægning, selve workshoppen samt udarbejdelse af analyse af resultaterne. Fanø kommune og Education Esbjerg bidrager til processen. Der skal bevilliges penge til at gennemføre processen. Forslaget blev godkendt i Økonomi- og planudvalget, men Ø hævede den til byrådet, idet de mente at det var lidt luftigt at spørge de studerende om, hvad de kunne tænke sig, hvis de skulle flytte til Fanø, når kommunen reelt ikke har noget at tilbyde dem.
B stillede ændringsforslag om, at sagen udsættes til behandling i det nye byråd.
For stemte 5 (B, Ø og Anders Frey)
Imod stemte 6 (A, C og V)
Flertalsindstillingen fra Økonomi- og planudvalget blev vedtaget med samme stemmefordeling,
bare omvendt.
Forslag fra C om udvidet gadebelysning på Fanø.
Den indskrænkede gadebelysning stammer fra de stramme sparetider, men er ikke hensigtsmæssig når man ankommer til Fanø med den sene færge.
Forslaget blev sendt til behandling i Erhvervs-, natur- og teknikudvalget, som holder møde d.15.december, så man kan nå at få bedre belysning til julen.
Så kom et glemt punkt lige på dagsordenen, idet de nye takster for 2026 på ældreområdet ved en fejl ikke var kommet med tidligere. Taksterne stiger idet de reguleres med satsreguleringsprocenten. Taksterne blev godkendt.
God jul. Lisbet Petersen fra Enhedslisten.
Læs hele historien HER