Pelle Dragsteds kronik i Politiken

Her er Pelle Dragsteds kronik i Politiken.

Budskabet i Mikkel Bolts Kronik 18.december er ikke til at tage fejl af: Enhedslisten (EL) har nu solgt endeligt ud. Hvis der da nogensinde har været noget at sælge ud af? Samme Bolt erklærede i hvert fald allerede for syv år siden venstrefløjen for død med ordene »Enhedslisten, men også hele venstrefløjen, skal væk. Den fungerer i dag kun som en stopklods for en revolutionær position«. Få år senere fremturede Bolt med (heldigvis udpræget fejlslagne) opfordringer til helt at afstå fra at stemme til folketingsvalget. Ifølge Bolt skal syndefaldet øjensynligt dateres helt tilbage til dengang, venstrefløjen kæmpede for universel stemmeret og dermed overgav sig til det borgerlige demokratis kedsommelighed og tilpasning.

Bolts skriver sig på den måde ind i en lang tradition – især tilstedeværende i mere akademiske kredse, hvor den sande venstrefløj med jævne mellemrum erklæres for død og borte. Som oftest i en stil, der ikke lader nogen tvivl om, at dødsdommens forfatter til gengæld anser sig selv som i besiddelse af den rette og rene tro og analyse.

Som studenten Skodsborg i Hans Scherfigs satiriske roman ’Idealister’, der gavmildt stiller sit eget overvurderede intellekt til rådighed for at vejlede de vildfarne masser. Dog selvfølgelig helst uden selv at skulle tage del i den kedelige praktiske klassekamp.

Men rygterne om den antikapitalistiske og systemudfordrende venstrefløjs død er også denne gang stærkt overdrevne. I hvert fald når det gælder Enhedslisten.

Mikkel Bolt må da også i sin Kronik ty til en lang række af usande påstande for at kunne smide jord på vores kiste. Bolt påstår, at vi i Enhedslisten skulle have opgivet antiracismen, internationalismen og solidariteten med verdens undertrykte folk. Netop mens Bolts ord blev trykt, stod vores indfødsretsordfører, Peder Hvelplund, forrest i kritikken af højrefløjen og socialdemokraternes sindelagssamtaler i indfødsretsudvalget. Samtidig engagerede vores unge samarbejdsorganisation, Rød-Grøn Ungdom, hundredvis af unge på uddannelsessteder og boligkvarterer landet over i en kampagne mod de stramme statsborgerskabsregler.

Rosa Lund har som mangeårig udlændingeordfører på grund af Enhedslistens utvetydige antiracisme måttet lægge krop til trusler og tilsvininger som få andre politikere i landet. Den internationale solidaritet står også som altid centralt for Enhedslisten. Stik modsat Bolts påstande, har EL-afdelinger og aktive på tværs af landet fra Aalborg til Esbjerg over Sorø til Bornholm fra dag ét efter Israels angreb i Gaza været drivende kræfter i demonstrationer og protester mod den beskidte krig.

I Folketinget er der ikke gået en uge siden krigens start, hvor vi ikke gennem forespørgsler, samråd, beslutningsforslag eller ministerspørgsmål har forsøgt at presse regeringen til at gøre op med eftergivenheden over for Netanyahus terrorregime. Men den slags prosaiske aktiviteter inden for og uden for Christiansborg forstyrrer ikke æstetikprofessorens æteriske analyser.

Bolt tager også fuldstændig fejl i sin hovedpåstand, at vi i Enhedslisten skulle have opgivet vores ambitioner for socialisme og accepteret kapitalismen som historiens afslutning. Enhedslisten er nu som altid et antikapitalistisk parti. Udviklingen i verden omkring os bekræfter os – ikke mindst i denne tid – i, at kapitalismen som økonomisk system er helt og aldeles ude af stand til at løse de kriser, vi som menneskehed står overfor. Uanset om vi taler om eksploderende ulighed, klimaforandringer eller om de oligarkiske tendenser, der i stigende grad udfordrer selve folkestyret.

Det skyldes to iboende karakteristika ved den kapitalistiske markedsøkonomi. For det første at velstand og dermed også politisk magt og indflydelse konstant flyder opad mod en reduceret magtfuld elite. For det andet, at det er jagten på afkast af investeringer, der er styrende for økonomiens retning og funktion frem for demokratiske beslutninger. Disse egenskaber kan modvirkes gennem politiske reformer fra oven og folkelig organisering fra neden. Men de forsvinder ikke, så længe kapitalismen er det dominerende og organiserende princip. Så langt tror jeg faktisk, at Bolt og vi deler analyse.

Men hvad vil det sige at være antikapitalist? Her skiller vandene. Når man læser Bolts Kronik, kunne man få det indtryk, at forandringerne kommer, hvis bare vi bruger de mest radikale og revolutionære teorier og slogans.

Men for mig og Enhedslisten er antikapitalisme ikke først og fremmest ord. For os er antikapitalisme en praksis. Det er praktisk handling, der starter med at spørge: Hvordan udøver kapitalismen som system og den økonomiske elite konkret sin magt i den aktuelle virkelighed? Og hvordan kan man udfordre og modgå den magtudøvelse? Både for at afhjælpe de problemer, den afstedkommer for mennesker og natur her og nu, og for at bevæge os hinsides kapitalismen.

Som et marxistisk funderet parti opfatter vi samfundet som klassedelt mellem på den ene side et lille mindretal i toppen, som ejer det meste – selskaber, banker, ejendomme, jord, patenter og algoritmer – og på den anden side det store flertal af os, der lever af at sælge vores arbejdskraft til den første gruppe.

Denne klassedeling indebærer konstante interessemodsætninger på tværs af samfundet. Mellem lønmodtagere og arbejdsgivere, mellem lejere og ejendomsspekulanter, mellem låntagere og banker, mellem lokalsamfund og forurenende virksomheder, og sådan kunne jeg blive ved. Opgaven for et socialistisk parti er praktisk og politisk at stille sig på samme side som det flertal af helt almindelige mennesker i de konflikter og magtkampe. Det er antikapitalistisk praksis.

For en måned siden stod jeg en frostklar morgen ude på Tagensvej i København sammen med en stor flok fagligt aktive – en del af dem genkendte jeg også som partikammerater. Der var indkaldt til blokade mod en byggeplads, fordi en underleverandør groft underbetalte sine rumænske ansatte og udsatte dem for livsfarlig asbest.

De fagligt aktive lukkede effektivt pladsen ned ved at blokere alle indgange, så byggeriet ikke kunne fortsætte. Kravet var klart: Arbejdet kunne genoptages, når de udenlandske kolleger var sikret en overenskomst med danske løn- og arbejdsvilkår. Som jeg ofte tidligere har oplevet ved den slags blokader, gik der ikke mange timer, før entreprenøren – presset af udsigten til tabte fortjenester – havde tegnet en overenskomst. Til jubel for blokadevagterne, der herefter kunne tage tilbage til deres egne byggepladser.

Det er den slags magtkampe, som hele tiden udspiller sig i et kapitalistisk samfund. Mellem dem, der ejer, som forsøger at øge deres overskud ved f.eks. at forringe løn- og arbejdsvilkår. Og os, der arbejder, som forsøger at sikre os en rimelig del af den velstand, vi skaber med vores arbejde og beskytte os mod magtmisbrug. Når vi som almindelige mennesker, organiserer os, kan vi udfordre den magt, som arbejdsgiverne ellers ville have over rammerne for vores arbejdsliv.

Sejre som den morgen på Tagensvej giver os også to vigtige påmindelser. Nemlig at uden dem, der arbejder, kan kapitalisterne ikke tjene en krone. Og det er ikke mindst den viden, der bærer kimen til et samfund og en økonomi, hvor det ikke en reduceret elite i toppen af samfundet, der ejer og kontrollerer kapital og produktionsapparat, men hvor ejerskabet – og dermed også indflydelsen – er bredt ud til de mange.

Det er ikke mindst derfor, at vi i Enhedslisten prioriterer arbejdet i fagbevægelsen højt. Når man melder sig ind i Enhedslisten, bliver man ikke kun en del af en lokal afdeling, men tilbydes også at indgå i faglige netværk med andre fra den faggruppe, man arbejder i, for at kunne koordinere og inspirere hinanden i de faglige kampe – små som store.

Men antikapitalistisk praksis kan tage mange andre former end faglig kamp – netop fordi modsætningerne under kapitalismen er legio. Som når aktive i Enhedslisten stiller sig i spidsen for en lokal protest mod en ny svinefabrik, der vil brede gyllestank, grundvandsforurening og fjorddød, blot for at en stor jordejer skal kunne tjene flere penge. Eller som når vi deltager aktivt i lejerbevægelsens kamp mod Blackstone og andre boligspekulanter, der driver huslejerne op for at sikre større afkast til deres udenlandske ejerkredse. Og ikke mindst i klimakampen – vor tids største og mest afgørende konflikt – mellem det brede flertal, der ønsker en klode, der også er god at bo på i fremtiden, og den elite, der tjener på fortsat fossil udledning. På den måde deltager EL-aktive overalt i landet i praktisk antikapitalisme. Ofte vil folk ikke ane, at det er folk fra Enhedslisten, der deltager, for vi sjældent gør et stort nummer ud af vores partitilhørsforhold. Det er resultaterne, der tæller.

Kapitalismekritikken er også i høj grad – stik mod Bolts opfattelse – vores kompas i det parlamentariske arbejde i folketing, kommuner, regioner og EU-Parlamentet. For på trods af at den parlamentariske magt i et kapitalistisk samfund altid vil være stækket af den økonomiske elites udenomsparlamentariske indflydelse, er den langtfra uden betydning. Også gennem lovgivning kan vi udfordre og modgå kapitalismen og markedskræfternes magt og negative konsekvenser.

Når vi f.eks. i sidste valgperiode sikrede gratis tandlæge for de unge – og arbejder for helt at fjerne brugerbetaling på tandpleje, så er det selvfølgelig en god ting, alene fordi det modvirker ulighed i sundhed. Men det er også antikapitalisme i praksis, fordi hver gang vi forvandler vigtige basale behov fra varer til sociale rettigheder, så gør vi også mennesker mindre afhængige af og sårbare over for markedskræfterne – og dermed mere frie.

Når vi laver en aftale om, at 25 procent af nye boliger i byudviklingsområder skal være billige almene nonprofitboliger, så løser vi ikke bare et akut boligpolitisk problem. Vi svækker også markedskræfternes dominans, hvad angår prissætningen af vores hjem og boliger, til fordel for en demokratisk planlægning med udgangspunkt i en opfattelse af boligen som en social rettighed frem for en vare.

Når vi arbejder for etableringen af offentlige banker, realkredit- og forsikringsselskaber, er det ikke blot for at give borgerne mulighed for at tilvælge et billigt nonprofitalternativ til Danske Bank og co., men også et bevidst forsøg på at gøre samfundet mindre sårbart over for den finansielle kapitalismes trusler. Og når vi sikrer en højere dagpengedækning, så er det ikke kun for at sikre mere tålelige levevilkår under arbejdsløshed, men også fordi vi ved, at lønmodtagere, der er mindre bange for at miste deres job, i højere grad tør sige fra og stille krav til arbejdsgiveren.

Det er sådan, vi arbejder. Altid ud fra en klar analyse af magtforholdene i en kapitalistisk domineret økonomi. Og altid med det klare mål at flytte styrkeforholdene i samfundet til fordel for almindelige mennesker og på bekostning af markedskræfterne og den økonomiske elites magt. For på den måde skridt for skridt at bevæge os i retning af et mere socialistisk og mindre kapitalistisk samfund. Det er antikapitalisme i praksis.

Er Enhedslisten så et revolutionært parti? Tja, det kommer vel an på, hvad der ligger i ordet revolutionær. Hvis det er en forestilling om en voldeligt magtskifte uden om det demokratiske system, så er vi absolut ikke. I et samfund med lige og almindelig valgret, organisations- og ytringsfrihed er den tanke både futil og forkert.

Vi har absolut heller ikke nogen sympati for bevægelser ude i verden, der anvender målrettet terror mod civile, selv om Bolt øjensynligt mener, at den slags skulle være særlig revolutionært. Men hvis man ved revolutionær mener, at arbejde for socialistiske samfundsforandringer, der grundlæggende vil ændre på fordelingen af magt og privilegier, demokratisere økonomien og fortrænge markedskræfternes anarki til fordel for mere demokratisk beslutningskraft, så vil jeg med stolthed kalde Enhedslisten for revolutionær.

For det er og bliver vores ledestjerne og udgangspunkt: At kapitalismen med dens ulighed og undergravning af vores naturgrundlag ikke er slutningen på historien. At vi kan skabe et samfund, der er bedre end det, vi har i dag. Mere frit og trygt for de mange. Mere hjertevarmt, bæredygtigt og demokratisk.

Jeg har altid haft svært ved at forstå behovet blandt mange på venstrefløjen for at pege anklagende fingre mod dem, der er tættest på, for ikke at være rigtige venstreorienterede, at have solgt ud eller opgivet kampen. Jeg opfatter det ofte som en slags dydssignalering, som ikke handler så meget om ønsket om at bidrage til samfundsforandring som at fremhæve egen ideologisk renhed og overlegenhed. Jeg ønsker omvendt Mikkel Bolt alt det bedste i hans projekt.

Hvem ved? Måske bliver det netop hans forskning om de franske situationister eller hans mange anklageskrifter mod den aktive venstrefløj, som bliver gnisten, der tænder op under vidtgående samfundsforandringer. Selv tror jeg dog, at forandringer hverken kommer af at kunne råbe de mest radikale paroler i et mødelokale med ligesindede eller af gold kritik uden engagerende og begejstrende ideer om det samfund, vi kan skabe.

Jeg tror, at samfundsforandringer sker, når det lykkes at samle mennesker, der har opdaget deres fælles interesser i praktisk kamp for deres frihed og rettigheder. Gennem praksis. Det er derfor, jeg er aktiv i Enhedslisten, og derfor jeg mener, at der – måske mere end nogensinde – er brug for et praksisorienteret socialistisk og antikapitalistisk parti som Enhedslisten i Danmark.

PELLE DRAGSTED