Pårup station er reddet

Det er ikke ofte, at vi i Enhedslisten stemmer sammen med de blå partier i regionsrådet. Men det gjorde vi tirsdag aften, fordi vi var enige om, at små stationer som Pårup, Søborg, Gilleleje Øst og Stæremosen ikke skal nedlægges, som en ny udviklingsplan ellers lagde op til. Den plan medførte mange protester og voldsom debat. Stationerne har stor betydning for de små lokalsamfund og at lukke dem finder vi kortsigtet i en tid, hvor det er vigtigere end nogen sinde, at flere bruger kollektiv trafik. Det er ikke så vigtigt for os, der bruger lokaltoget, om det kører tre minutter hurtigere, men det er stadig en ambition i planen at ”hastighedsopgradere”, som det hedder. Det må så ske med fx bedre skinner og tog.

Nu kan vi glæde os over alle de gode ting, der er i udviklingsplanen. Herunder, at dieseltogene skal udskiftes med batteritog, at stationerne skal forbedres og gøres mere trygge med lys og læskærme, at stationerne skal være en del af bylivet og lukkede stationsbygninger skal udnyttes. Sådan som det heldigvis allerede sker her i Gilleleje.

Desuden kan vi se frem til, at togene kommer til at køre hver halve time også i weekender og på helligdage, og at der kommer nattog i weekenderne.

Alle medlemmer i regionsrådet er enige om, at det er vigtigt at få flere passagerer til lokaltoget. Vi er bare ikke enige om, hvad der skal til. Vi – Enhedslisten og flertallet – finder, at forbedringer som dem der lægges op til udviklingsplanen og flere afgange er det der skal til.

MVH Annie Hagel, Regionsrådsmedlem (Ø) Kandidat til KV25 Gribskov og Region Østdanmark

Læs hele historien HER