Kære medborgere,
Vi står her i dag, på Grundlovsdag, for at fejre vores demokrati. Men vi står også midt i en tid, hvor det netop er demokratiets grundbetingelser, vi må huske på og forsvare. Ikke kun paragraffer og regler – men samtalen. Samværet. Uenigheden.
For uenighed er ikke farlig. Den er ikke støj – den er selve demokratiets klangbund. Her på Fanø mødes vi på tværs – i foreninger, til valg, i køen hos slagteren – og vi er ikke altid enige. Det skal vi heller ikke være.
For det er i uenigheden, vi bliver tvunget til at lytte, og måske rykke os en smule. Men kun hvis vi tør blive i samtalen. Tør være i det uafklarede.
Verden derude har glemt det. Her slås man ikke bare med ord, men med våben. Der, hvor uenighed burde være et tegn på liv, bliver det gjort til fjendskab. Vi ser
det i Palæstina, i Ukraine, og vi ser det i USA – hvor uenigheden er blevet så dyb, at selv fælles sandheder ikke længere deles. Hvor ven og fjende defineres af
partifarve, og hvor dialogen er erstattet af ekko- kamre. Under Trump-administrationen blev uenighed ikke blot ignoreret, men ofte angrebet – også når den kom fra forskningsverdenen. Universiteternes uafhængighed blev udhulet, klimaforskere blev marginaliseret, og rapporter blev censureret eller omskrevet. I dag ser vi, hvordan uenigheden i USA er blevet et skoleeksempel på splittelse: familier og venskaber går i opløsning, og forskere og journalister tier af frygt. Frygt for trusler. Frygt for at få en spand lort i hovedet. Et klima, hvor man vogter hvert ord, og hvor samtalen dør af tavshed. Det er her, vi som samfund skal trække en streg i sandet. Vi må finde sammen og forsvare vores demokratiske samtale mod bøllernes metoder – uanset om de kommer fra Trump eller fra danske debattører, der bruger samme
tone og adfærd. Vi ser det desværre også herhjemme: politikere, journalister og helt almindelige mennesker bliver mødt med hån, trusler og personangreb. Det er ikke kun i kommentarsporene – det er blevet en del af den offentlige debat. Og det slider på os alle. For hård tale og chikane er ikke bare ord – de har konsekvenser. Når mennesker tier, fordi
de frygter hån, udskamning eller overfald, mister vi noget dyrebart. Demokratiet lever af modige stemmer, og det er vores fælles ansvar at passe på dem. Når fakta gøres til politisk fjende, mister samfundet sit anker. Den amerikanske drøm om frihed og demokrati
vakler, ikke fordi folk er uenige, men fordi de har mistet evnen til at være det på en måde, hvor fællesskabet består. Det er en advarsel til os alle.
Også her i Danmark mærker vi, hvordan tonen forandrer sig. Som når borgmesteren i Frederikshavntrækker sig på grund af chikane. Når forskere trækker sig fra den offentlige debat. Når offentligt ansatte ikke tør udtale sig. Når man angriber menneskerettighederne, og konventionerne fremstilles som forhindringer, glemmer vi, hvorfor de findes. Når flygtninge fratages rettigheder, eller man vil fjerne stemmeretten fra mennesker, der har levet i
Danmark i årevis, glemmer vi, hvorfor netop de blev nedfældet efter verdenshistoriens mørkeste kapitler.
Det viser os, at uenighed kræver mere end ytringsfrihed – det kræver tryghed og respekt. Og det skal vi værne om. Her på Fanø, hvor vinden rusker tankerne lige så meget som tagene, har vi en særlig opgave: At minde hinanden om, at uenighed ikke er begyndelsen på en splittelse – men kimen til fælles forståelse. Og hvis andre ikke forstår os, så lad os
ikke skælde ud, men forklare os bedre. Måske har vi ikke været tydelige nok. Måske har vi ikke været åbne nok. At stå fast kræver også, at vi rækker hånden ud.
Men demokratiet lever ikke kun i vores ord og samtaler – det lever også i det, vi deler uden at sige noget: naturen, vores fælles omgivelser, det vi kalder hjem.
Og så er der naturen. Måske spørger nogen, hvad den har med Grundloven at gøre. Men naturen er ikke bare smuk – den er vores fundament. Den er den stiltiende kontrakt, vi sjældent læser højt, men altid lever under. Den sikrer vores livsgrundlag, vores
frihed til at ånde, vokse og forankre os. Ikke den pæne, hvide postkortstrand, men klitternes barskhed, marehalmens bid, stormene, der sletter fodspor, og Vadehavet, der aldrig giver de samme svar to gange.
Vi elsker naturens vildskab, fordi den er fri. Men vi elsker den også, fordi den ikke lader sig tæmme.
Derfor skal Fanø ikke glide med i en bølge af provinsiel ensretning, hvor butiksgaderne ligner
hinanden, uanset om man er i Blåvand, Rømø eller her. Vi skal turde være noget andet – noget mere ægte. Stå fast i Vesterhavets hårde blæst, og sige: Vi vil ikke være en kopi. Vi vil være Fanø. Og det forpligter. Til at beskytte det vilde. Til at sige nej, når udvikling betyder ensretning. Til at holde fast i vores særpræg – også når det blæser imod. Og vi skal gøre
det med respekt. Forklare, ikke fordømme. Invitere til samtale, ikke afvise. Også her gælder det: Hvis vi bliver mødt med uforståenhed, kan det være fordi vi endnu ikke har fortalt vores historie godt nok.
Men det handler ikke kun om, hvad vi vil beskytte lokalt – det handler også om, hvad vi som samfund vælger at prioritere globalt. Hvad vi investerer i. Og hvad vi vælger fra.
Og i en tid hvor verden opruster, og hvor milliarder ruller til krig, har vi pligt til at tale om fred. Ikke som naiv drøm, men som konkret politisk krav. For hvad er frihed, hvis vi ikke har fred til at leve i den? Mette Frederiksen har lovet, at Danmark skal bruge 5 procent af vores BNP på NATO-oprustning. Det lyder måske abstrakt, men det er penge, der skal tages et
sted fra – fra velfærd, fra uddannelse, fra klimaet. Det er et politisk valg med konkrete konsekvenser. Og vi må huske, at idéen om de 5 procent oprindeligt stammer fra Trump – en mand, der ifølge Pelle Dragsted, min partifælle i Enhedslisten, har trukket det tal ud, på beskidt dansk, af et vist sted på sin krop.
Når vi vælger krudt frem for klasseværelser, rustninger frem for rent drikkevand, sender vi et signal om, hvad vi som samfund vægter højest. Vi må turde spørge: Er det virkelig dér, vi vil lægge vores fremtid?
Er det fredsskabende – eller konfliktoptrappende?
Handlinger har konsekvenser, og derfor skal vi tale åbent og ærligt om de valg, vi træffer.
Derfor: Lad os være uenige. Lad os være nysgerrige. Lad os tale sammen og handle sammen. Ikke på trods af vores forskelligheder, men i kraft af dem.
Fanø har altid været vendt mod verden. Nu skal vi vise, at en lille ø godt kan gå forrest. For samtale. For naturen. For demokratiet.
Tak og god Grundlovsdag.
Lasse Harder Schousboe
Enhedslisten Fanø
Læs hele historien HER