Hvad er det gode liv? Stil spørgsmålet igen i morgen! En føljeton i 6 dele

En fabulerende om end forskningsbaseret afdækning af neoliberalismen og dens voksende trussel mod det danske samfund

Føljetonen udgør en undersøgelse af neoliberalismens natur, dens konsekvenser for samfundet og mennesket, samt dens relation til fascismen. Til sidst forsøger føljetonen at tænde et lys i mørket.

Føljetonen er på dansk – dog henviser en del referencer til engelske tekster.

Med særlig tak til Magnus Jespersen.

Af Nikolaj Hyldig

Nikolaj HyldigNikolaj er en multidisciplinær designer og aktivist med base i Aalborg, hvor han kombinerer teknologi, æstetik og politik i sit arbejde.

Nikolaj har i 20 år forsket og undervist i krydsfeltet mellem mennesker og teknologi, og er medlem af Enhedslisten Aalborgs Kommunale Baggrundsgruppe samt Valgkampsgruppen.

Ensomhedens Maskineri

København, 07:48. Emil træder ind i Metroen. Han arbejder som cykelbud for et appfirma. Det er hans tredje midlertidige job det seneste år. Han har ingen fast løn, ingen kontrakt, ingen kollegaer. Alt er målt i leveringer, stjerner og GPS-koordinater.

Han kender ikke sin chef. Han har aldrig mødt dem, der vurderer hans performance. Det hele sker automatisk. Systemet vurderer, hvem der får turene, hvem der bliver “inaktiv”, og hvem der bliver sparket ud. Ingen forklaringer. Ingen ansvarlige.

Han er ikke en arbejder. Han er en “selvstændig samarbejdspartner”. Han kan frit vælge at arbejde – eller lade være. Det er frihed, får han at vide. Men han har gæld, husleje og intet sikkerhedsnet. Det frie valg er illusion.

Et system uden relationer

Platformøkonomien – også kaldet “gig-økonomi” – er den rene version af neoliberalisme:

  • Ingen forpligtelser.
  • Ingen rettigheder.
  • Ingen institutioner, kun algoritmer.
  • Alting styret af incitamenter og data.

Emil er ikke ansat. Han er aktør i sit eget lille mikrosystem. Han modtager point, “badges”, og feedback fra kunder. Hans liv evalueres løbende – men uden menneskelig kontakt. Der er kun skærme, uigennemskuelige regler og en evig konkurrence med andre i samme situation.

Andrea Micocci & Flavia Di Mario[16] ville kalde dette en metafysisk konstruktion: en verden hvor alt bliver behandlet som objekt. Selv menneskelig tid og sårbarhed bliver gjort målelig, udskiftelig, optimérbar.

Ensomheden er ikke tilfældig

Den sociale isolering, som Emil oplever, er ikke bare en bivirkning. Den er et strukturelt formål. Neoliberalismen har gennem årtier systematisk demonteret fællesskaber:

  • Fagforeninger er svækket.
  • Arbejdspladser er individualiseret.
  • Lokalmiljøer er kommercialiseret.
  • Uddannelser er karakter-konkurrencer.
  • Tryghed er blevet et privat anliggende.

Resultatet er en generation, som ikke kun er økonomisk usikker, men også relationelt fragmenteret.

Melinda Cooper[17] har vist, hvordan det neoliberale projekt afkobler individer fra kollektive forpligtelser, for i stedet at knytte dem til markedet eller staten – men altid på vilkår, der genskaber afhængighed og kontrol.

At være alene sammen

Emil scroller på sin telefon i pausen. Han ser reklamer for coaching, produktivitets-apps og aktieinvestering for unge. De fortæller ham, at han skal tage ansvar. Optimere sig selv. “Du er din egen chef”.

Men han føler sig udmattet. Og alene. Ikke fordi han mangler mennesker omkring sig – men fordi systemet har frataget ham de strukturer, hvor solidaritet kunne opstå.

Henry Giroux[18] taler i denne forbindelse om “disimagination” – at evnen til at forestille sig alternativer bliver nedbrudt. Ikke ved vold, men ved overbelastning. Når hver dag er overlevelse, bliver det politiske umuligt for individet.

Data, kontrol og følelsesøkonomi

Det system, Emil arbejder i, er ikke kun baseret på tid og penge. Det er baseret på følelser:

  • Hans motivation styres af point og badges – såkaldt “gamification” i form af spilbaseret feedback, designet til at manipulere vores følelser og motivation.
  • Hans selvforståelse formes af anmeldelser.
  • Hans frygt aktiveres af usikkerhed.

Neoliberalismen bruger ikke kun økonomiske incitamenter. Den koloniserer den indre psyke – og skaber et menneske, der føler, at det er alene om sin fiasko og selv ansvarligt for sin ulykke.

Det er en psykologisk mekanisme, hvor individet gøres ansvarlig for strukturelle vilkår, der er langt større end individet selv.

Ensomhedens funktion

Denne ensomhed er funktionel. Den forhindrer kollektive krav. Den gør modstand risikabel. Den gør fællesskab usandsynligt.

Henry Maher[19] beskriver, hvordan den neoliberale subjektivitet internaliserer markedets logik – og dermed bliver medproducent af sin egen underkastelse. Man tilpasser sig for at overleve. Man tier for at kunne betale sin husleje.

Og imens vokser behovet for autoritet, for klarhed, for tilhørsforhold – hvilket åbner døren for proto-fascistiske kræfter, der tilbyder netop det: orden, identitet, fjender.

Den tavse struktur

Emil går hjem. Han har kørt 31 leveringer i dag. Appen ønsker ham tillykke. Han har opnået “guldniveau”. Han føler sig ikke fejret.

Hans liv er ikke kaotisk. Det er ekstremt velorganiseret – af et system, der ikke nævner sit navn. En struktur, der ikke skriger, men hvisker: du er alene. Og det er din skyld.

Fabrikerede kriser, styret samtykke

Når et samfund ikke længere kan tilbyde håb, tilbyder det panik.

På forsiden af en gratisavis står der med fede typer: “Krise i velfærden – indvandringen presser systemet”. På TV2 News ruller overskriften: “Kriminaliteten stiger – politi kræver flere beføjelser”. En influencer deler et klip med overskriften: “Folketinget lader islamister overtage skolerne”.

Tre historier. Tre forskellige domæner. Men én samlet virkning: frygt.

I det moderne Danmark er frygten blevet et politisk råstof. Den bruges ikke kun til at forklare forandring. Den bruges til at styre forandring.

Kriser der ikke falder ned fra himlen

Vi taler ofte om “kriser” som noget naturgivet. Som storme udefra. Men mange kriser er fabrikerede – ikke i den forstand, at de er opfundne, men i den forstand, at de er rammesatte, forstørret, instrumentaliseret.

  • Kriminalitet: tallene har i mange år været faldende, især for vold og indbrud. Alligevel optrappes retorikken om “lovløshed”, især i forhold til unge mænd med anden etnisk baggrund. Politisk respons: hårdere straffe, udvidede politibeføjelser, overvågning i boligområder.
  • Velfærdskrise: finansministeriet præsenterer igen og igen fremskrivninger om “uansvarlige udgifter”, men ignorerer potentialet for progressiv skattepolitik, produktivitetsstigninger eller grønne investeringer. Politisk respons: nedskæringer, privatisering, “borgeransvar”.
  • Identitetskriser: forestillingen om at dansk kultur er under angreb bliver gentaget i kulturdebatten, selvom sproget, institutionerne og normerne ikke er truet, men udvikler sig. Politisk respons: forbud mod religiøse symboler, indgreb i kunst og pædagogik, defunding af kritisk forskning.

Disse “kriser” aktiverer en følelsesmæssig respons. Frygt, vrede, forvirring. Og i det tomrum hvor analyse burde være, tilbyder staten “handlekraft”.

Samtykke uden forståelse

Neoliberalismen har brug for at befolkningen accepterer det uacceptable: ulighed, usikkerhed, individualisering af ansvar. Men det kan ikke ske gennem åben debat. Det sker gennem styret samtykke – en illusion af deltagelse, mens beslutninger er forudbestemte.

Henry Giroux[20] kalder dette en autoritær vending i demokratiets klæder. Medier, meningsmålinger og eksperter orkestrerer en virkelighed, hvor borgeren ikke længere stiller krav, men vælger mellem frygtbaserede løsninger.

Eksempel: regeringen foreslår udvidet overvågning i det offentlige rum “for at beskytte borgerne”. Oppositionen kræver, at det sker hurtigere. Debatten handler ikke om hvorvidt overvågning skal finde sted – men om hvor hurtigt og hvor meget.

Dette er ikke demokrati. Det er iscenesat deltagelse.

Krise som kontrolmekanisme

Thomas Palley[21] påpeger, at neoliberalismen, når den bliver mødt med folkelig modstand, ikke liberaliserer yderligere – den skifter karakter. Den bliver proto-fascistisk. Staten intensiverer sit voldspotentiale, men stadig under markedets logik.

Kriser bliver da:

  • Argument for undtagelsestilstand (først midlertidigt – siden permanent).
  • Legitimation for disciplinering af befolkningen.
  • Afledning fra de strukturelle årsager til ulighed.

Der skabes en konstant følelse af uopsættelighed. Og i denne tilstand bliver befolkningen styret gennem affekt frem for gennem viden.

Hvorfor virker det?

Fordi det er trættende at være konstant i alarmberedskab[22]. Og når staten tilbyder en løsning – uanset hvor autoritær – kan det føles som lettelse.

Melinda Cooper[23] viser, hvordan denne følelsesmæssige økonomi er nøglen: borgerne er ikke blot ofre. De indgår i bytteforholdet. De opgiver frihed for tryghed, solidaritet for orden.

Derfor må kampen mod neoliberalismen ikke kun være strukturel. Den må også være affektiv. Den skal hjælpe folk med at forstå deres frygt – og hvem der profiterer af den.

En fabrik uden ende

Så længe uligheden vokser, og demokratiet udhules, vil krisefabrikken køre videre. Den producerer ikke løsninger, men stemning. Ikke reform, men disciplin.

Kriserne vil fortsætte – ikke fordi de ikke kan løses, men fordi de virker.

Her er en oversigt for de 6 afsnit der udkommer over de næste 2 uger

Læs hele historien HER

Ø
X