Tænder har stor betydning for mange dele af livet. Uden gode tænder er der meget mad, man ikke kan spise. Et besøg i varmestuen vil vise enhver, at det er et meget virkeligt problem for samfundets udsatte.
Vi ved også mere og mere om, at tandsundhed påvirker hele kroppen. Problemer i munden øger risikoen for alvorlig sygdom. Men sundhedsvæsenet forebygger ikke ved at tage sig af tænderne, det behandler kun følgesygdommene.
Og der er ingen logik i, at hvis du brækker benet, så er det gratis at få hjælp på hospitalet, men knækker du en tand, så skal den store pung op af lommen.
Men tænder handler ikke kun om fysisk sundhed. De er også enormt vigtige for menneskelige relationer.
Vi ser tænderne, så snart vi taler med andre. Dårlige og manglende tænder er skamfulde. Dem har man ikke lyst til at vise frem. Så man taler bag en hånd. Man smiler med lukket mund. Man begrænser sin sociale kontakt.
Når tænderne er i orden, tænker man sjældent over det. Men sunde tænder er også friheden til at smile stort, til at grine og til livlig snak. Til glædesfyldt samvær med andre.
Vi bør gøre tandlægen til en del af vores fælles, gratis sundhedsvæsen, så munden også for voksne bliver ligestillet med resten af kroppen. Fordi alle bør have ret til et smil.
Husk at stemme til regionsrådsvalget på tirsdag!
Læs hele historien HER