I dag samles vi til arbejdernes kampdag. En dag, hvor vi ikke bare mindes de sejre, der gennem mere end 130 år er vundet med slid og solidaritet, men også samler kræfter til de kampe, der endnu skal kæmpes.
En af de vigtigste kampe lige nu – det er kampen mod den uretfærdige og umenneskelige beslutning om at hæve pensionsalderen til 70 år.
Grænsen på 70 er ikke blot et tal. Det er udtryk for en politik, der har mistet forbindelsen til virkeligheden – virkeligheden for den social- og sundhedsassistent, der løfter tunge kroppe hver dag. For mureren, der slider sine knæ op på stilladserne. For rengøringsassistenten, der går hjem med ondt i ryggen og ingen kræfter tilbage. For metalarbejderen, der har stået ved drejebænken, siden han var 17.
For alle dem, som hver dag holder samfundet kørende med hænderne, med kroppen og med erfaring – og som alt for ofte ender med at blive nedslidte, længe før de rammer 70.
Det er ikke rimeligt, at folk, der har knoklet hele deres liv, nu skal have en pensionsalder, de måske ikke engang når frem til.
Det er nemlig ikke alle, der bliver 80 eller 90 år. Det er ikke alle, der kan arbejde til de er 70. Det er ikke alle, der overhovedet når at gå på pension. Og for mange arbejdere er middellevetiden stadig lavere end for akademikere, direktører og ikke mindst folketingspolitikere.
Lad os sætte konkrete tal på. Pensionsalderen var 65 indtil for få år siden. Nu bliver det så besluttet at hæve den til 70 år. Hvad sker der i mellemtiden?
Sidste år døde 4019 mennesker mellem 65 og 69 år. Det betyder, at ca. 6% af de 65-årige dør, inden de bliver 70.
Det svarer til lidt mere end hver tyvende af jer, der sidder her i dag. Og det svarer til, at et til to af børnene i hver af jeres børns eller børnebørns skoleklasser i fremtiden slet ikke når pensionsalderen, fordi den nu er blevet hævet.
Det er virkeligheden bag de tørre tal og økonomiske modeller. Det er ikke teori – det er menneskeliv.
Men der vil jo altid være nogen, der dør inden pensionsalderen, vil nogen sikkert indvende. Det er rigtigt – det kan vi ikke helt forhindre. Men tallet stiger drastisk efter 65. Sidste år døde der 7146 mennesker under 65 år – og det er vel at mærke inklusive de børn og unge, der tragisk slet ikke kommer i gang med arbejdslivet. Altså 7146 mennesker under 65 mod 4019 mellem 65 og 69. Det betyder, at ud fra de nuværende tal, så har politikerne besluttet, at antallet af mennesker, der dør før pensionsalderen, skal stige med hele 56% sammenlignet med den tidligere pensionsalder på 65.
Samtidig ved vi fra statistikkerne, at de rigeste lever op til 10 år længere end de fattigste. Så hvad er det egentlig, vi som samfund siger? At nogle bestemte mennesker skal arbejde hele livet – og derefter dø inden eller kort efter pensionen?
Det er social ulighed skrevet med store bogstaver. Og det accepterer vi ikke i Enhedslisten.
Det nuværende system, hvor pensionsalderen automatisk stiger i takt med levealderen, er kynisk og mekanisk. Det tager ikke højde for virkeligheden. Det tager ikke højde for, at mens nogle måske kan holde til at sidde bag et skrivebord, til de er 70 – så er der mange brancher, hvor det ikke er realistisk at arbejde så længe. Det er ikke kun levealder, vi skal kigge på – det er også arbejdsliv.
I Enhedslisten mener vi, at det skal være slut med de automatiske forhøjelser. Vi vil have pensionsalderen sat ned – ikke op! For det er menneskeligt og rimeligt, at man kan trække sig tilbage med værdighed og få nogle gode år som pensionist, hvor man stadig har kræfter til at leve livet.
Modstanderne siger, at vi ikke har råd til at sænke pensionsalderen. At det vil koste for meget. Men lad os være ærlige: Danmark er et af verdens rigeste lande. Det handler ikke om økonomi. Det handler om prioriteringer.
Der har været råd til skattelettelser for de rigeste. Der har været råd til fradrag for aktieindkomster og luksusbiler. Der er også råd til milliarder i militærbudgetter og privatiseringseksperimenter. Men når det kommer til at sikre en rimelig og værdig sidste fase af livet for dem, der bærer samfundet på deres skuldre – så er der pludselig ikke råd.
Det er hykleri, ligesom det er hykleri, når politikerne hæver pensionsalderen for alle andre, mens de fastholder deres egen pensionsalder på kun 60 år.
Der er kræfter, som håber, vi giver op. At vi bøjer nakken og accepterer vækstlogikkens krav om, at vi hele tiden skal yde mere i længere tid. Men de glemmer, at arbejderklassen aldrig har fået noget foræret. At alle vores rettigheder er nogle, vi har kæmpet os til: 8-timers arbejdsdag. Ferie. Barsel. Ret til at organisere os.
Og nu er det tid til at kæmpe for retten til et liv efter arbejdslivet. For retten til ikke at dø på arbejdsmarkedet med støv i lungerne og slid i knoglerne. For retten til at være mere end et tal i et regneark. For tiden til at være noget for sine børnebørn, mens man stadig kan løfte dem.
Det er ikke en naturlov, at pensionsalderen skal stige. I 1999 blev den sat ned fra 67 til 65. Det kan godt lade sig gøre, så lad os sammen kræve, at pensionsalderen sænkes, ikke hæves.
Lad os kræve retten til at blive gamle i fred – og ikke i smerte.
Lad os kræve vores alderdom tilbage.
Tak for ordet – og god kampdag!