Kære Årsmøde
Det her er min første gang på talerstolen, idet det her faktisk er mit første årsmøde i Enhedslisten.
Tusind tak for denne store ære, at holde åbningstalen har jeg aldrig turde drømme om. Jeg tillader mig at bruge denne mulighed til at fortælle jer lidt om, hvem jeg er og hvorfor jeg står her i dag. Min historie er ikke unik eller særlig. Den er faktisk tenderende til jævn, måske endda kedelig. Jeg håber, I vil lytte med alligevel.
I min familie er vi landmænd. Vi bor langt ude på landet, vi deler ikke hække med vores naboer, vil deler læbælter, og vi dyrker den jord, vi ejer. Det har vi altid gjort, og der har altid været mindst én efterkommer, som har arvet gården eller købt sin egen.
Vi har aldrig været godsejere, vi har ikke ejet de største gårde, og vi har selv stået for arbejdet. Vi er stået tidligt op og arbejdet hårdt. Vi har pløjet, sået, høstet, fodret og slagtet. Og så har vi stemt på og været medlem af Venstre. Vi var også medlemmer af og sågar formænd for menighedsråd, landboforeningen og vi fejrede grundlovsdag. Bevares, der bliver også stemt socialdemokratisk – men i min optik kan det være svært at kende forskel efterhånden.
Det er min familie og mit ophav. Hvad laver du så her Kamilla, er du sikker på, at du er gået rigtigt? Det kunne I måske spørge om.
Jeg har aldrig stemt på Venstre, det passede ikke til mig. Jeg blev vegetar som 15 årig, måske som et teenageoprør, måske bare fordi klimaforandringer også dengang var alvorlige. Og jeg flyttede fra Thy efter min studentereksamen.
Jeg begyndte at uddanne mig som sygeplejerske og jeg startede min politiske bevidsthed i studenterbevægelsen og fagbevægelsen. Jeg tog til 1. maj fejring i min fagforening, hørte taler fra Pernille Skipper. Jeg repræsenterede sygeplejestuderende, når jeg sad til møder med Rosa Lund og Mai Villadsen, i deres funktion som uddannelsesordførere. Jeg arrangerede valgdebatter til folketingsvalg og mødte her Rasmus Vestergaard Madsen og Jonatan Simmel. Jeg fik senere lov til at arbejde tæt sammen med Rasmus Holme og Emilie Haugh Rasch. Og nu skal jeg nok stoppe med at namedroppe. Men det er mig meget vigtigt at fortælle, at disse seje mennesker, var min solide port til Enhedslisten. En port af fællesskab og rummelighed. Et fællesskab, hvor jeg var velkommen og hvor mine politiske værdier hørte til. Her var plads til ambitiøs uddannelsespolitik og mine arbejder-værdier fandt også sin plads i partiet. Det var ikke svært at erkende – selvfølgelig hører jeg til her.
I København fik jeg lov til at lave arbejde i ledelsen i Regionen og et sparsomt forsøg på partiarbejde i lokalafdelingen i Vanløse blev det også til.
Nu, 10 år efter, er jeg tilbage i Thy. Jeg bor til leje i et gammelt hus langt ude på landet. Jeg dyrker min have efter permakulturens principper. Mine naboer er landmænd og minkavlere. De producerer konventionelle grise, kører dieselbiler og én af mine naboer er byrådsmedlem for Ny Borgerlige. Hvis alt går vel, kan vi lave noget samkørsel til byrådsmøderne i fremtiden…
Mine naboer er også fabriksarbejdere, ansat i kommunens hjemmepleje, pedeller og arkæologer.
Min historie er ikke unik. Vi er mange, der har fundet Enhedslisten selvom det måske lå i kortene, at vi skulle noget andet. Vi stemmer Enhedslisten, og vores naboer, familier og kolleger gør højst sandsynligt ikke. Vi lever mark om mark, bytter æg for rugbrød – ikke over hækken – men over grusvejen. Og vi diskuterer fjordens tarvelige tilstand, ulvene, Palæstina og Israel, folketingspolitikeres lønninger og pensioner, økologi, den nye præst og skolens overlevelse. Og vi diskuterer også, hvem der skal repræsentere vores område i folketinget. Vi er sjældent enige, og det er heldigvis heller ikke meningen.
På nogle områder er vi dog enige. Vi synes, det er lidt utroligt, at der skal svinedyre konsulenter til, når der skal tages beslutninger eller implementeres forandringer i kommunen eller på fabrikken. Vi synes, det er ret utroligt, at der kan indføres en chef mere, når vi andre skal undvære en kollega på gulvet, fordi der ikke er råd til kollegaer eller vikarer. Vi er efterhånden også enige i, at prisen for kæmpestore vindmøller og plantager af solceller bliver for høj, når vi som borgere ikke har et eneste ord at skulle have sagt. Og ikke en eneste mulighed for at være fælles om overskuddet.
Som I kan høre, kan vi sagtens blive enige om problemerne, dér midt i en kop kaffe på terrassen. Vi er bare meget sjældent enige i løsningen på problemerne. Vi er især ikke enige i, hvem på borgen i kommunen eller regionen, der vil løse problemerne bedst.
Hvis jeg er så heldig – dygtig måske – at blive valgt til kommunalbestyrelsen, bliver det ikke nyt for mig, at min sidemakker er uenig med mig.
Selvom dette er mit første årsmøde i Enhedslisten kan jeg vist roligt sige, at det jo ikke kun er i byrådet, regionsrådet eller folketinget, vi er uenige og skal arbejde klogt og demokratisk for at få forslagene igennem. I vores eget parti vi også uenige. Her i salen er vi uenige. Uenigheden er vigtig. Uenigheden gør os klogere på den verden vi vil forandre, og det gælder i alle dele af partiet. Uenighed skaber gode kampagner og valgkampsflyers. Det skaber et godt fundament til aftaler og parlamentarisk arbejde.
Uenigheden må endelig heller ikke bremse os. Mine naboer stopper jo ikke med at dræne deres marker lige ned i åen, selvom jeg er uenig.
I Enhedslisten Thy fortsætter vi med vise solidaritet med Palæstina, gå på gaden mod Amerikanske militærbaser og arbejder for en folkeskole for alle kommunens børn. Vi bliver ved med at arbejde for mere investering i det specialiserede socialområde. Sikre bedre processer, når rapsmarkerne skal skiftes ud med nødvendige solceller og kæmpevindmøller. Vi bliver ved med at lytte til de hårdest ramte familier, når endnu en skole eller børnehave lukker. Og selvom vi kun er en håndfuld socialister i Thy, ved vi, at vi lytter og kæmper med noget større i ryggen – nemlig vores fælles parti.
Uenigheden skal og må ikke splitte os. Jeg tror, vi vil bruge uenigheden til at lytte, lære nyt, samles og blive klogere på hinanden og dermed danne et bedre grundlag til at tage beslutninger. De beslutninger, vi skal tage her på Årsmødet.
De beslutninger som skal ruste os alle sammen til at fortsætte vores gode arbejde ude lokalt. Hos os i Thy, en lille afdeling med et enkelt medlem i kommunalbestyrelsen, er det især vigtigt at være en del at stort stærkt moderparti. Et parti med styr på de demokratiske processer, repræsentation og rummelighed. Vi kæmper og knokler hjemme hele året, og så mødes vi her. En lille del af en enhed, hvor vi vil bruge vores indflydelse, være uenige og enige og være en del af et stort parti.
Så med frygt for at lyde som en vårfrisk, knapt tør bag ørene, ny kommunalvalgs kandidat, som ser verden i lyserøde nuancer, så vil jeg appellere til, at vi lytter til hinanden i denne formidable pinseweekend og med det vil jeg ønske os alle et godt Årsmøde.
Tusind tak for ordet!
Læs hele historien HER